Landleguan

Galapagos landleguanen er ligesom havleguanen en endemisk art. Men i modsætning til havleguanen finder man kun landleguaner på nogle af øerne, deriblandt, South Plaza, som nok er det bedste sted at se dem. De er oftest gullige, men nogle er delvist rødlige eller brunlige, det varierer fra ø til ø. Man kan også se dem fra lufthavnen på øen Baltra hvor de ofte går på landingsbanen. På Baltra blev landleguanerne faktisk udryddet efter anden verdenskrig, men år tidligere da rigmanden William Randolph Hearst undrede sig over de ikke var at finde på den nærliggende ø North Seymor, flyttede han nogle medlemmer Baltra population til North Seymor som ligger et par hundrede meter nord for Baltra. Biologisk er det ikke en god idé at introducere dyr hvor de ikke allerede findes, men denne relokering var grunden til at man kunne reetablere den oprindelige Baltra population omkring 1990.

Land Iguana, Galapagos

Selv om de godt kan se lidt truende ud pga. deres udseende og store størrelse (1,5 m og 13 kg) er dette fascinerende dyr vegetar og lever nærmest udelukkende af kaktus (inklusiv pigge). Da der ikke er meget ferskvand på øerne får de alt deres vand kaktusplanterne.  De kan være territorielle om deres kaktus og jeg så flere der måtte løbe afsted med deres kaktusstykke da andre også gerne ville have fat i det.

Advertisements

Marine Iguanas

Galapagos har mange endemiske dyrarter, dvs. at de kun findes på Galapagosøerne. Et sådant dyr er de såkaldte marine iguanas (havleguaner) Amblyrhynchus cristatus. De ligner noget fra en fjern fortid med deres øglelignende og lidt frygtindgydende udseende. Havleguaner kan blive op til 1,5m lange  og veje 13 kg. De lever af grønalger, der findes på mellem 0-10 meters dybde, og de kan dykke i op til 30 minutter før de skal på land igen. Havleguaner er ektoterme dyr, så de har brug for solens varme for at holde på kropstemperaturen, så efter dyk ser man dem ofte ligge og varme sig på mørke lavasten.

Marine Iguana, Galapagos

De findes på alle øerne, men både størrelse og udseende varierer. På øen Española er de nærmest røde og grønlige, mens de på langt de fleste øer er overvejende sorte eller grålige. De ligger ofte i store klynger for at holde på varmen og spytter af og til en koncentreret saltholdig væske ud af  næsen for at komme af med det overskydende salt fra føden.

Marine Iguana, Galapagos

Galapagos Søløver

Søløver byder besøgende velkommen næsten alle steder på Galapagos. De findes spredt ud over alle øerne og ligger ofte på strande, stier og klipper. De er absolut ikke bange for mennesker, men man skal dog passe på de store territorielle hanner der ikke bryder sig om mennesker på deres område. De er også at finde i havnene og der var sågar én om bord på båden en eftermiddag, den hoppede dog hurtigt i vandet igen, da den blev opdaget.

Galapagos sea lion pup

Et af de bedste steder at opleve søløver er i vandet. På stort set alle Galapagos ture indgår snorkling, og det kan varmt anbefales. Specielt søløveungerne er meget lejesyge, jeg oplevede selv en der svømmede rundt om mig flere gange, fandt en muslingeskal på bunden, svømmede rundt med den i munden, gav slip for derefter at svømme ned efter den, inden den nåede bunden, og sådan blev den ved. Desværre havde jeg ikke udstyr med til at tage billeder af dette, så det må blive til nogle strandbilleder af disse fantastiske dyr.

Galapagos sea lion mother and pup at sunset

Rød-fodede suler

De rød-fodede suler (Sula sula) er faktisk de mest talrige på Galapagos, men også de mindst sete. Man skal op til den nordlige ø Tower (Genovesa) for at møde dem, og det er en lidt lang og til tider hård sejltur. Jeg havde ikke fået langt alle mine tasker ind i skabet og vågnede ved de midt om natten rutsjede rundt på gulvet. Men de rød-fodede suler er gyngeturen værd.

Red footed booby, Galapagos

Dette er den mindste suleart og efter min mening den flotteste med de meget røde fødder og det blålige og pink næb. I modsætningen til de andre suler laver de deres reder i træer og buske hvor man oftest også ser dem sidde.

Nazcasuler

Nazcasulerne (Sula granti) er den største suleart og har et lidt larmende og aggressivt gemyt. Nazcasuler er hvide med sorte vingespidser og hale. De har meget svagt grønlige fødder, men efter min mening er de nu mest grå at se på. Man ser dem ofte tæt ved kysten hvor de yngler og har rede (ekskrementring) på jorden. De har et rudimentært adfærdsmønster hvor den ene giver den anden små kviste som gave, men kvistene bliver ikke brugt til rede bygning.

Nazca Booby, Galapagos

I ynglesæsonen ligger de normalt 2 æg med ca. 5 dages mellemrum og rugningen begynder omgående. Det betyder at en unge klækkes før en anden. Når den ældste af ungerne er stor og stærk nok skubber den så den  yngre unge ud af reden mens forældrene bare ser til. Dette sker altid hos nazcasuler, og kaldes obligat søskendemord. Æg nummer to er formodentlig en forsikring i tilfælde af der skulle ske noget med det første.

Nazca Booby chick, Galapagos