Græsspinder

Igen i år var jeg en tur på Mols for at fotografere insekter. Dog var vejret ikke det mest samarbejdsvillige. I det øjeblik jeg ankom begyndte regnen at sile ned, men der var dog nogle gode timer ind imellem. Der var et kort ophold i regnvejret fredag aften lige omkring solnedgang, og hvert øjeblik skulle udnyttes til fulde, så det var bare om at komme ud med kameraet.

Græsspinder, Mols

Jeg fandt denne græsspinder larve (Euthrix potatoria) siddende i det våde græs, med ”pelsen” fuld af regndråber. Det var efterhånden blevet sent og der var ikke meget lys tilbage, så jeg måtte gå på kompromis med dybdeskarpheden, men til gengæld fik jeg en interessant komposition med græs i diagonalen og en omvendt s-kurve i form af græsspinderen.

Græsspinder portræt, Mols

Græsspinderen er en almindelig dansk art. Larven er forholdsvis stor (10 cm) og er let genkendelig med hårudvækster som nærmest ligner horn både i forenden og bagenden. Larven lever på og af  græs, og på engelsk kaldes den ”drinker” fordi den drikker dugdråber fra græsset. Ligeledes fandt jeg en græsspinderlarve lørdag eftermiddag mens støvregnen faldt og bygevejret langsomt  gjorde endnu et indtog på mols. Den var på vej op af et græsstrå og sad perfekt for dette portræt.

Advertisement

Bornholm ved solopgang

Bornholm har efter min mening noget af Danmarks smukkeste kyststrækning. Det siger ikke så lidt, da vi har ca. 7300 km kyst i Danmark. Jeg tilbragte et par tidlige morgener med at fotografere sten, skærgården og solopgangen mellem Svaneke og Gudhjem.

Bornholm coastline 1

Jeg har til dette blog indlæg valgt tre forskellige billeder af det samme motiv, en stenformation ved Ypnasted. Alle billeder er taget den samme morgen, lige omkring solopgang ca. kl. 4:45. Første billede er taget ca. 15 min før solopgang, andet billede er taget lige efter solopgang. Efter jeg tog dette billede blev solen meget hurtigt kraftig, og det ikke længere var muligt at tage billeder direkte af solen uden at den brændte helt ud og gav grimme reflekser i objektivet. Ved lidt af et tilfælde gik jeg ned i knæ, og så så dette sidste motiv med helt fantastiske farver. Det er helt utroligt hvor forskelligt farver og lys kan være inden for et forholdsvis kort tidsrum.

Bornholm coastline 2

Kameraet  havde jeg på stativ til alle billeder da jeg ønskede en forholdsvis lang lukketid for at få blødt vand. Desuden brugte jeg en cirkulær polarizer, 0.6 soft grad ND filter samt et 0.6 hard grad ND filter. De to graduerede ND filtre er nødvendige for at udligne lysforskellen mellem himmel og vand.  Sammenlagt giver de to ND filtre ca. 4 f-stops forskel på himmel og hav. Det er ofte tydeligt at se der er forskel og det er nødvendigt at kompensere for denne forskel med filtre, men at forskellen var så stor, overraskede mig virkelig.

Bornholm coastline 3

Forår og fill flash

I starten af maj kom foråret rigtig til Danmark. Nogle gange ville jeg ønske at mit kamera kunne tage en luftprøve som ville kunne duftes når man kigger på billederne fra denne tid. Det er svært at bekrive, men der er bare noget særligt ved duften af forår når træer og buske springer ud.

Sneglehus i blomsterbuks

Netop sådan en dag var jeg en tur i Tordalsmosen. Godt gemt af vejen inde i en busk fuld af hvide blomster, fandt jeg denne snegl. Jeg kunne godt lide den diagonale komposition med sneglen i det ene hjørne, men der var rigtig meget lys denne eftermiddag, så de første par skud havde et meget mørkt sneglehus, mens resten af billedet var meget lyst. Løsningen på dette problem var at oplyse sneglehuset med fill flash, og eksponere for omgivelserne. Dette gøres ved at sætte blitz eksponeringskompensationen, i mit tilfælde til -2, men det er godt at prøve sig lidt frem. Jeg var desværre kommet hjemmefra uden ekstern blitz, så jeg måtte bruge kameraets indbyggede blitz. Det er ikke noget jeg normalt ynder at bruge, men i dette tilfælde var det eneste mulighed for at få det billede jeg gerne ville have. Jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor godt den lille indbyggede blitz fungerede i dette tilfælde, og så kan jeg ellers lære at tage blitz med i fremtiden, selvom jeg ikke tror jeg vil få brug for den.