Råbjerg Miles småsøer

Efterårets besøg i Nordjylland bragte mig igen til Råbjerg Mile. Denne kæmpe sanddyne danner en miniørken midt i det nordjyske klithede landskab på næsten en kvadrat kilometer. Set oppefra, har milen form som en halvmåne eller parabel. Vestenvinden blæser sandkornene op over milen hvor de aflejres på læsiden. I dette urolige og vindblæste miljø kan ingen planter få fodfæste. Men på milens flanker får planterne fat og bremser sandflugten. De ligger derfor tilbage som parabelens ben, mens den centrale del af milen fortsætter den hurtige vandring mod Kattegat. Mellem parabelbenene fjerner vinden alt sand helt ned til grundvandsspejlet, og milens afblæsningsflade er derfor et fladt landskab præget af småsøer og moser.

Råbjerg miles småsøer

Småsøerne mellem milens ben var målet for denne tur. Jeg var ankommet godt en time får solnedgang og havde vandret rundt og nydt det smukke ørkenlandskab og udsigten over søerne. Idet solen gik ned, blev himlen oplyst i sarte lyserøde nuancer, og farverne blev reflekteret i søerne. Jeg placerede mig så jeg fik en sø i forgrunden, og milens sandben i baggrunden og tog en række billeder. Det færdige billede er et panorama, der i Photoshop er sat sammen af 7 enkelt billeder.

Advertisement

Sæler på Grenen

I Kattegat omkring Skagen findes en bestand af spættede sæler, som ofte ligger ude på Grenen mens de hviler sig og slikker sol. Sælerne er ofte meget tillidsfulde da de i løbet af de seneste år har opdaget, at mennesker ikke gør dem noget. Sæler blev totalt fredet i Danmark i 1977, og siden er bestanden og tilliden til mennesker vokset. Jeg har ved flere lejligheder været på Grenen uden at se sæler, men denne gang lykkedes det endelig. Den første morgen lå to spættede sæler og prydede stranden i den smukke solopgang.

Sæler på Grenen

Godt nytår 🙂