Nogle af mine billeder udstilles i øjeblikket i Hanstholm fyr i Thy. Udstillingen kan ses til og med uge 42 (efterårsferien).
Monthly Archives: September 2013
Vandfald og ND filtre
Forestil dig at du har indstillet kameraet på mindst mulige blænde (f/22 på mit 16-35 objektiv) og ISO’en er sat til 100 måske sågar 50 hvis dette er muligt. Lyset er kraftigt og lukkertiden er stadig kun på 1/20 sekund. I mange situationer vil jeg gerne opnå en længere lukkertid end 1/20 sekund, og hvis ikke billedet skal bliver overbelyst må man reducere den lysmængde der kommer ind til sensoren. Her kommer de faste ND filtre til deres ret, da de reducerer lysmængden og dermed bruges til at opnå en længere lukketider end hvad ellers er muligt. Hvis man bruger et filter der reducere lyset med et f-stop, vil man i situationen beskrevet ovenfor opnå en lukkertid på 1/10, hvis filteret blokere 2 f-stops vil man få en lukkertid på 1/5 sekund osv. På dette vandfaldsbillede har jeg brugt et 3 f-stop ND filter (også kaldet ND8, eller 0.9). Dette er brugt få at få en lukketid på 0.3 sekund, så vandet bliver blødt at se på.
Schweiz byder på mange vandfald. Billedet ovenfor er fra Kandersteg området, hvor jeg en dag lejede en cykel og kørte rundt i dalen på vandfaldssafari. Selv i tæt tåge kan man uden det store besvær cykle efter lyden af det brusende vand, og finde det ene store vandfald efter det andet.
Lauterbrunnen er kendt som dalen med de mange vandfald. Der skulle være mere end 70 – jeg så dog ikke dem alle. Nogle af Lauterbrunnens mere spektakulære vandfald er Trümmelbachfälle. De består af ti underjordiske vandfald, hvor vandet gennem tiden har skåret huler og spektakulære formationer inde i bjerget.
Oeschinensee
Det meste af min sommerferie brugte jeg i alperne Schweiz. Bl.a. besøgte jeg den meget smukke bjergsø Oeschinensee (højde: 1578 meter over havet).
Vejret ved søen er meget varierende. En morgen da jeg vågnede og kiggede ud af hotelværelsesvinduet, var det fuldstændigt tåget, og man kunne næsten ikke se søen (hotellet ligger ca. 20 m fra bredden). Der gik ikke mere end 5 minutter, før søen igen var synlig og oplyst af solens stråler, og den klare blå farve igen mødte mine øjne. Kort efter væltede tågen ind igen, og sådan blev det ved hele dagen. De lavtliggende skyer rullede ind nede fra dalen og indhyllede søen og forsvandt derefter op i højderne. Det første billede er taget mens noget sol stadig rammer overfladen og andre dele af søen ligger i skygge under skyerne. Dette fænomen gav en fantastisk mønster på søens overflade.
Solnedgangen ved Oeschinensee kan også varmt anbefales. Lyset forsvinder hurtigt ved selve søen, da solen går ned bag alperne, men til gengæld bliver de omkringliggende alpetoppe oplyst i de mest fantastiske farver. Jeg havde to aftener til at nyde dette lysspil og fotografere ved søen. Første aften var de sneklædte toppe pakket ind i små candyfloss skyer som sammen med toppene blev oplyst i lyserøde og sarte orange farver. Anden aften var alpetoppene nøgne men oplyst i et meget kraftigt orange lysskær, så det nærmest lignede at ildebrande hærgede alperne.
For at tage disse to solnedgangsbillede har jeg brugt graduerede ND-filtre for at udligne lysmængden på alpetoppene og søen i skyggen.