Søstjerner på stranden

Når man tager landskabsbilleder er en god huskeregel at have et interessant forgrundselement med i billedet.  På en flad strand er det med at udnytte hvad naturen byder på, og i dette tilfælde var det søstjerne, som i massevis var skyllet på land.

søstjerner på stranden

Det var lidt af en udfordring at få specielt det sidste af billedern af søstjernen i strandkanten med bølgen på vej ind. Jeg lå i det våde sand iført regntøj og gummistøvler med kameraet næsten nede i sandet. Jeg ventede på vandet kom ind til søstjernen for at få et ekstra element af action med i billedet, men samtidig skulle jeg være opmærksom på at vandet ikke sprøjtede ind og overskyllede kameraet. Et par gange måtte jeg meget hurtigt op og stå, som skudt ud af en kanon, for at rede kameraet. Da jeg fik placeret mig selv igen gik der ikke længe inden en ny bølge kom og skyllede søstjernen væk. En anden udfordring var at håndholde kameraet på en relativt lang lukketid (0.5 sekund) for at få lidt bevægelses uskarphed i bølgen, men når man ligger ned og albuerne solidt placeret i sandet plejer det at gå okay og langt de fleste billeder bliver skarpe.

Søstjerne på stranden

Advertisement

Artikel i nyeste nummer af Natur og Foto

Til det nyeste nummer af det norske magasin ’Natur og Foto’ har jeg skrevet en artikel om brug af filtre til landskabsfoto. Bladet kom på gaden i forgårs  d. 14. november. I artiklen beskriver jeg mange af de metoder jeg bruger til at tage billeder

Artikel om brug af filtre i Natur og Foto

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale dette blad. Jeg har læst det siden første nummer, og har lært en masse deraf. Bladet er fyldt med gode historier og reportager om naturfoto, såvel som en masse gode tips & tricks.

Grenen

Som naturfotograf holder jeg meget at komme de samme steder igen og igen for at se hvordan lyset og forholdende ændrer sig. Gennem de sidste par år er jeg blevet meget betaget af Nordjylland og specielt  Grenen. Jeg kommer der gerne flere morgener i træk og nyder solens første stråler, som de rammer havoverfladen og farver skyerne.

Grenen, Danmark

Første billede er taget med en lang lukkertid på 25 sekunder. Vandet bliver nærmest fladt, og man kan se, at Grenen for en gangs skyld er spids.

Grenen, Danmark

På andet billede har jeg brugt en lukkertid på 0.6 sekunder, for at vise hvordan Kattegat og Skagerrak mødes i bølgesprøjt.