Det er ikke kun mennesker der færdes på Kungsleden. Det var min sidste dag i Abisko, og jeg havde godt hørt andre fortælle om elge, men indtil denne dag havde jeg ikke selv set dem. Jeg havde set spor i sneen og efterladenskaber i form af store spejderhagl. Som jeg kom gående på Kungsleden så jeg først én elg, som hurtigt løb væk. Jeg stoppede og fik kameraet frem og bandene lidt over at jeg havde ladt telen blive hjemme i Danmark. Jeg gik et par skridt videre, og pludselig var der en elg mere, den fulgte nu efter den første og forsvandt også. Jeg fulgte stien op af en lille bakke, og lidt længere fremme kunne jeg nu se tre elge blandt de lave birketræer. Den mindste, en kalv tror jeg, var lidt bange af sig og løb igen hurtigt væk. Men de to andre elge blev stående på stien og spiste videre af birketræsskuddene. Når de spiser, strækker de nakken opefter og bruger mulen til at vinkle om de tynde grene og trækker dem så ned og gumler lidt videre inden de igen rækker op efter en ny mundfuld.
Efter jeg havde brugt lidt tid på at fotografere elgene ville jeg egentlig gerne videre på stien. Jeg stod godt 20-30 meter fra den største elg, og begyndte langsomt at gå hen mod den. Elgen kiggede på mig og gik så nogle skridt tættere på mig, og begyndte igen at spise de nøgne kviste. Mit hjerte hamrede, for jeg turde ikke fortsætte tættere på elgen, det er nogle meget store dyr. Jeg stod lidt og overvejede mulighederne, og endte med at spænde sneskoene på støvlerne og gå en stor bue uden om elgen, før jeg igen var tilbage på Kungsleden.
Jeg kan faktisk godt forstå at elgene vælger at gå på den sne-trampede sti. Elge er nogle ordentlige krabater på op mod 500 kg. Deres hove er ikke vild store, så elgene synker i den dybe sne, hovhuller på 50-80 cm er ikke unormalt (hvis der er så meget sne). Går de derimod på stien synker de måske kun 10 cm i, så det må da spare dem for noget energi når ikke benene skal løftes så højt.
fotofabler.wordpress.com 