Jeg har været ved Møns Klint mange gange, og ofte gået nede på stranden og kigget op på den fantatiske klint. Det er dog første gang jeg har tænkt over, hvordan det er at gå på de forskellige underlag. Følelsen under fødderne og lyden det giver er helt forskellig, og bidrager til de mange indtryk jeg får, når jeg går og fotograferer de tidlige morgener langs klinten.
Mens jeg går i de små løse sten, skrider stenene under mine fødder, og der kommer en raslende lyd, når små stenen bevæger sig. Det er tungt at gå i stenene, lidt ligesom at gå i sand, dog meget mere larmende end sand. Det er her i de små sten, det er lettest at finde vættelys, da størrelsen er omkring den samme, man skal bare kigge ned efter de orange/brune spidser. De lidt større løse sten, bevæger sig ikke helt så meget under mine fødder, men der kommer en lidt dybere raslende lyd, da de dog bevæger sig noget. Mine skosåler glider lidt på stenene, hvis de er våde, men det er ikke helt lige så tungt at gå som i de små sten.
Helt anderledes er det at gå på de hvide kridtsten fra klinten: Størrelsen på kridtstene minder meget om de lidt større løse sten, men det føles helt anderledes. Som jeg sætter mine fødder på de hvide sten, forsvinder næsten alle lyde fra de raslende sten, og mine sko står fast, jeg skrider og glider ikke længere. Bølgernes svage brusen som de rammer stranden, bliver også meget tydligere, fordi lyden fra vandet ikke længere drukner i lyden fra mine fodtrin på stenene. Kridtstene ligger relativt fast, så det er også meget lettere at gå her.
Der er ofte skyllet store mængder af alger op på stranden som ligger i dynger langs vandkanten. Ved lavvande er algerne nærmest tørre, og man kan gå på dem uden at glide. Det er en meget speciel følelse at gå på algerne, det føles lidt som at gå på en trampolin eller en hoppepude. Stenene under algerne kan godt høres en smule, men hvert skridt er en fornøjelse, da min fod bliver skudt videre i næste skridt.
fotofabler.wordpress.com 