En stor mundfuld

Denne ulk har virkelig fået munden fuld, måske lidt for fuld. Den havde fanget en skrubbe, som stadig stak i hvert fald halvvejs ud af ulkens mund. De fyldige læber var krænget ud over fladfiskens krop, og her kan man virkelig se hvordan ulkens mund har en mulighed for at udvide sig ud omkring byttet.

Billedet tog jeg sidste weekend ved Tisvildeleje strand. Det var et fantastisk dyk med en sigt på over ti meter, hvilket er det bedste jeg nogensinde har oplevet i Danmark.

Advertisement

Svampe i haven

Vinteren nærmer sig, hvilket betyder at efteråret snart er slut. Men det virker varmere end det plejer på denne årstid. Nattefrosten er ikke rigtig sat ind. Der er mange nedfaldne blade på min plæne, men mange af træerne bærer stadig deres gyldne efterårs pragt. Under de nedfaldne blade gemmer der sig små fotomotiver. Det er kun hvis jeg virkelig kigger efter, at jeg ser dem, de små svampe. De er ofte kun et par centimer høje og hatten har måske en diameter på en halv centimeter. Nogle er lidt større, mens andre endnu mindre. Med makroobjektiv på kameraet bruger jeg et par timer liggende på maven i det bløde mos.

Ribbegopler

For måneds tid siden var der rigtig mange ribbegopler ved Danmarks kyster. Billederne her er taget ved Tisvildeleje strand, men jeg så også masser ved Helsingør i samme periode. Det var lidt som at svømme rundt i en suppe af ribbegopler, hvor end jeg lyste hen med min lygte kunne jeg se masser af dem. Jeg synes ribbegoplerne er ret smukke. I lygtens skær oplyses de pulserende cilier ned ad siderne, hvilket får det til at se ud som om, at alle regnbuensfarver bevæger sig rundt langs ribberne.

Jeg synes det er lidt svært at artsbestemme ribbegopler, men der er formegentlig tale om dræbergopler, Mnemiopsis leidyi. Mnemiopsis leidyi er en invasiv art, det vil sige at den oprindeligt ikke hørte hjemme i de danske farvande. Den er formentlig blevet introduceret med ballastvand fra store skibe omkring 2007. Da dette skete i Sortehavet i 1980’erne blev fiskebestandene slået helt i bund, fordi dræbergoplerne kost består af zooplankton og fiskeyngel, så trods navnet er dræbergoplerne ikke farlige for mennesker. Selvom der er dræbergopler i Danmark, har de dog ikke totalt ødelagt fiskebestandende som det skete i Sortehavet.