Kæmpe Landskildpadder

Ordet Galapagos betyder saddelformet, navngivet efter den ene hovedtype af landskildpadder, nemlig de saddelformede. Den anden type er de kuppelformede. Disse to forskellige slags skildpadder udfylder forskellige føde-nicher. De saddelformede har mulighed for at række hovedet op efter høj vegetation, mens de kuppelformede landskildpadder spiser vegetationen i jordhøjde. Jeg så desværre ikke de saddelformede i det fri, men der er mulighed for at se dem på Charles Darwin Research Station.

Der er desværre ikke mange vildtlevende landskildpadder tilbage. Ud af de 13 oprindelige arter er 3 helt udryddet, og Lonesome George er den sidste tilbage af sin slags fra øen Pinta. Det er anslået, at der var over 200.000 landskildpadder i 1700-tallet, men pirater og andre sørejsende tog dem som proviant. Desuden betød introduktionen af geder, hunde, katte, rotter mm., at skildpaddeæg og nyklæggede skildpadder blev spist eller trampet i stykker, så deres vækst i realiteten var negativ. I dag er der oprettet flere centre, bl.a. Charles Darwin Research Station, der står for avlsprogrammer og beskyttelse af landskildpadderne.

Det er en helt fantastisk oplevelse at komme tæt på disse kæmpe dyr. De kan veje op mod 250 kg og blive 1,5m lang, hannen dog væsentligt større end hunnen. Man skal nærme sig dem forsigtigt, da de godt kan blive bange for mennesker. Hvis de bliver bange for én, trækker de sig ind i skjoldet og der kommer en hissende lyd. Det er pga. en mængde luft der skal slippes ud så hovedet kan trækkes ind. Men man bliver nu lidt forskrækket første gang man hører det, da lyder minder om svaner der hvæser vredt. Jeg brugte hvidvinkelsobjektiv og lagde mig ned på maven for at tage billeder af disse kæmper. Det var først bagefter guiden fortalte om diverse ikke så venligt stillede myrer, så man skal lige se sig for inden man ligger sig.

Dette var så det sidste blogindlæg om min rejse til Galapagos. Jeg har desuden skrevet en artikel om fotografering på Galapagos som kan læses i det nyeste nummer af Zoom- Danmarks professionelle fotomagasin, nr 1 2012. I denne artikel kan man desuden læse noget om valg af rejse og udfordringer ved fotografering på Galapagos.

Advertisement

Galapagos våger

Jeg tog til Galapagosøerne med håb om at se kæmpeskildpadder, suler, havleguaner, albatrosser, søløver osv. Men mest af alt blev jeg betaget af Galapagos våger (Buteo galapagoensis). Pludselig at befinde 3 m fra sådan en stor rovfugl var noget af en oplevelse.

Det første møde med denne store rovfugl er noget jeg vil huske resten af mit liv. Jeg kom gående hen langs stranden på øen Fernandina, og pludselig fløj to Galapagos våger hen over hoevedet på mig. De landede et lille stykke derfra og sad et kort øjeblik og hakkede i noget ubestemmeligt. Derefter lettede de igen, men da jeg kom lidt længere ned af stranden og rundt om et par store sten sad de der igen. Nærmere bestemt sad hunnen og spiste af en død søløveunge, mens hannen sad underdanigt ved siden af og kiggede sultent på.

Galapagos våger har et polyandrisk kønsforhold. Det vil sige at en hun kan parre sig med flere hanner. Alle hannerne hjælper dernæst med at beskytte reden, udruge æggene og opfostre ungen. Hunnen og hannerne jager sammen i grupper af to eller tre og når et bytte endeligt er nedlagt, æder den dominerende først, mens de andre venter tålmodigt på deres tur. Dette adfærdsmønster oplevede jeg hér, da hunnen sad og åd af søløveungen, mens hannen ventede på sin tur. Pludselig fik han et signal fra hunnen og fløj derhen. Dernæst stod de sammen og hakkede i søløveungen. Efter måltidet satte de store fugle sig i en træ som nærmest for at poserede for mig, inden de til sidst fløj væk. Jeg havde en lidt blandet følelse da jeg gik videre. På den ene side var det helt fantastisk at opleve det på så nært hold, men det var også makabert at sidde og se på, mens de bare hakkede løs og flere og flere af søløveunges indvolde kom til syne. Jeg føler mig heldig for at have været vidne til denne episode og for at kunne forevige øjeblikket på mine billeder. Mit kamera var rødglødende under hele denne seance. Jeg befandt mig ca. 3 m fra dem, og de ignorerede mig fuldkommen.

Dagen efter havde jeg igen en meget speciel oplevelse med Galapagos våger. Jeg var lige gået i land ved Bahia Urbina på øen Isabela. Der gik ikke lang tid før jeg først så en,  så to og pludselig ni Galapagos våger der fløj omkring. Dette var flotte og spraglede ungfugle mens dem på Fernandina dagen forinden havde været voksne individer. Ungfuglene ser noget anderledes ud, de er broget brunlige og gyldne mens de voksne er mærkebrune eller nærmest sorte. Ungfuglene poserede villigt for fotograferne, både stillesiddende og i luften. Jeg blev næsten mindet om uhyggen i Hitchcock’s ”Fuglene” mens de kredsede tæt omkring mig. Men pludselig gik det op for mig hvor underligt stille der var. Jeg havde fået at vide at dette var et at de bedste steder at se mange forskellige arter af finker. Men jeg så ikke en eneste den formiddag på Isabela. Det store antal rovfugle var formentlig årsag til at finkerne holdt sig skjult, da Galapagos våger ofte jager finker.

Senere på turen så jeg endnu flere Galapagos våger, men jeg kom dog ikke så tæt på som på Fernandina og Isabela igen.  Guiderne fortalte de aldrig havde set så mange Galapagos våger på én tur, og jeg betegner det som en af mine største oplevelse på Galapagos.

Landleguan

Galapagos landleguanen er ligesom havleguanen en endemisk art. Men i modsætning til havleguanen finder man kun landleguaner på nogle af øerne, deriblandt, South Plaza, som nok er det bedste sted at se dem. De er oftest gullige, men nogle er delvist rødlige eller brunlige, det varierer fra ø til ø. Man kan også se dem fra lufthavnen på øen Baltra hvor de ofte går på landingsbanen. På Baltra blev landleguanerne faktisk udryddet efter anden verdenskrig, men år tidligere da rigmanden William Randolph Hearst undrede sig over de ikke var at finde på den nærliggende ø North Seymor, flyttede han nogle medlemmer Baltra population til North Seymor som ligger et par hundrede meter nord for Baltra. Biologisk er det ikke en god idé at introducere dyr hvor de ikke allerede findes, men denne relokering var grunden til at man kunne reetablere den oprindelige Baltra population omkring 1990.

Selv om de godt kan se lidt truende ud pga. deres udseende og store størrelse (1,5 m og 13 kg) er dette fascinerende dyr vegetar og lever nærmest udelukkende af kaktus (inklusiv pigge). Da der ikke er meget ferskvand på øerne får de alt deres vand kaktusplanterne.  De kan være territorielle om deres kaktus og jeg så flere der måtte løbe afsted med deres kaktusstykke da andre også gerne ville have fat i det.

Marine Iguanas

Galapagos har mange endemiske dyrarter, dvs. at de kun findes på Galapagosøerne. Et sådant dyr er de såkaldte marine iguanas (havleguaner) Amblyrhynchus cristatus. De ligner noget fra en fjern fortid med deres øglelignende og lidt frygtindgydende udseende. Havleguaner kan blive op til 1,5m lange  og veje 13 kg. De lever af grønalger, der findes på mellem 0-10 meters dybde, og de kan dykke i op til 30 minutter før de skal på land igen. Havleguaner er ektoterme dyr, så de har brug for solens varme for at holde på kropstemperaturen, så efter dyk ser man dem ofte ligge og varme sig på mørke lavasten.

De findes på alle øerne, men både størrelse og udseende varierer. På øen Española er de nærmest røde og grønlige, mens de på langt de fleste øer er overvejende sorte eller grålige. De ligger ofte i store klynger for at holde på varmen og spytter af og til en koncentreret saltholdig væske ud af  næsen for at komme af med det overskydende salt fra føden.

Galapagos Søløver

Søløver byder besøgende velkommen næsten alle steder på Galapagos. De findes spredt ud over alle øerne og ligger ofte på strande, stier og klipper. De er absolut ikke bange for mennesker, men man skal dog passe på de store territorielle hanner der ikke bryder sig om mennesker på deres område. De er også at finde i havnene og der var sågar én om bord på båden en eftermiddag, den hoppede dog hurtigt i vandet igen, da den blev opdaget.

Et af de bedste steder at opleve søløver er i vandet. På stort set alle Galapagos ture indgår snorkling, og det kan varmt anbefales. Specielt søløveungerne er meget lejesyge, jeg oplevede selv en der svømmede rundt om mig flere gange, fandt en muslingeskal på bunden, svømmede rundt med den i munden, gav slip for derefter at svømme ned efter den, inden den nåede bunden, og sådan blev den ved. Desværre havde jeg ikke udstyr med til at tage billeder af dette, så det må blive til nogle strandbilleder af disse fantastiske dyr.

Rød-fodede suler

De rød-fodede suler (Sula sula) er faktisk de mest talrige på Galapagos, men også de mindst sete. Man skal op til den nordlige ø Tower (Genovesa) for at møde dem, og det er en lidt lang og til tider hård sejltur. Jeg havde ikke fået langt alle mine tasker ind i skabet og vågnede ved de midt om natten rutsjede rundt på gulvet. Men de rød-fodede suler er gyngeturen værd.

Dette er den mindste suleart og efter min mening den flotteste med de meget røde fødder og det blålige og pink næb. I modsætningen til de andre suler laver de deres reder i træer og buske hvor man oftest også ser dem sidde.

Nazcasuler

Nazcasulerne (Sula granti) er den største suleart og har et lidt larmende og aggressivt gemyt. Nazcasuler er hvide med sorte vingespidser og hale. De har meget svagt grønlige fødder, men efter min mening er de nu mest grå at se på. Man ser dem ofte tæt ved kysten hvor de yngler og har rede (ekskrementring) på jorden. De har et rudimentært adfærdsmønster hvor den ene giver den anden små kviste som gave, men kvistene bliver ikke brugt til rede bygning.

I ynglesæsonen ligger de normalt 2 æg med ca. 5 dages mellemrum og rugningen begynder omgående. Det betyder at en unge klækkes før en anden. Når den ældste af ungerne er stor og stærk nok skubber den så den  yngre unge ud af reden mens forældrene bare ser til. Dette sker altid hos nazcasuler, og kaldes obligat søskendemord. Æg nummer to er formodentlig en forsikring i tilfælde af der skulle ske noget med det første.

Blå-fodede suler

På Galapagos kalder man dem boobies, det kommer af det spanske ord ”bobo” som betyder klovn eller fjollet. De blå-fodede suler (Sula nebouxii) er udelukkende marine og behøver kun land til at yngle.  Som mange andre marine fugle er de ikke de mest graciøse fugle på land og derfor navnet.

De blå-fodede suler lever hovedsageligt af fisk, bl.a. sardiner, ansjoser og flyvefisk.  De fisker tæt ved kysten og det gør dem til gode fotomotiver i modsætning til de andre arter af suler som fanger deres føde meget længere fra land. Et typisk suleangreb består af en flok fugle der skiftevis skyder sig selv ned mod vandet med høj fart. Først er vingerne spredt ud og accelererer på vej nedad, men når de nærmer sig vand overfladen trækker er de vingerne helt inde langs kroppen så de ligner små misiler. De rammer vandet med omkring 90-100 km/t og kan dykke ned til 25 meters dybde.

En anden helt fabelagtig oplevelse er de blå-fodede sulers parringsdans. Hannen lokker hunnen bl.a. med fløjten/piften, viften med vinger og de store blå fødder samt ved at peger næbbet op mod himlen. Hunnen deltager også i dansen hvor de sammen vifter klovneagtigt med fødderne og kærtegner hinandens næb.  Dette er et fantastisk komisk syn, og man står og klukker samtidig med man forøger at tage billeder.

Man kan finde blå-fodede suler spredt rundt på mange af øerne. Jeg havde selv de bedste oplevelser på Santa Cruz, Española, Floreana og North Seymor. De er lette at komme tæt på, de ligger ofte lige omkring eller på stierne og en hakkede sågar efter min sko fordi jeg forsøgte at komme forbi.

Lava gull

Lava gull (Leucophaeus fuliginosus) eller lavamågen er den mest sjældne måge i verden. Man mener der er omkring 400 par og de findes kun på Galapagosøerne. Den er grålig i farverne og er perfekt kamufleret blandt lavaen.  Den er hovedsageligt ådselæder, men tager også æg fra andre fuglekolonier og krabber eller lignende på stranden.

Jeg så 3 lavamåger i løbet af mine 14 dage på Galapagosøerne. Den er ikke unormal at se, men jeg følte mig alligevel lidt heldig de gange jeg mødte dem.

Vulkaner og lava

Galapagos er et af de mest aktive vulkanområder i verden. Det rå vulkanske landskab er meget smukt men også goldt. De forskellige typer af størknet lavastrømme er meget smukke og kan indeholde nogle meget interessante og anderledes fotomotiver. Dette er et eksempel på pahoehoe lava. Denne type lava har en relativt glat overflade med reb-agtige strukturer. Den specielle overflade dannes når den underliggende lava er varmere og dermed mere flydende end overflade-strukturerne.

I 1897 var der et stort vulkanudbrud på øen Santiago, hvor de meget smukke lavastrømme ved Sullivan Bay blev skabt. Dette billeder viser det noget golde lavalandskab hvor ikke mange planter kan gro. Vulkanen på Santiago er ikke aktiv længere, men Fernandinas vulkan og 5 ud af 6 vulkanerne på Isabela er stadig aktive, med seneste udbrud på Fernandina i april 2009.

Det er i øjeblikket kun muligt at besøge én af Galapagos’s aktive vulkaner, nemlig Sierra Negra på Isabela. Den ligger i godt 1000 m højde over havet og havde seneste udbrud i 2005. Denne vulkan har en stor caldera på godt 7×9 km, den største af Galapagos’ vulkaner. Lige da jeg kom derop var det klart og der var en smukt udsigt over den størknede lavasø. Men efter 5 minutters tid begyndte skyerne først langsomt og dernæst ret hurtigt at drive ind. Mindre end 10 minutter efter var det ikke muligt at se ret meget andet end skyer og det blev ret koldt som gurúaen (fugtig tåge/støvregn) indhyllede mig. Men skyerne gav mulighed for nogle anderles stemningsfulde billeder.