Forår!

Nu er det vist på tide at sige farvel til vinter billederne for i år og sige velkommen til foråret. Ironisk nok kom foråret tidligt til Danmark i år, da vi havde en forholdsvis mild vinter, men mine rejser de sidste par måneder har givet mig større eksponering for sne og is, hvilket derfor også har fyldt mere her. Men nu er det slut!

Mariehøne og anemone

Skovbunden i de danske skove er vagt til live, og overalt spirer foråret i farver. Et tæppe af grønt dækker de gamle nedfaldne blade fra sidste år, og spredt i det grønne viser forårsblomsterne deres farver. En rød mariehøne kravler rundt i og på anemonerne og ser ud til at nyde foråret lige så meget som mig. Mariehønen har udvalgt en enkelt blomst som bliver udforsket og undersøgt i mindste detalje. Da den omsider lader til at ville videre kniber det lidt med at finde nedgangen, så den ser ud til at ville foretage et kamikaze spring. I sidste øjeblik skifter den dog mening og kravler tilbage på blomsten, hvor den kort efter finder anemonestilken og kravler ned og videre ud i det danske forår.

Mariehøne og anemone

Advertisements

Et eksperiment med køllesvamp, visne efterårsblade og mos

En gammel træstub under nedbrydning. Grønt mos vokser  på stubben og vidner om livet og energien der stadig er tilbage i den. Et par steder i mosset stikker lysegrå køllesvampe frem, de er bare et par centimer over mosset. De omkring liggende træer har smidt løvet, og et par efterårsblade er landet på stubben med køllesvampe og mos. Modlyset skinner gennem bladene, og det er som et flammehav har omgivet køllesvampene.  Den intenst grønne farve fra mosset får det til at minde om forår, indtil mit blik igen fokusere på den nøgne skov omkring den lille køllesvamp oase.

Køllesvamp abstrakt

Vinter og is

Det er desværre ikke blevet til mange billeder denne vinter. Men en enkelt tur i Rudeskov med kameraet for øjet er det dog lykkedes at presse ind. Frosten holdt en kold hånd om Danmark, og havde gjort det i omkring to uger inden denne tur. Skovbunden var pletvis dækket af sne og rimfrost og de små vandløb der strømmer gennem skoven var delvist frosne. Dette resulterede i nogle lidt anderledes foto muligheder.

Is og rindende vand

Her har jeg brugt et 100 mm makro objektiv får at komme tæt på isformationerne. Desuden har kameraet været anbragt på stativ for at undgå rystelser ved den 2.5 sekund lange lukketid. Billedet illustrerer kontrasten mellem isens definerede kanter og det bløde, rindende vand i baggrunden.

Efterår i Jægersborg dyrehave

Efterår i dyrehaven byder på meget mere end kronhjorte i brunst. Det er nemlig også svampesæson. Mens jeg søgte efter kronhjorte fandt jeg denne store orange svamp groende på en død træstamme. Jeg havde desværre kun medbragt et teleobjektiv på turen, så jeg endte med at cykle hjem igen og hente fisheye objektivet for at kunne fotografere den så man både kunne se svampen og det omkringliggende miljø.

Jeg bevægede mig lidt videre rundt på stierne i dyrehaven og fandt dette døde, væltede træ. Jeg forestillede mig med det samme en sort/hvid konvertering af billeder for at fremhæve formen af stammen og grenene der stikker ud til alle sider.

Brunst

Der er stille, i hvert fald så stille der kan være, når jeg kommer cyklende på en raslende cykel igennem skoven på en ujævn skovsti. Et brøl høres. Jeg kigger ind mellem træerne og opdager en kronhjort med stort forgrenet gevir. Jeg stopper cyklen og stiger af. Endnu engang læner kronhjorten hovedet bagud og brøler. Som en røgsky står den varme ånde ud fra hjortens mund, mens lyden runger gennem skoven. Hans mægtige gevir og overbevisende brøl har vundet ham et harem af hinder. Endnu et brøl høres, men det er ikke fra hovedpersonen selv. Jeg kigger rundt, og opdager en anden kronhjort nærme sig. Det falder ikke i god jord hos vores hovedperson. Han brøler, samler sammen på hinderne, og løber dernæst efter den indtrængende hjort. Men det er som om den nytilkomne godt ved han ikke kan vinde, for han lader sig underdanigt jagte derfra. Hovedpersonen vender hurtigt tilbage til sit harem og brøler igen, som for at bekræfte sin status. Skydækket og de bladrige trækroner lader ikke meget lys slippe ned til kronhjortene, så jeg nyder optrinnet uden kamera.

Kronhjort i brunst 1

Efteråret er kommet, og de køllige nætter er med til at sætte brunstsæsonen i hos kronhjortene i gang. Jeg har igen i år været i Jægersborg dyrehaven for at iagttage og fotografere de mægtige kronhjorte. Oplevelsen beskrevet ovenfor førte desværre ikke til nogle billeder, men jeg havde adskillige andre møder med de imponerende dyr.

Kronhjort i brunst 2

For at virke tiltrækkende sprøjter kronhjortene sig ind i sæd. Lugten er med til at vinde dem hindernes gunst.

Kronhjort i brunst 3

Det er ikke kun kronhjortene der er i brunst. Omkring en måned senere kan man også opleve dådyr i brunst, de begynder dog deres indbyrdes slåskampe lidt tidligere. Billedet her er fra slutningen af september.

Dådyr kamp

Forår og fill flash

I starten af maj kom foråret rigtig til Danmark. Nogle gange ville jeg ønske at mit kamera kunne tage en luftprøve som ville kunne duftes når man kigger på billederne fra denne tid. Det er svært at bekrive, men der er bare noget særligt ved duften af forår når træer og buske springer ud.

Sneglehus i blomsterbuks

Netop sådan en dag var jeg en tur i Tordalsmosen. Godt gemt af vejen inde i en busk fuld af hvide blomster, fandt jeg denne snegl. Jeg kunne godt lide den diagonale komposition med sneglen i det ene hjørne, men der var rigtig meget lys denne eftermiddag, så de første par skud havde et meget mørkt sneglehus, mens resten af billedet var meget lyst. Løsningen på dette problem var at oplyse sneglehuset med fill flash, og eksponere for omgivelserne. Dette gøres ved at sætte blitz eksponeringskompensationen, i mit tilfælde til -2, men det er godt at prøve sig lidt frem. Jeg var desværre kommet hjemmefra uden ekstern blitz, så jeg måtte bruge kameraets indbyggede blitz. Det er ikke noget jeg normalt ynder at bruge, men i dette tilfælde var det eneste mulighed for at få det billede jeg gerne ville have. Jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor godt den lille indbyggede blitz fungerede i dette tilfælde, og så kan jeg ellers lære at tage blitz med i fremtiden, selvom jeg ikke tror jeg vil få brug for den.

Kronhjorte i brunst

Brunst tiden for kronhjortene (Cervus elaphus) i Jægersborg dyrehaven er over os igen. Der høres brølen fra alle hjørner af dyrehaven, hvor det er lykkedes de store hjorte at samle et harem omkring sig.

Men ikke alle har været så heldige. Jeg er også stødt ind i grupper af kronhjorte, ofte de lidt yngre af slagsen, som forsøger at holde sig på afstand af de store dyr. De ældre kronhjorte har op mod 22 ender i deres gevir, mens de yngres er mindre og har færre forgreninger.

Når man skal fotografere kronhjorte kan et teleobjektiv anbefales, selv har jeg brugt et 70-300 f/4-5.6, som jeg har været meget glad for.  Men jeg kunne godt have ønsket mig noget med mere lysstærkt objektiv da ISO ofte måtte sættes højt op.

krondyr, Jægersborg dyrehave