Brunst

Der er stille, i hvert fald så stille der kan være, når jeg kommer cyklende på en raslende cykel igennem skoven på en ujævn skovsti. Et brøl høres. Jeg kigger ind mellem træerne og opdager en kronhjort med stort forgrenet gevir. Jeg stopper cyklen og stiger af. Endnu engang læner kronhjorten hovedet bagud og brøler. Som en røgsky står den varme ånde ud fra hjortens mund, mens lyden runger gennem skoven. Hans mægtige gevir og overbevisende brøl har vundet ham et harem af hinder. Endnu et brøl høres, men det er ikke fra hovedpersonen selv. Jeg kigger rundt, og opdager en anden kronhjort nærme sig. Det falder ikke i god jord hos vores hovedperson. Han brøler, samler sammen på hinderne, og løber dernæst efter den indtrængende hjort. Men det er som om den nytilkomne godt ved han ikke kan vinde, for han lader sig underdanigt jagte derfra. Hovedpersonen vender hurtigt tilbage til sit harem og brøler igen, som for at bekræfte sin status. Skydækket og de bladrige trækroner lader ikke meget lys slippe ned til kronhjortene, så jeg nyder optrinnet uden kamera.

Kronhjort i brunst 1

Efteråret er kommet, og de køllige nætter er med til at sætte brunstsæsonen i hos kronhjortene i gang. Jeg har igen i år været i Jægersborg dyrehaven for at iagttage og fotografere de mægtige kronhjorte. Oplevelsen beskrevet ovenfor førte desværre ikke til nogle billeder, men jeg havde adskillige andre møder med de imponerende dyr.

Kronhjort i brunst 2

For at virke tiltrækkende sprøjter kronhjortene sig ind i sæd. Lugten er med til at vinde dem hindernes gunst.

Kronhjort i brunst 3

Det er ikke kun kronhjortene der er i brunst. Omkring en måned senere kan man også opleve dådyr i brunst, de begynder dog deres indbyrdes slåskampe lidt tidligere. Billedet her er fra slutningen af september.

Dådyr kamp

Advertisements

Forår og fill flash

I starten af maj kom foråret rigtig til Danmark. Nogle gange ville jeg ønske at mit kamera kunne tage en luftprøve som ville kunne duftes når man kigger på billederne fra denne tid. Det er svært at bekrive, men der er bare noget særligt ved duften af forår når træer og buske springer ud.

Sneglehus i blomsterbuks

Netop sådan en dag var jeg en tur i Tordalsmosen. Godt gemt af vejen inde i en busk fuld af hvide blomster, fandt jeg denne snegl. Jeg kunne godt lide den diagonale komposition med sneglen i det ene hjørne, men der var rigtig meget lys denne eftermiddag, så de første par skud havde et meget mørkt sneglehus, mens resten af billedet var meget lyst. Løsningen på dette problem var at oplyse sneglehuset med fill flash, og eksponere for omgivelserne. Dette gøres ved at sætte blitz eksponeringskompensationen, i mit tilfælde til -2, men det er godt at prøve sig lidt frem. Jeg var desværre kommet hjemmefra uden ekstern blitz, så jeg måtte bruge kameraets indbyggede blitz. Det er ikke noget jeg normalt ynder at bruge, men i dette tilfælde var det eneste mulighed for at få det billede jeg gerne ville have. Jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor godt den lille indbyggede blitz fungerede i dette tilfælde, og så kan jeg ellers lære at tage blitz med i fremtiden, selvom jeg ikke tror jeg vil få brug for den.

Kronhjorte i brunst

Brunst tiden for kronhjortene (Cervus elaphus) i Jægersborg dyrehaven er over os igen. Der høres brølen fra alle hjørner af dyrehaven, hvor det er lykkedes de store hjorte at samle et harem omkring sig.

Men ikke alle har været så heldige. Jeg er også stødt ind i grupper af kronhjorte, ofte de lidt yngre af slagsen, som forsøger at holde sig på afstand af de store dyr. De ældre kronhjorte har op mod 22 ender i deres gevir, mens de yngres er mindre og har færre forgreninger.

Når man skal fotografere kronhjorte kan et teleobjektiv anbefales, selv har jeg brugt et 70-300 f/4-5.6, som jeg har været meget glad for.  Men jeg kunne godt have ønsket mig noget med mere lysstærkt objektiv da ISO ofte måtte sættes højt op.

krondyr, Jægersborg dyrehave

Magisk Morgen

I den sidste uges tid har der været højtryks vejr med relativt varmt vejr for årstiden og svag vind. Det har givet nogle helt utrolig flotte dage og specielt morgenerne har været meget smukke med et magisk disset lys, da der har ligget en smuk tåge over landet.

Magisk Morgen 1

Jeg var egentlig taget i Jægersborg dyrehave for at fotografere kronhjorte i brunst, men blev helt overvældet af dette lyset og stemningen. Så kronhjortene må vente til et senere indlæg.

Magisk Morgen 2

Kvadratedderkop

Det har ikke været det mest interessante fotovejr de sidste par uger, men endelig fredag morgen meldte vejrudsigten nogenlunde vejr og uden alt for meget vind. Jeg gik ned i Tordalsmosen inden arbejde for lige at udnytte det. Jeg fandt denne kvadratedderkop (Araneus quadratus) siddende I sit spind. Den var helt fugtig af dugdråber.

Kvadrat edderkoppen er en rimelig stor edderkop (af danske stanarder I hvert fald). Hunnen kan blive op mod 20 mm lang når den er med æg, mens hannen er noget mindre men har længere ben. Kvadratedderkoppen krop kan ændre farve, så den passer ind i omgivelser og bliver sværere at se.  Sådan et farveskifte tager et par dage. Jeg fandt dette eksemplar siddende i noget højt græs og kroppen var derfor ret grøn-gul at se på. Kvardratedderkoppens ben er stribede, desuden har den fire hvide pletter på kroppen som er placeret som hjørnerne i et kvadrat (de kan dog ikke ses på dette billede).

Almindelig hedelibel

Jeg havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 5. Der blev ikke tid til megen morgenmad inden jeg smuttede ud af døren og cyklede ned til Tordalsmosen. Jeg var på udgik efter sovende insekter med dugdråber. Efter at have gået rundt et godt stykke tid og ikke fundet ret meget fik jeg pludselig øje på en guldsmed siddende på et græsstrå. Den sad i et område hvor der var ret tæt med græs, så jeg nærmede mig langsomt og passede på at stativbenene fra kamerastativet ikke rørte ved det græsstrå den sad på.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Som tiden gik og klokken nærmede sig 7 var duggen på gulsmeden nærmest fordampet. Et par minutter efter dette billede blev taget lettede den og fløj ud på dagens jagt. Jeg skal måske lige nævne at guldsmeden er en almindelig hedelibel (Sympetrum vulgatum), og som navnet antyder er den almindelig i Danmark, med forekomst i juli, august, september og oktober.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Det sidste billede her er også en almindelig hedelibel, men billedet er taget en varm eftermiddag. Normalt synes jeg det er svært at komme tæt på guldsmede når de er aktive midt på dagen, men med lidt held og tålmodighed kan det godt lade sig gøre. Hvis man iagttager et individ over et stykke tid, vil man ofte opdage at den kommer tilbage til de samme steder og sætter sig.  Enten kan man stille op forholdsvis tæt på dette sted med kameraet oppe, ellers kan man vente et stykke væk og så nærme sig lidt i ryk med 5-10 sekunders pause imellem rykkene. Pauserne skal til for at se om guldsmeden acceptere én som del af omgivelserne.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

De ikke så grimme ællinger

Hvad hedder svaneunger egentligt? For ællinger er vel andeunger, men pga. HC Andersens eventyr kalder de fleste af os også svane unger for ællinger. På samme manér hedder gåseunger gæslinger, og hvis man skulle bruge en lignende navngivelses metode til svaneunger kunne de f.eks. hedde svællinger, men det er nu ikke så kønt.

Jeg var forleden dag nede ved Gentofte så, hvor der i løbet af de sidste par måneder har været både gæslinger, ællinger og nu svaneunger (det er hvad ordbogen siger de hedder). Der kom en svanemor svømmende hen mod mig og det var som om denne svanemor vidste jeg kom for at kigge på dem, for hun svømmende lige hen mod mig, og lagde sig lige perfekt i det flotte aftenlys, og der blev hun liggende med de tre unger.  Og de var godt nok søde og meget dunede. De var ikke helt små længere, men der var stadig en anden svane på rede med uklækkede æg.

Noget af det der fasciner mig mest ved disse billeder er farverne i vandet. Jeg er farve narkoman og jeg tror aldrig jeg vil komme til at tage et sort hvid billede. Det var 1-2 timer før solnedgang og lyset var perfekt, blødt og gyldent. Der er mange siv og anden vegetation rundt om Gentofte sø, specielt på denne årstid, og det stille vand kombineret med bøde aftenlys gav nogle flotte grønne farver i vandet, blandet med lidt blå refleksioner fra himlen. Alt i alt en meget smuk aften. Billederne her er taget med en blanding af et 150-500 mm objektiv  og et 70-200 mm objektiv.