Mindre detaljer fra Podgórna vandfaldet

På grund af de mange mennsker ved Podgórna vandfaldet, brugte jeg en del tid på at udforske mindre detaljer og mindre fald i åen, som Podgórna var en del af.

Det var rent kreativt en interessant øvelse. Farver og former var vidt forskellige inden for bare få meter. Nogle steder var stenene dækket af algebevoksning som gav et meget grønt udtryk på billederne, mens der andre steder var bare sten.

Det sidste billede er måske ikke en detalje, men jeg synes det var et fint lille bøgetræ som havde fået rodfæste mellem et par store sten.

Advertisement

Podgórna vandfaldet

I sommerferien var jeg blandt andet i Polen, hvor jeg boede tæt på Podgórna vandfaldet i det sydlige Polen. Jeg kunne sidde på terrassen, i den Airnb&b hytte vi havde lejet og høre drønet fra vandet, men på grund af den tætte skov kunne jeg ikke se det. For at komme ned til vandfaldet, gik jeg en kort tur gennem den tætte skov, ned af en stejl bakke eller måske nærmere skrænt, og ankom efter fem minutters tid ved vandfaldet. Podgórna vandfaldet er ikke vildt stort, det har en fald på omkring 10 meter, så for danske standarder er det stort, men hvis man sammenligner med Norge og Sverige hvor jeg har været meget, er det ikke et særlig stort vandfald.

Da jeg kom derned første gang på en hverdagseftermiddag, opdagede jeg en lille is- og souvenirbutik, eller måske snarere skur ved vandfaldet. Jeg undrede mig over placeringen af is-skuret. Der var ikke så mange mennsker da jeg kom, men nogle stykker. Men placeringen viste sig at give mening, for på andre tidspunkter kom der virkelig mange mennsker. Der var skoleklasser, familier, folk på vandreture, badede, og sågar folk med store badedyr.

Udfordringen ved at fotografere Podgórna vandfaldet, viste sig at være at undgå at få mennesker med på billederne. Selv om aftenen lidt før solnedgang vrimlede det med mennesker. Men det lykkedes da at få et par billeder af selve vandfaldet med de 10 meters fald.

Røyslandsbergo

Under vores tur til Norge, kiggede min mand på Tripadvisor efter interessante steder i området, vi kunne besøge. Han faldt over en enkelt anmeldelse af Røyslandsbergo, et naturligt badeområde med flade sten, pools, vandløb og vandfald. Det så interessant ud, så vi kørte de omkring 40 minutter for at se hvad det var. Badeområde var en korrekt beskrivelse, og i løbet af eftermiddagen dukkede der en del mennesker op, og børn legede ivrigt i de små vandfald og pools. Flere badede også i de lidt større pools, men de blev ikke i ret længe, da vandet kun var omkring 10ºC.

Men området viste sig at være meget mere end et badaland. Det var også et fantastisk fotoområde. De små pools på bare 1/2 til 1 kvadratmeter så ret brunlige ud, men samtidig havde de klart vand. Jeg vil gætte på mange af disse bliver større eller helt løber sammen med vandfaldene om foråret når der er masser af smeltevand, og hen på sommeren og efteråret hvis ikke der kommer meget regn, tørrer de nok ud.

Jeg kravlede/gik også lidt længere op bagved i forhold til parkeringspladsen, og fandt et område med større vandfald og pools. Strømmen var også noget kraftigere i vandet deroppe. Under vandet voksede forskellige typer af alger, som gjorde, at det så meget farverigt ud på billederne, når jeg brugte en polarizer.

Jeg hoppede også et smut i de lidt større pools med maske og snorkel for at se, hvordan der rigtig så ud under vandet. Det var helt utroligt at se hvordan vandet gennem år, har formet stenene i smukke bløde former. I de største pools svømmede små ørreder, men det er mig lidt af en gåde hvordan de får mad nok mad, for vandet er utrolig klart og rent, og der var ikke meget andet liv at se, andet end alger rundt omkring på stenene.

Stort tak til vedkommende som havde skrevet en anmeldelse ad Røyslandsbergo på Tripadvisor, og dermed gjorde vi fandt området. Det var absolut et af højdepunkterne på vores tur til Norge.

Sea fans ved Molasses Reef

Sea fans var overalt og svajede smukt frem og tilbage i strømmen og dønningerne fra vandoverfladen. Klart turkist vand omgav revet, mens småfisk svømmede rundt omkring og ind og ud mellem korallerne. Her og der tittede et par hummere ud fra sprekker i revet, og et par kluntede puffer fish svømmede også rundt. Solen tittede af og til frem fra skyernes dække og badede revet i farver.

Men Sea fans er hvad jeg virkelig vil huske dykkene ved Molasses Reef ved Floridas kyst for. De var overalt, og var ofte rigtig store. Polypdyrene holdes sammen i et protein holdigt lilla væv, som mest af alt ligner et fladt forgrenet træ. Det lidt specielle ved dette billede er at man både kan se en, der er brunlig i farven, hvor polypdyrene er fremme og ”spiser”, og man kan se den lilla sea fan hvor polypdyrene har trukket sig ind i det plantelignede rørsystem.

Skildpadder med makro

Når man dykker med et spejlrefleks kamera, er man nødt til at vælge et objektiv inden man hopper i vandet, og så ”hænger” man på det objektiv hele dykket. Det kan godt være noget begrænsende, og ofte dukker der store flotte motiver op når man har makro objektiv på, eller masser af makromotiver når man har vidvinkel på. Men sådan er det, og det må man bare udnytte på den bedste måde man kan.

Her har jeg forsøgt at tage nogle billeder af skildpadder med mit 60 mm makro objektiv, for det var nu det, jeg havde på da jeg mødte dem. Først er det et nærbillede af rygskjoldet, og nedenunder et skildpadde portræt.

Forskellige fisk

Her kommer de sidste billeder fra septembers tur til Rødehavet. Denne gang er det en lille blanding af forskellige fisk, her først en Red Sea bannerfish ved koralrevet.

Jeg så en del dragefisk på dykkene, men jeg synes de var svære at få gode billeder af. Ofte holdt de sig meget tæt på revet og var dermed svære at isolere.

Der var også en del blå-plettede pilrokker på dykkene, de er altid flotte at møde.

Denne triggerfish var jeg egentlig ret glad for, jeg ikke viste var en triggerfish da jeg tog billedet, for så havde jeg nok ikke turde komme helt så tæt på den. Heldigvis var den ikke så stor og ret ligeglad med dykkere. Et af de andre steder vi besøgte var de nemlig ikke så ligeglade og gik til angreb dykkerne, hvis man kom ind i deres territorium.

De små grønne fisk der svømmede inde mellem korallens hårde kalkskelet synes jeg bare var enormt søde at se på. Og de var også villige til at lege modeller. I lang tid svømmede de rundt oppe ved toppen af korallen, så jeg fik mulighed for at få et par billeder af dem.

Klovnfisk

Klovnfisk er bare fascinerende og flotte. Det er sjovt at observere hvordan klovfiskesne det ene øjeblik svømmer ind og ud mellem søanemones tentakler, og det andet er meget modig og kommer ud derfra. Jeg så en enkel klovfisk alene uden en søanemone, hvilket jeg aldrig har set før. Måske var den blevet for modig, var svømmet for langt væk og kunne så ikke finde tilbage igen. Først troede jeg bare ikke jeg kunne få øje på søanemonen, men efter en del søgen gik det op for mig at den slet ikke var der. Måske var det Nemo der skulle finde hjem…

Lombadas dalen

Jeg kørte ind i den frodige Lombadas dal nordfra (fra Ribeira Grande) ad en lang smal gammel brostensvej. Græs og mos tittede frem mellem brostenene og afslørede, at det i hvert fald ikke længere var en vej med megen trafik. Langs vejen stod gamle stengærde, og nåleskov og anden tæt bevoksning prydede bjergsiderne. Da jeg kom ned i bunden af dalen lå der et par gamle faldefærdige bygninger som ikke så ud af meget. Men den virkelige fotografiske juvel i dette område var et vandløb med meget smukke sten og algebevoksninger. Der kunne jeg snildt have brugt meget længere tid.

Lagoa do Fogo

En fantastisk tur går fra et af udsigtspunkterne langs R5-2 og ned til Lagoa do Fogo. Søen har den smukkeste turkise farve og er omgivet af intens grøn bevoksning. En smal stribe af sandstrand omkredser det meste af søen, inden de omkringliggende bjerge med grønt overtager. En fin sti fører ned til søen og rundt langs bredden.

Tvillingesøerne ved Sete Cidades

I den vestlige ende af Sao Miguel finder man tvillingesøerne ved Sete Cidades. Den store er azur blå og hedder Lagoa Azul, mens den grønne er noget mindre og hedder Lagoa Verde (det betyder grøn på portugisisk). Ifølge legenden blev de to søer skabt, da en prinsesse og hendes elsker, en ung hyrde, ikke kunne få hinanden. Under afskeden strømmede tårerne, den blå sø blev dannet af den blåøjede prinsessens tåre, mens den grønne sø blev skabt fra den grønøjede hyrdens tåre. Prinsessen græd mest, og derfor er den blå sø størst.

En lidt mere videnskabelig forklaring på søernes farveforskel er, at den blå sø er stor nok til at kunne reflekterer himlen, mens den grønne sø reflekterer det omkringliggende grønne landskab.