Avnø

En weekend i starten af maj overnattede jeg i telt ved Avnå med familien. Foråret var for alvor i gang, træerne var lysegrønne, og det var fantastisk at være udendørs hele weekenden i den friske luft. Det var stadig køligt specielt efter solen var gået ned, men jeg nød at sidde og varme mig ved bålet. Avnø er også kendt for sæler, men jeg så dem kun i kikkerten, ligge uden på de store sten i fjorden.

Omkring solnedgang fik jeg lov til at gå en lille tur med kameraet nede ved vandet. Den fugtige del af sandstranden var fyldt med sandormenes karakterisk efterladenskaber, som udgjorde en fin forgrund på billederne. Sandormene lever i u-formerede gange nede i sandet. Her suger de sand ind i den ene ende, og ud af den anden ende kommer de fine sandpølser.

Advertisement

Flammafallet, den anden side

Flammafallet er et fint vandfald i det sydlige Sverige. Hvis man følger skiltet ned til den officielle parkeringsplads og derefter stien ned til vandfaldet, kommer man ned til en fint udsigt over vandfaldet. Der er bare et problem. I et træ lige over på den anden side hænger der et skilt med fiskeri forbudt, placeret rigtig dårligt for fotografer. Dette skilt er nemlig kommet med på rigtig mange af mine billeder, hvilket jeg ikke er glad for. Så jeg satte mig for at finde den anden side af Flammafallet, hvor netop skiltet sidder i et træ, så jeg kunne undgå det på billederne.

Når jeg tidligere har kørt til Flammafallet, har jeg lagt mærke til, at google maps med mål Flammafallet, viser Flammafallet et lidt andet sted end den officielle parkeringsplads. Så jeg besluttede mig for at prøve at følge google maps i håb om det ville føre til den anden side. Jeg kom kørende fra nord, kørte så forbi skiltet der pegede til højre for at komme til Flammafallet, og fortsatte et par hundrede meter længere af vejen. Så drejede jeg ind til højre af en lille sidevej som google foreslog. Det lignede umiddelbart et beboelsens område ellers en indkørsel, men vejen endte ikke umiddelbart blindt, så jeg fortsatte et par hundrede meter længere frem. Her kom jeg så op til en gammel træbro, hvor jeg ikke kunne køre videre. Broen var nemlig spærret på modsatte side. Jeg parkerede bilen lige inden broen og fortsatte til fods. En sti eller lille vej førte videre, til hvad der lignede et sommerhusområde. Derefter kom jeg til en lille samling af større huse, hvor der stod Älgjagt på det ene. En sti førte op til højre for dette hus og videre ind i skoven. Jeg forsatte op af stien, og efter, 100-200 meter vil jeg tro, drejede en mindre sti ind til højre. Jeg drejede ind af denne smalle sti, og lagde mærke til alle blåbærbuskene på hver side af stien. Jeg tog en lille smagsprøve og fortsatte. Efter et kort stykke på stien begyndte jeg at kunne høre brusende vand, så jeg tænkte, at jeg var på rette spor. Inden længe kom jeg helt ned til Flammafallet, hvor jeg nu befandt mig på det ønskede sted, på samme side som skiltet. Her kunne jeg fotografere den anden vej og helt undgå fiskeri forbudt i billederne.

Snorkling ved Møn

Det var tidligt på eftermiddagen, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og vind var der ikke meget af. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig jeg skulle i vandet denne eftermiddag, da jeg lige var ankommet til Møn på familietur. Men vandet så så indbydende ud. Det var flat og klart, og sigten så god ud. Jeg fik okay fra familien, og skyndte mig at hente dragt, maske, snorkel og finner og traskede ud i det våde element.

Jeg stak hovedet ned i vandet, og så med det samme de flotte ålegræs marker. Så lysende grønt og helt rent og fint har jeg aldrig set ålegræsset før. Store og små tangnåle gemte sig inden mellem ålegræsset, og hist og her svømmede og nogle rejer rundt.

Da jeg ind imellem stak hovedet op af vandet, kunne jeg se den flotte kyststrækning. En del store sten ligger lige under vandoverfladen og enkelte af dem stikker lidt op. Under vandet er de store sten dækket af et hvidt lag kridt fra klinten, og der gror rur på siderne sammen med nogle forskellige typer alger. Der var også områder med flot blæretang, som strækker stænglerne op mod vandoverfladen på grund at de luftblærer som findes i tangen.

Der var også områder med sandbund, hvor adskillige fladfisk lå på lur. Der var både de helt små på bare nogle få centimer, og nogle meget større. Jeg var heldig at få dette billede af en, lige da den svømmede væk fra, lidt sjovt med bevægelsen i fiskens krop.

Og jeg var glad for jeg kom i vandet denne dag, for resten af vores ferie blæste det for meget til at snorklen langs kysten.

Morgener på Møn

Jeg har lige tilbragt en forlænget Kristi himmelfarts ferie på Møn. Møns Klint er et af mine absolut favoritsteder i Danmark, et sted hvor Danmark virkelig kan vise et af naturens vidundere frem.

Jeg har været der mange gange før, også ved solopgang. Men på denne tur var det første gang, jeg havde mange morgener i træk nede på stranden. Hver morgen var smuk på sin egen måde, og bød på vidt forskellige forhold.

Første morgen var noget blæsende, og solopgangsfarverne var der kun ganske kort. Næste morgen var der helt vindstille, og tågen lå omkring toppen på klinten. Sidste morgen var igen næsten vindstille, men denne morgen var der dog kun sporadisk skydække, som blev farvet smukt i solopgangen. På vindstille morgener får man efter min mening de bedste forhold til fotografering, da vandet her reflekterer mere af lyset fra solopgangen, og dermed bliver helt lyst at se på. Det gør eksponeringerne mere homogene, og man slipper i nogle tilfælde helt for at bruge ND filtre. Jeg har dog brugt soft edge gradueret ND filtre på de fleste af disse billeder.

På denne årstid skal man tidligt op for at se solopgangen. Mit vækkeur ringede klokken 3:30. Det var meget fristende at blive liggende i sengen, men jeg skyndte mig op og kom ud af døren. Solopgangen var ca. klokken 4:35, så jeg havde lige lidt tid til at gå langs stranden og finde motiverne.

Det gode ved disse meget tidlige morgener er at man nærmest aldrig møder andre, man kan bare gå og nyde naturen og være totalt tilstede i nuet.

Fuldmåne ved Tisvildeleje strand

For et par uger siden kørte jeg nordpå en tidlig morgen. Det var stadig ret mørkt, men det begyndte langsomt at lystne. Mens jeg kørte, kunne jeg se den smukkeste rødlige kæmpe fuldmåne på vej ned. Jeg var bange for jeg ikke ville nå frem til Tisvildeleje strand inden den var forsvundet helt, da jeg havde en køretur på omkring en halv time foran mig. Men da jeg rullede ind på parkeringspladsen hang månen stadig lige over horisonten. Jeg sprang hurtigt ud af bilen og fik sat en tele på kameraet og kameraet på stativet. Jeg nåede lige akkurat at få et par enkelte billeder inden månen gik ned, mens bølgerne kom brusende ind på stranden.

Mens fuldmånen gik ned, stod solen op bag mig. Det blå daggry blev til morgen, og himlen blev lyst op i lyserøde, lilla og orange farver, mens bølgernes brusen fortsatte som intet var hændt.

Forårsaften ved åen

Det var en stille forårsaften nede ved åen i Vivljunga. Fuglene sang og pippede, bladene på træerne var lige begyndt at springe ud, mens skovbunden allerede var grøn og hvid. Vandet strømmede langsomt i åen, og langs bredden voksede gule engkabbeleje. De var som små sole der blidt oplyste å bredden, som lyset ellers langsomt begyndte at forsvinde.

Impressionistisk efterårsskov

For et stykke tid siden fik jeg et 85mm f/1.2 objektivt. Dette er ikke umiddelbart et objektivt, der bliver brugt meget til naturfoto, men på en lille tur til Sverige i efteråret tog jeg det med for at udforske verden gennem netop dette objektiv. (Det skal lige nævnes at 85mm f/1.2 aboslut ikke er noget makroobjektiv, det tætteste det vil fokusere er omkring en meter fra motivet. ) Til de første par skud irriterede det mig lidt at jeg ikke kunne fokusere så tæt på som jeg gerne ville, men så begyndte jeg at flytte fokus meget længere bagud for ikke at have forgrundselementerne i fokus. Så opstod der nogle mere interessante og måske lidt impressionistiske kompositioner. Jeg legede også lidt med forskellig dybdeskarpheder, men jeg synes bedst om resultatet ved f/1.2, hvor skarphedsplanet er ultra tyndt.

Snorkling ved Kullen

Sidste stop på påsketuren blev Kullen, som jeg efterhånden har besøgt mange gange. For at prøve noget nyt dette forår, besluttede jeg mig for at hoppe i vandet og studerer Kullens klippekyst under vandet. Temperaturen på land sneg sig op på 15°C, men vandet var stadig koldt, 5-7°C vil jeg tro, så jeg iførte mig lag på lag af varmt tøj og yderst min tørdragt samt, finner, maske og snorkel, og så gik jeg i vandet.

Det er en fantastisk følelse at stikke hovedet ned i vandet og opleve det liv som normalt går uset hen. Hvad der oppe på land ligner nøgne og golde klipper har bevoksninger af utallige tangplanter, som langsomt vugger i takt med vandets bevægelser. Et utal af små fisk, snegle og krebsdyr svømmer rundt i tangen, og alle farverne og livet er i stor kontrast til hvad man ser på land.

En solnedgang udvikler sig ved Hovs Hallar

Næste stop på turen rundt i Skåne var Hovs Hallar på Bjärehalvön. Dette er et natur reservat bestående af forvitret klippekyst som gennem tusindvis af år er blevet påvirket af havets rå kræfter. Jeg brugte det mest af en dag nede på den stenede strand blandt klipperne, og fandt hvad jeg synes ville være det bedste komposition til solnedgangen. Den nedenstående billedserie viser hvordan solnedgangen udviklede på en aften. Det sidste sort/hvid billede er taget efter solen var gået ned.

Söderåsen

Påskedagene brugte jeg på en tur rundt i Skåne, et sandt mekka for naturfotografer. Starten blev i Söderåsen National Park, et klippeområde med udbredt bøgeskov ca. 30 kilometer øst for Helsingborg. Noget af det mest spektakulære ved Söderåsen er en flere kilometer lang kløft. På begge sidder af kløften tårner bøgeskov og klippevægge sig op. Flere steder langs kløften findes stenskred, som i nogle tilfælde har trukket et par træer med sig ned. I bunden af kløften løber Skärån. De mosbelagte træstammer nær åen, samt lyden af det rislende vand for det hele til at virke eventyragtigt.

I midten af april fremstod træerne stadig nøgne da bøgeskoven endnu ikke var sprunget ud. Havde det ikke været for anemoner og andre planter i skovbunden, havde det hele stadig lignet efterår en smule, da skovbunden mange steder var dækket ad sidste år nedfalde røde, brune og orange blade.