Bulbjerg

Jeg har længe ønsket mig at besøge Bulbjerg, og i påsken i år fik jeg endelig chancen. Jeg havde lejet et sommerhus i Jammerbugten, og benyttede muligheden for at kigge forbi Bulbjerg ved flere lejligheder. Der er en fine adgangsforhold ved Bulbjerg. Oppe ved toppen gik jeg rundt og kiggede ned, og på de opsatte plancher i bunkeren læste jeg om Bulbjergs historiske betydning omkring 2. verdenskrig, og geologien og naturen i området. Flere forskellige sæt trapper fører ned til stranden, på forskellige sider af Bulbjerg.

Da jeg stod nede på stranden og kiggede op på den mægtige kalkklint, følte jeg mig ret lille. Bulbjerg tårner sig 47 meter op i luften, med diverse større og mindre udspring og indhug på vej op mod toppen. Der havde været et større skred for nylig da jeg var der. Store blokke af sten var faldet ned og blokerede faktisk stranden fuldstændig. Det var et smukt syn at stå og betragte Bulbjerg ved solopgang og solnedgnag, mens lyden af bølgerne mod stranden og de skrigende rider lavede et fantastisk soundtrack.

Jeg var iført mine trofaste gummistøvler, mens jeg gik på stranden og tog billeder. Det er nærmest blevet en fast beklædningsdel for mig når jeg tager billeder, da jeg tit stiller mig lidt ud i vandet. Jeg plejer ikke at få vand i gummistøvlerne, men på grund af den kraftige vind, var nogle af bølgerne så kraftige, at vandet skyllede ind over kanten. Jeg måtte ved flere lejligheder have en støvle af og hælde vandet ud af den. De tørre heldigvis hurtigt igen.

Advertisement