Rød fluesvamp

Den ikoniske røde fluesvamp med de hvide prikker oplyser skovbunden i øjeblikket. Forleden var jeg en tur i skoven, og inden for et lille område var der måske hundrede eller flere svampe spredt ud mellem træerne i skovbunden. Den røde farve fra svampene sammen med en grøn baggrund fra skoven er ideal til billeder på grund af de rød – grønne komplementærfarver. Det røde lyser nærmest op, og svampene ser rigtig smukke ud. Som jeg bevægede mig rundt i skovbunden, dukkede flere og flere røde fluesvampe op, og det var næsten umuligt ikke at komme til at ligge sig i nogen af dem, mens jeg fotograferede.

20191012-_JDH2444

Billedet er taget med et gammelt Chinon 55 f/1.7 objektiv og 7 mm mellemring. Jeg er stadig ved at teste dette objektiv, men indtil videre synes jeg det fungere ret godt til motiver på størrelse med svampe, og mellemringen gør jeg kan stille skarpt lidt tættere på end ellers. Chinon objektivet leverer en ret fin blød bokeh på blænde 1.7, og er forholdsvis skarpt.

Et nyt gammelt objektiv

Jeg har været et smut forbi Ebay igen, og har købt mig et nyt gammelt objektiv, denne gang et Auto Chinon 55mm f1.7. For at teste objektivet tog jeg det med over til marken med sommerblomster. Umiddelbart synes jeg godt om bokeh’en fra Chinon objektivet, jeg kan specielt godt lide hvordan kamille blomsterne ser ud når de ikke er i fokus. Objektivet er relativt let at tage skarpe billeder med (sammenlignet med Trioplan objektivet), og virker ret skarpt selv på blænde 1.7. Skarpheden bliver sikkert bedre hvis man blænder ned, men jeg er nu mest interesseret i at bruge det på fuld blænde åbning. Jeg brugte også en 7 eller 12mm mellemring på nogle af billederne, og det fungere ganske fint. Dog kan jeg bedre lide effekten man opnår med Lydith 30 mm objektivet med mellemringe, det giver en mere spændende close focus wide angle effekt. Chinon 55 mm med mellemring minder lidt mere om et makroobjektiv. Alt i alt glæder jeg mig til at eksperimentere mere med Chinon objektivet.

20190711-_MG_364020190711-_MG_339920190711-_MG_3395