Jeg kigger ofte efter landskaber med en interessant forgrund og mellemgrund og så solnedgangen i baggrunden. Men en gang imellem får jeg kigget ned, og jeg opdager nogle mægtig fine detaljer som er værd at fotografere.

Første billede er fra en tur ved Tisvildeleje strand, hvor noget tang som delvist var blevet begravet i sandet. Det mindede mig lidt hår. Hver gang en bølge kom skyllende ind blev det rodet rundt, men når vandet trak sig tilbage igen, kom det helt i orden, ligesom det lige var blevet friseret. Andet billede er også fra en tur ved stranden, hvor en lille bølge kom ind og kyssede det fine mønster i sandet og et par små sten. Den lave sol fra solopgang eller solnedgang gør at detaljerne står meget fint frem.

Det sidste billede her tog jeg en morgen efter jeg havde brugt to timer på at fotografere solopgangen og nogle klipper. Som jeg begyndte at pakke sammen og gå tilbage mod bilen opdagede jeg en masse tang der var skyllet op på land. Det var en kold morgen, og rimfrost havde lagt sig på tangen. Den hvide kant skabte et smukt omrids om tangens, og kontrasten mellem den mørke tang og de lyse kanter gør billedet meget mere interessant.
