Efterårets svampe

Efteråret er svampetid for mig, og det har været et rigtig godt svampeår ind til videre. Jeg har været på adskillige svampeture for at samle spiselige svampe, og faktisk har jeg haft en hel lille Carl Johan koloni i græsplænen, som har bidraget til flere aftensmåltider.

Small mushroom in moss

Men jeg har været ude at fotografere nogle mindre svampe som jeg fandt i min græsplæne eller snarere mosplæne. For at få hele svampen skarp har jeg stacket mellem 30 og 45 billeder i enten Photoshop eller Helicon Focus. Jeg måtte prøve mig lidt frem, til nogle billeder var Helicon Focus bedst, mens Photoshop klarede sig bedst med andre. Det første billede ved jeg ikke lige hvad er for en svamp, men den gror i noget fugtig mos, der også huser noget jeg kalder en skvatsvamp, da det forekommer på en skråning og er mega klat. Jeg er gledet i det flere gange. Skvatsvampen kan anes ovre til højre, som nogle mørke tynde flade vækster. Det virker til at give gode betingelser for andre svampe, for der er tit andre små svampe i området.

puppe-snyltekølle (Cordyceps militaris) with a green/yellow/blue bokeh background.

Den anden svamp er en af mine yndlingssvampe. Det er en puppe-snyltekølle (Cordyceps militaris), som vokser i døde sommerfuglepupper nede i jorden. Det er en lille svamp, og hvis ikke det var fordi den var knald orange var den svær at få øje på. Den rager bare et par centimer op af mosset, men den orange farve er i flot kontrast til det grønne mos, så øjet opfanger den overraskende let. Jeg fandt også en sidste eller forrige år, men jeg synes den er så flot, så jeg måtte fotografere den igen. Begge billeder i dette blogindlæg er taget med Canon RF 100mm macro, med kameraet sat til stacking, så der hurtigt fyres 30-45 skyd af. Objektivet flytter selv fokus ganske lidt bagud for hvert billede. Men det tager en hulens tid i efterbehandlingen at få stacket dem, i hvert fald på min lidt ældre MacBook Pro.

Advertisement

Efterår og storkenæb

For et par weekender siden blev der afholdt årsmøde i NFD (Naturfotografer i Danmark) ved Kattingeværk i Roskilde. Jeg deltog den ene dag, hvor jeg også fik en smule tid en tur i skoven med kameraet. Skoven var to-farvet, Langt de fleste steder var der stadig flest grønne blade på træerne, men træer med gule, orange og brune nuancer fandtes også flere steder. Mit blik faldt ofte ned i skovbunden i søgen efter motiver. Jeg var egentlig på udkig efter små svampe, og fandt da også et par stykker, men langt fra så mange som jeg havde regnet med. Til gengæld blev jeg overrasket over at finde så mange små storkenæb i skovbunden blandt de nedfalds blade. Jeg troede primært de blomstrede tidligere på sæsonen, men de blomstrede altså i slutningen af oktober. De fine små blomster stod i kontrast til de store kastagnetræer der omgav dem, og virkede utrolig små og sårbare i forhold til de store træer med enorme kroner. Men alligevel så de ud til at stortrives lige netop her i slut oktober.

Jeg har brugt et gammelt Meyer Optik Görlitz Lydith 30 mm objektiv til at tage billederne. Mellem kameraet og objektivet har jeg placeret en 12 mm mellemring, hvilket gør at objektivet kan stille skarp utrolig tæt på, omkring 5 cm fra fronten vil jeg tro. Samtidig mister objektivet muligheden for at stille skarpt ved uendeligt, og baggrunden bliver dermed helt uskarp. Billederne virker lidt som makrobilleder, men perspektivet er meget anderledes. Jeg har fået meget mere af den omkring liggende skov med på billederne, selvom det ikke ligefrem ligner skov, men mest bare nogle uskarpe områder. Havde jeg i stedet valgt at bruge et almindeligt 100 mm makro objektiv, ville jeg slet ikke kunne have fået en baggrund med lys fra himlen og blade fra træerne. I steder havde baggrunden nok mest været brun fra de nedfaldne blade som lå rundt om blomsterne. Men med det lille 30 mm objektiv, kunne jeg nærmest komme ned under blomsterne og vinkle objektivet lidt opad.

Svampe i haven

Vinteren nærmer sig, hvilket betyder at efteråret snart er slut. Men det virker varmere end det plejer på denne årstid. Nattefrosten er ikke rigtig sat ind. Der er mange nedfaldne blade på min plæne, men mange af træerne bærer stadig deres gyldne efterårs pragt. Under de nedfaldne blade gemmer der sig små fotomotiver. Det er kun hvis jeg virkelig kigger efter, at jeg ser dem, de små svampe. De er ofte kun et par centimer høje og hatten har måske en diameter på en halv centimeter. Nogle er lidt større, mens andre endnu mindre. Med makroobjektiv på kameraet bruger jeg et par timer liggende på maven i det bløde mos.

Rød fluesvamp

Den ikoniske røde fluesvamp med de hvide prikker oplyser skovbunden i øjeblikket. Forleden var jeg en tur i skoven, og inden for et lille område var der måske hundrede eller flere svampe spredt ud mellem træerne i skovbunden. Den røde farve fra svampene sammen med en grøn baggrund fra skoven er ideal til billeder på grund af de rød – grønne komplementærfarver. Det røde lyser nærmest op, og svampene ser rigtig smukke ud. Som jeg bevægede mig rundt i skovbunden, dukkede flere og flere røde fluesvampe op, og det var næsten umuligt ikke at komme til at ligge sig i nogen af dem, mens jeg fotograferede.

20191012-_JDH2444

Billedet er taget med et gammelt Chinon 55 f/1.7 objektiv og 7 mm mellemring. Jeg er stadig ved at teste dette objektiv, men indtil videre synes jeg det fungere ret godt til motiver på størrelse med svampe, og mellemringen gør jeg kan stille skarpt lidt tættere på end ellers. Chinon objektivet leverer en ret fin blød bokeh på blænde 1.7, og er forholdsvis skarpt.

Et eksperiment med køllesvamp, visne efterårsblade og mos

En gammel træstub under nedbrydning. Grønt mos vokser  på stubben og vidner om livet og energien der stadig er tilbage i den. Et par steder i mosset stikker lysegrå køllesvampe frem, de er bare et par centimer over mosset. De omkring liggende træer har smidt løvet, og et par efterårsblade er landet på stubben med køllesvampe og mos. Modlyset skinner gennem bladene, og det er som et flammehav har omgivet køllesvampene.  Den intenst grønne farve fra mosset får det til at minde om forår, indtil mit blik igen fokusere på den nøgne skov omkring den lille køllesvamp oase.

Køllesvamp abstrakt

Lidt mere blænde f/2.8

En efterårs eftermiddag gik jeg en tur i skoven.  Bladene på træerne var efterhånden mest gule, orange og brune, mens enkelte grønlige var at ane. Skovbunden flammede i orange nuancer fra nedfaldne efterårsblade, og jeg gik mellem træerne og nød en stille efterårsdag. En lille bevægelse i skovbunden akkompagneret af en svag puslen i de nedfaldende blade fangede min opmærksomhed. En lille frø hoppede, ”hop hop”. Den var godt kamufleret, helt rødbrun i farven, og hvis ikke den havde bevæget sig, var den gået ubemærket hen.

Skovbund med frø

Jeg lagde mig fladt ned på maven og begyndte langsomt at mave mig, og vigtigere kameraet med påmonteret makroobjektiv tættere på frøen. Til mit held valgte frøen netop at sidde stille i skovbunden en stykke tid, så det lykkedes mig at komme helt tæt på. Jeg udnyttede de visne blade i skovbunden til at skabe en spændende komposition, hvor frøens ryg samt det visne blad skaber to parallelle linjer. Igen holdt jeg mig til blænde f/2.8 + diopter, og brugte manuel fokus for at være sikker på, at frøens øje var i skarphedsplanet.

Råbjerg Miles småsøer

Efterårets besøg i Nordjylland bragte mig igen til Råbjerg Mile. Denne kæmpe sanddyne danner en miniørken midt i det nordjyske klithede landskab på næsten en kvadrat kilometer. Set oppefra, har milen form som en halvmåne eller parabel. Vestenvinden blæser sandkornene op over milen hvor de aflejres på læsiden. I dette urolige og vindblæste miljø kan ingen planter få fodfæste. Men på milens flanker får planterne fat og bremser sandflugten. De ligger derfor tilbage som parabelens ben, mens den centrale del af milen fortsætter den hurtige vandring mod Kattegat. Mellem parabelbenene fjerner vinden alt sand helt ned til grundvandsspejlet, og milens afblæsningsflade er derfor et fladt landskab præget af småsøer og moser.

Råbjerg miles småsøer

Småsøerne mellem milens ben var målet for denne tur. Jeg var ankommet godt en time får solnedgang og havde vandret rundt og nydt det smukke ørkenlandskab og udsigten over søerne. Idet solen gik ned, blev himlen oplyst i sarte lyserøde nuancer, og farverne blev reflekteret i søerne. Jeg placerede mig så jeg fik en sø i forgrunden, og milens sandben i baggrunden og tog en række billeder. Det færdige billede er et panorama, der i Photoshop er sat sammen af 7 enkelt billeder.

Efterår i Jægersborg dyrehave

Efterår i dyrehaven byder på meget mere end kronhjorte i brunst. Det er nemlig også svampesæson. Mens jeg søgte efter kronhjorte fandt jeg denne store orange svamp groende på en død træstamme. Jeg havde desværre kun medbragt et teleobjektiv på turen, så jeg endte med at cykle hjem igen og hente fisheye objektivet for at kunne fotografere den så man både kunne se svampen og det omkringliggende miljø.

Jeg bevægede mig lidt videre rundt på stierne i dyrehaven og fandt dette døde, væltede træ. Jeg forestillede mig med det samme en sort/hvid konvertering af billeder for at fremhæve formen af stammen og grenene der stikker ud til alle sider.

Magisk Morgen

I den sidste uges tid har der været højtryks vejr med relativt varmt vejr for årstiden og svag vind. Det har givet nogle helt utrolig flotte dage og specielt morgenerne har været meget smukke med et magisk disset lys, da der har ligget en smuk tåge over landet.

Magisk Morgen 1

Jeg var egentlig taget i Jægersborg dyrehave for at fotografere kronhjorte i brunst, men blev helt overvældet af dette lyset og stemningen. Så kronhjortene må vente til et senere indlæg.

Magisk Morgen 2