Anemoner

Jeg har ikke været så hurtig til at få skrevet den sidste månedstid, så her er lidt forsinket i forhold til årstiden nogle billeder af anemoner. For et par uger siden var skovbundet i bøgeskoven dækket af en dyne af de smukkeste hvide anemoner, som virkelig fik forårshumøret frem i mig.

Anemone

Når jeg tager blomster billeder, leder jeg først efter en baggrund jeg synes kunne være fin. Derefter finder jeg en anemone, jeg kan bruge som forgrundselement, men det skal helst ikke være det element tættest på objektivet. Det er godt at have nogle andre blade eller planter foran, som kan skabe uskarpe områder, så fokus kun bliver på den enkelte anemone.

Anemone

For nylig investere jeg i det nye Canon RF 100 mm macro objektiv, så anemoner billederne her er min første test af objektivet. Det stiller lynhurtigt skarp på autofokus, men når man ligger nede i skovbundet, og ikke fokusere på den blomst tættest på, så kan det godt blive lidt forvirret som alle andre objektiver. Derfor starter jeg ofte med manuel fokus, og når jeg så har fundet kompositionen, så skifter jeg tilbage på autofokus og sætter et fokuspunkt på blomsten, og så står anemonen helt skarpt. Jeg prøvede også at lege lidt med SA control ringen, men indtil videre tror jeg mest jeg hælder til det er en gimmick. Men måske skifter jeg mening senere når jeg har leget lidt mere med det.

Advertisement

Padderokker i Vaserne

Jeg gik en stille eftermiddagstur langs de sumpede områder i Vaserne. Ved kanten af vandet satte jeg mig og betragtede de ny spirede padderokker. De leddelte stængler var allerede blevet ret høje, men sideskuddene var kun lige begyndt det komme frem. Dette er efter min mening det helt perfekte tidspunkt at fotografere padderokker på, da de lange nogle gange tofarvede stængler med små lysegrønne sideskud er meget smukke. Ligeledes er modlys spejlet i vandet altid sjovt at lege med. Alle billederne er taget med Trioplan 100 mm objektivet.

20190429-_MG_051720190429-_MG_032720190429-_MG_0449

Mælkebøtter

Mælkebøtter er hadet af mange, specielt haveejere som ikke vil have dem i græsplænen. Men jeg har nu altid syntes de lyser græsplæner, vejrabatter og enge op på en hyggelige måde. Det er som en masse små gule forårssole, som står og skinder.

20190425-_MG_0135

Her har jeg igen leget lidt med fisheye objektivet og en 1.4x telekonverter til at fotografere blomster, dog uden blitz denne gang.

Anemoner med fisheye

Jeg har prøvet at eksperimentere lidt med skovbunden og anemonerne, og her kommer et par billeder taget med fisheye objektiv. Ud over fisheye objektivethar jeg brugt en 1.4x telekonverter (Kenkos da Canons egen ikke kan bruges foran 8-15 mm fisheye objektivet). Desuden har jeg brugt en macro twin blitz for at få lyst anemonerne lidt op. Blitzen er monteret på en medical close up bracket, som gør at jeg kan få blitz-hovederne hen på siden af objektivet. Hvis jeg havde brugt en almindelig blitz monteret i kameraets hot-shoe ville objektivet have skygget for alt lyset på anemonerne. Det fantastiske ved fisheye objektiver er, at de kan fokusere enormt tæt på. På disse billeder har anemonerne været 2-3 centimer fra glasset, så man kan virkelig få et sjovt perspektiv på anemonerne med skoven i baggrundet.

20190413-_MG_9421

Andet billede er taget med en lukkertid på ¼ sekund, og jeg har bevæget kameraet en smule mens lukkeren var åben. Lysglimtet fra blitzen fryser hovedmotivet, mens baggrunden bliver mere uskarp. Man kan også lige ane ”skyggen” fra anemonerne inden blitzen fyrede.

20190413-_MG_9669

Anemoner

Marts var nogen kedelig, grå og regnfuld. Men her i april har vejret været fantastisk og foråret har meldt sin ankomst. Anemonerne titter op af skovbunden og bladene begynder så småt at springe ud. Jeg har i løbet af den sidste uge brugt en del aftener i skovbunden sammen med anemonerne, med øjet klistret til søgeren. En af dagene var der sågar en mand der råbte efter mig fordi han ville tjekke om jeg var okay. Men her kommer et par billeder fra anemoneturene.

20190409-_MG_9241

20190409-_MG_9117-2

20190413-_MG_9325-2

 

Mine mest brugte beklædningsdele og hvorfor folk altid stirrer

I løbet af foråret og den tidlige sommer bruger jeg meget tid på blomster, kryb og andre småting i skovbunden og på enge. Temperaturkurven er for stigende og solen skinner en del af tiden. For det meste er det tørvejr når jeg bevæger mig ud, da alt fotogrejet ikke har så godt af store mængder vand. Alligevel er mine mest brugte beklædningsdele gummistøvler og regnbukser.

Engnellikerod

Forklaringen er nu simpel nok. For selvom det er solen skinner og asfalten er tør, så er skovbunden, mosen eller engen det absolut ikke. Når det handler om vækster og kryb er der ingen vej uden om, man må enten ned og sidde eller ned og ligge for at komme i højde med motivet. Her er regnbukser altså ideelle. Jeg kommer altid tør hjem. Og så er jeg ret ligeglad med om folk stirrer på mig, når jeg på en varm forårsdag kommer gående iført gummistøvler og regnbukser.

Padderokker

Padderokker er en gammel udviklingsgren af karplanterne, som var rigt udbred for 350-400 millioner siden. Tidligere eksisterede der store padderoktræer på op omkring 30 meter. I dag er der kun 15 arter tilbage, hvoraf otte findes i Danmark. Ellers er de udbredt på næsten hele jordkloden.

Padderok

Et typisk karakteristika for padderokker er de leddelte stængler med kransstillede blade. Bladene er mørke og hindeagtige og danner en sammenvokset skede omkring stængelleddene, hvorfra grengrænse udgår. Stængler og grene er intenst grønne og står for fotosyntesen hos padderokkerne.

Padderok

I løbet af foråret spirer padderokker frem overalt i Danmark oftest i fugtig eller sumpet jord. I løbet af de sidste par dage har jeg fundet store mængder i Vaserne ved Furesøen og i Brobæk mose ved Gentofte sø. Jeg har egentlig altid være lidt fascineret af padderokker, og i år gav jeg mig tid til at fotografere de flotte stængler af de tidlige skud med begyndende sidegrene.

Forår!

Nu er det vist på tide at sige farvel til vinter billederne for i år og sige velkommen til foråret. Ironisk nok kom foråret tidligt til Danmark i år, da vi havde en forholdsvis mild vinter, men mine rejser de sidste par måneder har givet mig større eksponering for sne og is, hvilket derfor også har fyldt mere her. Men nu er det slut!

Mariehøne og anemone

Skovbunden i de danske skove er vagt til live, og overalt spirer foråret i farver. Et tæppe af grønt dækker de gamle nedfaldne blade fra sidste år, og spredt i det grønne viser forårsblomsterne deres farver. En rød mariehøne kravler rundt i og på anemonerne og ser ud til at nyde foråret lige så meget som mig. Mariehønen har udvalgt en enkelt blomst som bliver udforsket og undersøgt i mindste detalje. Da den omsider lader til at ville videre kniber det lidt med at finde nedgangen, så den ser ud til at ville foretage et kamikaze spring. I sidste øjeblik skifter den dog mening og kravler tilbage på blomsten, hvor den kort efter finder anemonestilken og kravler ned og videre ud i det danske forår.

Mariehøne og anemone

Abstrakt Forår

Dette forår har jeg forsøgt at tage nogle anderles billeder. Det første billede er taget i Klinteskoven på Møn. Hele skovbunden var grøn og osede af forår, mens træerne stadig ventede på det blev deres tur. Billedet er taget med 1/13 sekund lukkertid, og mens billedet blev taget har jeg bevæget kameraet for at opnå denne lidt maleriske effekt.

Træer

Det andet billede er fra skovbunden af Brobæk mose, hvor vorterod (Ranunculus ficaria) i flere områder var dækkende. Jeg lå omkring en time nede mellem blomsterne og forsøgte mig med adskillige kompositioner, blænder,  og fokusområder for at udforskede motivet.

Vorterod

Forår og fill flash

I starten af maj kom foråret rigtig til Danmark. Nogle gange ville jeg ønske at mit kamera kunne tage en luftprøve som ville kunne duftes når man kigger på billederne fra denne tid. Det er svært at bekrive, men der er bare noget særligt ved duften af forår når træer og buske springer ud.

Sneglehus i blomsterbuks

Netop sådan en dag var jeg en tur i Tordalsmosen. Godt gemt af vejen inde i en busk fuld af hvide blomster, fandt jeg denne snegl. Jeg kunne godt lide den diagonale komposition med sneglen i det ene hjørne, men der var rigtig meget lys denne eftermiddag, så de første par skud havde et meget mørkt sneglehus, mens resten af billedet var meget lyst. Løsningen på dette problem var at oplyse sneglehuset med fill flash, og eksponere for omgivelserne. Dette gøres ved at sætte blitz eksponeringskompensationen, i mit tilfælde til -2, men det er godt at prøve sig lidt frem. Jeg var desværre kommet hjemmefra uden ekstern blitz, så jeg måtte bruge kameraets indbyggede blitz. Det er ikke noget jeg normalt ynder at bruge, men i dette tilfælde var det eneste mulighed for at få det billede jeg gerne ville have. Jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor godt den lille indbyggede blitz fungerede i dette tilfælde, og så kan jeg ellers lære at tage blitz med i fremtiden, selvom jeg ikke tror jeg vil få brug for den.