Fugle og basalt kyst ved Arnarstapi

Arnarstapi er et lille fiskerleje på sydkysten af Snæfellsnes halvøen. Her findes en ufattelig smuk basalt kyststrækning hvor massevis af fugle holder til. Jeg brugte de sidste dage af min Islandstur på dette sted, hvor jeg eksperimenterede med lidt anderledes fuglefotografering.

Rider, Arnarstapi

Til de to billeder der er inkluderet i dette indlæg, har jeg vægtet det grafiske element i billedkompositionen højt, og jeg har anvendt relativt lange lukketider for at fuglene ikke skal stå skarpt. Ligeledes har jeg forsøgt at udnytte den smukke basalt kyst for at skabe en interessant baggrund.

Rider, Arnarstapi

Advertisements

Galapagos våger

Jeg tog til Galapagosøerne med håb om at se kæmpeskildpadder, suler, havleguaner, albatrosser, søløver osv. Men mest af alt blev jeg betaget af Galapagos våger (Buteo galapagoensis). Pludselig at befinde 3 m fra sådan en stor rovfugl var noget af en oplevelse.

Det første møde med denne store rovfugl er noget jeg vil huske resten af mit liv. Jeg kom gående hen langs stranden på øen Fernandina, og pludselig fløj to Galapagos våger hen over hoevedet på mig. De landede et lille stykke derfra og sad et kort øjeblik og hakkede i noget ubestemmeligt. Derefter lettede de igen, men da jeg kom lidt længere ned af stranden og rundt om et par store sten sad de der igen. Nærmere bestemt sad hunnen og spiste af en død søløveunge, mens hannen sad underdanigt ved siden af og kiggede sultent på.

Galapagos Hawks

Galapagos våger har et polyandrisk kønsforhold. Det vil sige at en hun kan parre sig med flere hanner. Alle hannerne hjælper dernæst med at beskytte reden, udruge æggene og opfostre ungen. Hunnen og hannerne jager sammen i grupper af to eller tre og når et bytte endeligt er nedlagt, æder den dominerende først, mens de andre venter tålmodigt på deres tur. Dette adfærdsmønster oplevede jeg hér, da hunnen sad og åd af søløveungen, mens hannen ventede på sin tur. Pludselig fik han et signal fra hunnen og fløj derhen. Dernæst stod de sammen og hakkede i søløveungen. Efter måltidet satte de store fugle sig i en træ som nærmest for at poserede for mig, inden de til sidst fløj væk. Jeg havde en lidt blandet følelse da jeg gik videre. På den ene side var det helt fantastisk at opleve det på så nært hold, men det var også makabert at sidde og se på, mens de bare hakkede løs og flere og flere af søløveunges indvolde kom til syne. Jeg føler mig heldig for at have været vidne til denne episode og for at kunne forevige øjeblikket på mine billeder. Mit kamera var rødglødende under hele denne seance. Jeg befandt mig ca. 3 m fra dem, og de ignorerede mig fuldkommen.

Galapagos Hawk

Dagen efter havde jeg igen en meget speciel oplevelse med Galapagos våger. Jeg var lige gået i land ved Bahia Urbina på øen Isabela. Der gik ikke lang tid før jeg først så en,  så to og pludselig ni Galapagos våger der fløj omkring. Dette var flotte og spraglede ungfugle mens dem på Fernandina dagen forinden havde været voksne individer. Ungfuglene ser noget anderledes ud, de er broget brunlige og gyldne mens de voksne er mærkebrune eller nærmest sorte. Ungfuglene poserede villigt for fotograferne, både stillesiddende og i luften. Jeg blev næsten mindet om uhyggen i Hitchcock’s ”Fuglene” mens de kredsede tæt omkring mig. Men pludselig gik det op for mig hvor underligt stille der var. Jeg havde fået at vide at dette var et at de bedste steder at se mange forskellige arter af finker. Men jeg så ikke en eneste den formiddag på Isabela. Det store antal rovfugle var formentlig årsag til at finkerne holdt sig skjult, da Galapagos våger ofte jager finker.

Galapagos Hawk

Senere på turen så jeg endnu flere Galapagos våger, men jeg kom dog ikke så tæt på som på Fernandina og Isabela igen.  Guiderne fortalte de aldrig havde set så mange Galapagos våger på én tur, og jeg betegner det som en af mine største oplevelse på Galapagos.

Flying Galapagos Hawk

Rød-fodede suler

De rød-fodede suler (Sula sula) er faktisk de mest talrige på Galapagos, men også de mindst sete. Man skal op til den nordlige ø Tower (Genovesa) for at møde dem, og det er en lidt lang og til tider hård sejltur. Jeg havde ikke fået langt alle mine tasker ind i skabet og vågnede ved de midt om natten rutsjede rundt på gulvet. Men de rød-fodede suler er gyngeturen værd.

Red footed booby, Galapagos

Dette er den mindste suleart og efter min mening den flotteste med de meget røde fødder og det blålige og pink næb. I modsætningen til de andre suler laver de deres reder i træer og buske hvor man oftest også ser dem sidde.

Nazcasuler

Nazcasulerne (Sula granti) er den største suleart og har et lidt larmende og aggressivt gemyt. Nazcasuler er hvide med sorte vingespidser og hale. De har meget svagt grønlige fødder, men efter min mening er de nu mest grå at se på. Man ser dem ofte tæt ved kysten hvor de yngler og har rede (ekskrementring) på jorden. De har et rudimentært adfærdsmønster hvor den ene giver den anden små kviste som gave, men kvistene bliver ikke brugt til rede bygning.

Nazca Booby, Galapagos

I ynglesæsonen ligger de normalt 2 æg med ca. 5 dages mellemrum og rugningen begynder omgående. Det betyder at en unge klækkes før en anden. Når den ældste af ungerne er stor og stærk nok skubber den så den  yngre unge ud af reden mens forældrene bare ser til. Dette sker altid hos nazcasuler, og kaldes obligat søskendemord. Æg nummer to er formodentlig en forsikring i tilfælde af der skulle ske noget med det første.

Nazca Booby chick, Galapagos

Blå-fodede suler

På Galapagos kalder man dem boobies, det kommer af det spanske ord ”bobo” som betyder klovn eller fjollet. De blå-fodede suler (Sula nebouxii) er udelukkende marine og behøver kun land til at yngle.  Som mange andre marine fugle er de ikke de mest graciøse fugle på land og derfor navnet.

Blue footed Boobies, Galapagos

De blå-fodede suler lever hovedsageligt af fisk, bl.a. sardiner, ansjoser og flyvefisk.  De fisker tæt ved kysten og det gør dem til gode fotomotiver i modsætning til de andre arter af suler som fanger deres føde meget længere fra land. Et typisk suleangreb består af en flok fugle der skiftevis skyder sig selv ned mod vandet med høj fart. Først er vingerne spredt ud og accelererer på vej nedad, men når de nærmer sig vand overfladen trækker er de vingerne helt inde langs kroppen så de ligner små misiler. De rammer vandet med omkring 90-100 km/t og kan dykke ned til 25 meters dybde.

Diving Blue footed Booby, Galapagos

Diving Blue footed Booby, Galapagos

En anden helt fabelagtig oplevelse er de blå-fodede sulers parringsdans. Hannen lokker hunnen bl.a. med fløjten/piften, viften med vinger og de store blå fødder samt ved at peger næbbet op mod himlen. Hunnen deltager også i dansen hvor de sammen vifter klovneagtigt med fødderne og kærtegner hinandens næb.  Dette er et fantastisk komisk syn, og man står og klukker samtidig med man forøger at tage billeder.

Dancing Blue footed Boobies, Galapagos

Man kan finde blå-fodede suler spredt rundt på mange af øerne. Jeg havde selv de bedste oplevelser på Santa Cruz, Española, Floreana og North Seymor. De er lette at komme tæt på, de ligger ofte lige omkring eller på stierne og en hakkede sågar efter min sko fordi jeg forsøgte at komme forbi.

Dancing Blue footed Booby, Galapagos

Lava gull

Lava gull (Leucophaeus fuliginosus) eller lavamågen er den mest sjældne måge i verden. Man mener der er omkring 400 par og de findes kun på Galapagosøerne. Den er grålig i farverne og er perfekt kamufleret blandt lavaen.  Den er hovedsageligt ådselæder, men tager også æg fra andre fuglekolonier og krabber eller lignende på stranden.

Lava gull, Galapagos

Jeg så 3 lavamåger i løbet af mine 14 dage på Galapagosøerne. Den er ikke unormal at se, men jeg følte mig alligevel lidt heldig de gange jeg mødte dem.

Darwins finker

Der er 13 arter af finker på Galapagosøerne. Det er svært at kende forskel på de forskellige arter, da de alle er omtrent samme størrelse og har nærmest samme fjerdragt og farver. Darwins finker er et eksempel på adaptiv radiation dvs. at en art har udviklet sig til flere forskellige for at udfylde specielle nicher. Hos finkerne er det specielt næbstørrelsen og formen der varierer så de kan indtage forskellig former for føde.

Darwin's Finches

Peter og Rosemary Grant har brugt mange år på at studere Darwins finker. De har bl.a. vist hvordan forandringer i fødeudbud har ændret næbstørrelsen hos medium ground finken i løbet af bare en sæson.  Alt dette er med til at vise betydningen af naturlig selektion som Darwin beskrev i ”Artenes oprindelse” fra 1859. Peter og Rosemary Grants arbejde kan man læse mere om i bogen The Beak of the Finch: A Story of Evolution in Our Time af Jonathan Weiner.