Splitshots af isbjerge

Lige siden jeg først begyndte at overveje en tur til Grønland og Diskobugten, har det været et af mine mål at tage splitshots, det vil sige halvt overvandet og halvt undervandet billeder af isbjerge. Det krævede en del forberedelse hjemmefra, først og fremmest for at finde ud af om det overhovedet var muligt at hoppe i vandet i Diskobugten.  Man er nød til at tage hensyn til de lokale forhold med hensyn til strøm, temperatur osv., og hvad der overraskede mig mest, nemlig grønlændere på jagt efter sæler. En dykker i overfladen iført sort tørdragt kan på afstand godt ligne en sæl. Så jeg købte en orange overfladebøje for at være mere synlig.

Temperaturen på land var ca. 15°C, mens vandet var 4-6°C, så mens jeg stod på land, og iførte mig lag på lag af varmt tøj og til sidst tørdragten, blev det ret varmt. Det var en dejlig kølende fornemmelse endelig at hoppe i vandet. Af fare for kælvinger, og på grund af den begrænsede sigt koncentrerede jeg mig om de mindre isbjerge og isstykker, men synet der mødte mig da jeg svømmede tæt på dem var helt utroligt. Formerne er unikke og meget smukke. Man kan se hvordan de smelter, da der nærmest danner sig et springlag rundt isen. Vandet er helt sløret i temperatur og saltgradienten, så det gælder om at komme tæt på for at tage billeder. Jeg brugte et fisheye objektiv, de har nemlig nogle gode egenskaber som kan udnyttes her. Først og fremmest kan de stille skarpt tæt på et motiv, og selv på forholdsvis moderate blænder, er dybdeskarpheden meget stor. Dette er vigtigt når både isen overvandet og undervandet skal være i fokus.

For at dette kunne lade sig gøre skylder jeg en stor tak til Mikael Larsen som sejlede mig ud til isen, og passede på mens jeg lå i vandet. Også en stor tak til min kæreste som hjalp mig med at bære alt udstyret.

Advertisement

Indlandsisen

Fra Ice Camp Eqi kan man følge den franske polarforsker, Paul-Émile Victors hjulspor op til indlandsisen. I perioden 1948-1953 udforskede han indlandsisen med det formål at kortlægge om og hvordan isen bevægede sig. Til denne ekspedition havde han fra den amerikanske hær købt syv bæltedrevne køretøjer, som han brugte til at fragte udstyr op til isen. Sporene fra larvefødderne på disse køretøjer ses stadig 55 år senere, et fænomen som illustrerer hvor sårbar den arktiske natur er. Grundet korte somre, lave temperaturen og permafrosten vokser vegetationen ekstremt langsomt i disse polarområder.

Med afgang fra Ice Camp Eqi kort efter morgenmad, kan man vandre de omkring ti kilometer op til indlandsisen. Man kan bevæge sig op på isen hvis man har erfaring med brævandring eller er i selskab med en guide. Jeg blev meget overrasket over hvor ru overfladen var, og jeg kunne uden problemer gå rundt i mine almindelige vandrestøvler. Guiden medbragte desuden isskruer, sikringsreb og steigeisen, hvilket gav mulighed for at komme tættere ud til kanten af floder, vandfald og afløb på isen. Jeg klatrede blandt andet halvanden meter ned et sådant sted, hvor jeg kunne observere isens forskellige blå nuancer og de former som det rindende vand udhulede i isen.  Til dette billede har jeg anvendt et cirkulært fisheye objektiv med et 180° diagonalt synsfelt. På grund af den meget lyse is, kan man også medtage solen i billedet uden alt det omkringliggende brænder total ud.

Det sidste billede er en mere abstrakt afbildning at farver og former i isen. Det er fra et vandfald i indlandsisen, hvor jeg stod i selen og lænede mig godt ud over kanten.

Dyrelivet omkring Ice Camp Eqi

I området omkring Ice Camp Eqi opleve jeg polarræve. De er tynde og lidt pluskede at se på og var mindre end jeg havde regnet med. De var i deres brune sommerdragter, men mange steder kunne man stadig ane lange hvide hår der stak frem.

Polarræve har jeg gerne ville se længe, så jeg nød mødet med disse dyr, og jeg håber også at komme til at opleve dem om vinteren godt kamufleret i deres hvide vinterpels.

Lidt længere oppe i terrænet så jeg også et par sneharer. De skiftevis løb rundt, sloges lidt og satte sig så for at spise. Sneharerne er hvide året rundt, og paradoksalt nok er de større end polarrævene.

Eqi, den kælvende bræ

80 km nord for Ilulissat ligger Eqip Sermia bræen, i daglig tale kaldet Eqi. Eqi er 2-3 km bred og har en ”finger” der stikker et godt stykke ud i fjorden. Bræen er høj og stejl, ca. 100 m høj ved kanten og omkring 300 m høj lidt længere inde. Indlandsisen, der fodrer bræen, er dannet af gammelt sammenpresset sne fuldt af bittesmå luftbobler under højt tryk. Når bræen kælver frigives denne luft, hvilket resulterer i nogle enorme brag. Første gang jeg hørte det, troede jeg det var torden. Jeg tog mig selv i at stirre rundt efter lyn, men jeg opdagede hurtigt, at solen skinnede fra en skyfri himmel.

Sejlturen op til Eqi inkluderer ca. 2 timers observation af bræen på nogle hundrede meters afstand. Her er rig lejlighed til at se kælvninger og nyde tordenskraldende. Her har jeg oploaded en gif animation af en kælvning set fra båden. Gif filen er lavet af 14 billeder som alle er taget håndholdt fra en båd.  Det resulterede i at billederne ikke havde ens opbygning, derfor har jeg auto-aligned-layers i Photoshop, inden jeg lavede gif filen (click på billedet for at se gif animationen).

Der er mulighed for overnatninger i Ice Camp Eqi, en selvforsynende og miljøvenlig eco-camp beliggende med udsyn over bræen. Jeg boede der 2 nætter og kunne sagtens have brugt mindst en dag mere. Der er rigtig mange smukke vandreruter i området, bl.a. en tur langs kysten forbi en lagune og over til morænen. Går man lidt op i terrænet bag Ice Camp Eqi, får man en udsøgt udsigt over bræen hvor man tydeligt kan se ”fingeren” der stikker ud i vandet.

Lang lukketid med håndholdt kamera

Det er ikke altid jeg får slæbt stativ med. På lange og hårde vandreture må jeg være lidt økonomisk med vægten, hvilket medfører at stativet ofte bliver hjemme. På Grønland skete dette en del. Af og til fandt jeg et flot vandfald eller vandløb hvor jeg gerne ville have noget lækkert blødt vand og derfor ærgrede det mig at stativet var blevet hjemme. Jeg begyndte derfor at eksperimentere med at kombinere håndholdt kamera med lang lukketid. Når jeg skriver lang lukketid, mener jeg ikke flere sekunder, men snarere omkring 1/3 – 1/5 sek.  Måske burde overskriften i stedet lyde: forholdsvis lang lukketid med håndholdt kamera, men jeg synes det blev lidt upræcist.

Min teknik går ud på at minimere rystelser i det øjeblik hvor eksponeringen foregår. Det gælder om at holde kameraet så stabilt som muligt med begge hænder, gerne med albuerne støttende i maven. Jeg sætter kameraet til at tage omkring 3 billeder i sekundet og stiller mig så klar og komponerer billeder. Jeg trykker udløseren ned, og holder den nede, og tager en 5-10 billeder. Første og sidste billede hvor udløseren henholdsvis trykkes ned og slippes bliver aldrig gode, da man bevæger sig en anelse idet man ændrer trykket med fingeren. Som regel bliver de fleste af de midterste billeder i serien skarpe.

Med denne teknik kan man opnå relativt blødt vand på et billede. Hvis jeg havde haft et stativ og et ND (neutral density) filter med ville jeg nok have valgt endnu længere lukketider. Men det gælder om at maximere udbyttet med det udstyr man nu engang har til rådighed.

Diskoøen

Diskoøen ligger lidt over 4 timers sejlads  fra Ilulissat. Det er en ø på størrelse med Sjælland, men der er kun én by: Godhavn (Qeqertarsuaq) med ca. 800 indbyggere. Diskoøen er geologisk set ret forskellig fra resten Grønland. Øen er mellem 25 og 65 millioner år gammel, og består mest af basalt bjerge der blev dannet ved vulkansk aktivitet.

Øen byder på mange smukke naturoplevelser, men vejret er også en anelse mere omskifteligt. Kort efter min ankomst til øen, dannede der sig en tæt tåge, som smukt omhyllede isbjergene inden den for alvor lagde sig tungt over øen. Men lige så pludseligt som tågen var kommet,  forsvandt den igen, hvilket gjorde at der pludselig var noget at se ved Udkikken på sydspidsen af øen. De flotte stenformationer tilsat lidt vand med alger, og lidt isbjerge i baggrunden gør alting smukt. Desuden viste et par hvaler deres tilstedeværelse med blåst efterfulgt af dykkende haler.

Dag nummer to bød på en tur op langs Rødeelv op i blæsedalen. Navnet Rødeelv er absolut passende, her ses et billede af elv-daltaet et stykke oppe i dalen. Hvad der ved første øjekast ligner grønne græsarealer er ved nærmere eftersyn en masse små padderokker der nærmest skinner. Padderokker gror i fugtige områder og man opdager hurtigt at alle områder ikke er lige fremkommelige og stier er ikke-eksisterende. Vandrestøvler med Gore-tex membran reddede dagen som ellers ville have budt på adskillige våde sokker.

Der hvor Rødeelv udmunder i havet, farver den vandet rødt. Specielt i eftermiddagssolen bliver de røde farver meget fremtrædende og dette kan yderligere fremhæves ved brug af polarizer filter. Dette syn gøres kun smukkere af isbjergenes tilstedeværelse i baggrunden.

En ting der er værd at vide inden man tager til Diskoøen: Tag et kort med fra fastlandet, på øen findes tilsyneladende ingen og vandreruterne er ikke ligefrem godt markeret.

Hvaler

En af mine første oplevelser med naturfoto var på en hvaltur. Jeg var omkring 14 år og stedet var Canada, omkring Vancouver Island. Jeg så masser af spækhuggere og kom hjem med en hel film fuld af billeder af vand og måske enkelte bittesmå hvalfinner. Dengang havde jeg et gammelt filmkamera med hvad der nok svarer til et 50 mm objektiv uden zoom, og så skal hvalerne virkelig tæt på for at se ud af noget på et billede. Lige siden har jeg glædet mig til at opleve hvaler igen.

I Grønland fik jeg chancen, flere gange faktisk. Jeg havde booket en plads på en hvalsafari, hvor båden først fandt, og derefter gennem 3-4 timer fulgte en pukkelhval. Det var helt fantastisk. Pukkelhvaler kan blive op til 19 meter, og da den kom tæt på båden kunne man virkelig se hvor stort det faktisk er.

Jeg oplevede også pukkelhvaler på en midnatssejlads omkring isbjergene. Solen stod lavt på himlen og farverne var meget smukke. Pludselig dukkede blåst op forude og blev efterfuldt af en smuk hvid hale inden hvalen forsvandt i dybet, for et par minutter senere igen at komme til overfladen. Det er meget spændende at komme tæt på disse kæmper, jeg glæder mig allerede til næste gang, forhåbentlig ikke alt for langt ude i fremtiden.

Det Grønlandske naturinstitut  indsamler information om pukkelhvaler i Diskobugten. De skal bruge fotos af undersiden af halen, som er helt unik for hver enkelt pukkelhval. Jeg indsendte billeder af de to hvaler jeg så på tæt hold, og som tak for hjælpen modtog jeg info om de to hvaler, og om de var set i området før. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Man kan læse mere om projektet her.