Årets tur til Mols

Det er ved at blive en fast tradition med en tur til Molslaboratoriet i løbet af sommermånederne. Molslaboratoriets arealer er et fantastisk sted at gå på opdagelse med et makroobjektiv, da insekter og andre motiver nærmest står i kø foran linsen.

Seksplettet køllesværmer

Årets tur var i midten af juni, og igen i år var jeg af sted med en række andre naturfotografer, som alle gjorde at weekenden blev super hyggelig og udbytterig. Meget af tiden i år brugte jeg på at fotografere myrer (som måske kan ses fra det sidste blogindlæg), men det blev da også til lidt sommerfugle mm.

Isblåfugl

Det var weekenden hvor seksplettet køllesværmer for alvor brød ud af deres kokoner, og hvor blåfuglene dansede på engen og viste deres smukke blå oversider. I modsætning til de meget livlige blåfugle som ikke er meget for at posere i længere tid, var der også en del bredpander, som var anderledes venligt stillet overfor fotografer.

Bredpande

Advertisements

Dugvåde sommerfugle

Under opholdet på Molslaboratoriet var der par gode fototimer tidligt lørdag morgen.  Jeg fandt bl.a. nogle dugvåde sommerfugle der sad og ventede på morgensolens varme. Første billede er af en sortåret hvidvinge (Aporia crataegi). Billedet er taget i noget der minder om modlys, og lyset skinnede smukt igennem de våde vinger.

Sortåret hvidvinge

Det andet billede er af en okkergul pletvinge (Melitaea cinxia). I dette tilfælde var jeg ikke så heldig at de tidlige lysstråler fra solen ramte sommerfuglen. Derfor fandt jeg min lille reflektor frem og fik rettet noget lys på sommerfuglen, og med ét, lyste sommerfuglen billedet op. Sådan en lille reflektor er rigtig smart at have med og i modsætning til det meste andet fotogrej fylder og vejer den nærmest ingenting (den kan pakkes ned i en lomme). Jeg bruger selv en lasolite sunfire/silver 30 cm.

okkergul pletvinge (Melitaea cinxia)

Almindelig hedelibel

Jeg havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 5. Der blev ikke tid til megen morgenmad inden jeg smuttede ud af døren og cyklede ned til Tordalsmosen. Jeg var på udgik efter sovende insekter med dugdråber. Efter at have gået rundt et godt stykke tid og ikke fundet ret meget fik jeg pludselig øje på en guldsmed siddende på et græsstrå. Den sad i et område hvor der var ret tæt med græs, så jeg nærmede mig langsomt og passede på at stativbenene fra kamerastativet ikke rørte ved det græsstrå den sad på.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Som tiden gik og klokken nærmede sig 7 var duggen på gulsmeden nærmest fordampet. Et par minutter efter dette billede blev taget lettede den og fløj ud på dagens jagt. Jeg skal måske lige nævne at guldsmeden er en almindelig hedelibel (Sympetrum vulgatum), og som navnet antyder er den almindelig i Danmark, med forekomst i juli, august, september og oktober.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Det sidste billede her er også en almindelig hedelibel, men billedet er taget en varm eftermiddag. Normalt synes jeg det er svært at komme tæt på guldsmede når de er aktive midt på dagen, men med lidt held og tålmodighed kan det godt lade sig gøre. Hvis man iagttager et individ over et stykke tid, vil man ofte opdage at den kommer tilbage til de samme steder og sætter sig.  Enten kan man stille op forholdsvis tæt på dette sted med kameraet oppe, ellers kan man vente et stykke væk og så nærme sig lidt i ryk med 5-10 sekunders pause imellem rykkene. Pauserne skal til for at se om guldsmeden acceptere én som del af omgivelserne.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

En weekend i Mols Bjerge

Jeg tilbragte sidste weekend på Mols, nærmere betegnet Molslaboratoriet sammen med en række andre fotografer. Området omkring Molslaboratoriet indeholder områder med hede, overdrev, urørt løvskov og græsningsskov og betegnes som en biodiversitets hotspot in Danmark, specielt insekt faunaen er unik. Så denne weekend var vi draget af sted for at fotogarfere nogle af alle de interessante macro motiver som Mols byder på.

Dagene startede tidligt (omkring kl. 5) da det smukke morgen sollys skulle udnyttes til fulde. Tidligt om morgenen er mange insekter stillesiddende indhyllet i dug. Jeg fandt denne larve siddende på en gren indpakket i de smukkeste perledugdråber. Kameraet var sat på stativ, da lyset i de tidligere morgentimer endnu ikke tillader en hurtig nok lukketid til et håndholdt kamera.

Lille vinsværmer (Deilephila porcellus) tilhører familien af aftensværmere, dette eksemplar var formodentlig nyklægget da den sad helt stille og ikke engang havde foldet sine antenner ud. Arten er almindelig i Danmark.

Lille vinsværmer

Sent hen på eftermiddagen begynder sommerfuglene at sætte sig for at hvile sig. Dette giver mulighed for at komme noget tættere på med kameraet. Dette er en violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe) skudt i modlys.

violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe)

Den sidste eftermiddag inden turen gik hjem igen brugte jeg på at fange denne humlebisværmer flyvende idet den suger nektar fra blomsterne. Den minder mest af alt om en kolibri som den står stille i luften med en meget hurtig vinge frekvens. Lukketiden på dette billede er 1/1000 sekund, dette er ikke nok til at fastfryse vingernes bevægelse, men de slørede vinger illustrerer også bevægelsen og dynamikken i billedet.

humlebisværmer

Som jeg skrev dette indlæg gik det op for mig at de billeder jeg havde udvalgt kun viste insekter fra ordenen sommerfugle. Men der var masser af andre spændende dyr på Mols, og fik jeg mit første flåt bid (ikke så sjovt), men efter man har siddet, ligget og rullet rundt på jorden i så lang tid måtte det jo komme før eller siden. Men det var en virkelig god tur til Mols, og området kan anbefales på det varmeste.