Lysekil dykkerweekend

Det var overordentlig varmt at stå på land, tage dykkerudstyr på og gøre sig klar til at hoppe i vandet. Temperaturen var over 25°C, klokken var omkring 14, solen bagte fra en skyfri himmel, og der rørte sig ikke en vind. At iføre sig det ene lag uldundertøj efter det andet og til sidst en tørdragt var ved at bringe mig til kogepunktet. Da jeg endelig lod mig sænke ned i det grønne vand ved Lysekil var det befriende at mærke det kølige vand, og det var først nede på omkring 10 meters dybde og i ca. 12°C vand at jeg endelig følte mig veltilpas efter den kogende varme start oppe på land.

20180714-_MG_3089

Det var fantastisk at se dyrelivet omkring Lysekil igen efter godt fire år pause. Dødningehånd er at finde nærmest alle vegne. Den er utrolig flot, specielt når man kommer tæt på med macroobjektivet. Der er ligeledes et væld af andre søanemoner, nogle hvide og andre røde, orange og gule.

20180714-_MG_3282

20180714-_MG_3048

På det lave vand (i 2-6 meters dybde) gror det grønne ålegræs. Her gemmer sig små og store fisk, et overvældende antal små søstjerner, nøgensnegle og meget mere. Jeg brugte flere gange slutningen af dyk på at nærstuderer livet ålegræsset. Jeg gik først op til overfladen, da der næsten ikke var mere luft tilbage i tanken.

20180714-_MG_3246

Ligeledes er der et imponerende fiskeliv i Lysekil. Ikke alle er lige lette at tage billeder af, da de hurtigt svømmer væk. Men ulken er ofte let at komme på skudhold af, da den for det meste bare bliver liggende, ofte i meget lang tid.

20180714-_MG_3153

Advertisements

Brandmænds limbo

På land allerede inden jeg hoppede i vandet, kunne jeg se suppen af brandmænd i det grønne vand. Jeg stod på kanten af badebroen i fuld dykkerudrustning med 10 kg bly i vesten og en tung 15 liters tank på ryggen. Jeg kunne se mindst 20 brandmænd i og omkring overfladen, og tentaklerne var over det hele. Til sidst gav jeg op og hoppede i.

Brandmand

Selvom brandmænd ikke er så sjove at møde i vandet på en varm sommerdag kun iført badetøj, er der noget fascinerende over dem, når man ligger vægtløs og stabilt i vandet og kan observerer dem på nært hold. Det er utroligt smukt at se hvordan tentaklerne bevæger sig i det rolige vand når brandmændene svømmer rundt.  Tentaklerne danner abstrakte mønstre, og alt imens jeg ville så tæt på brandmændene som muligt for at fotografere, var det en evig kamp for at forsøge og undgå de brandende tentakler,  lidt som at danse limbo med brandmændene. Selvfølgelig kom jeg op fra dykket med det sædvanlige brandemærke over læben, men det er nu en lille pris at betale for at kunne beskue disse fascinerende væsener på nært hold.

Brandmand

Og så lige et sidste billede fra det fantastiske dykkerområde i Gullmarsfjorden, hvor man langsomt svømmer eller svæver langs vægge fyldt med farverige søanemoner, blødkoraller, havsvampe og anden bevoksning, alt imens det intenst grønne vand oplyses af solen ovenfra.

Ormestad