I løbet af de sidste par år er jeg begyndt at tage “makro” billeder med et gammelt manuelt objektiv, en Meyer-Optik Görlitz Lydith 30mm f/3.5. Det er faktisk slet ikke et makro objektiv, men jeg bruger det stort set udelukkende med en 12mm mellemring monteret mellem kamera og objektiv. Mellemringen gør at det kun kan stille skarpt helt tæt på objektiv fronten. Fokus afstanden kan ændres en smule ved at indstille fokus ved nærgrænsen eller uendeligt på objektivet, men med mellemringen er der kun få centimers forskel på hvor fokus lægger. Jeg er blevet ret glad for dette setup, da det giver nogle anderledes baggrunde på billederne. Da det er et 30mm objektiv, hvilket vel teknisk set er at betragte som et vidvinkelsobjektiv, så får man meget mere med af baggrunden med på billederne, og på grund af mellemringen bliver baggrunden meget uskarp og der opstår nogle fine bokeh bobler. Jeg købte Lydith objektivet brugt på Ebay, inden Meyer-Optik Görlitz objektiverne blev relanceret i nye udgaver til 10x prisen, men de kan sikkert stadig findes billigt i de gamle udgaver.

Jeg brugte dette setup, da jeg var ude at fotografere svampe i haven for et par uger siden. Det er nogle relativt store svampe på bilederne, men jeg ved faktisk ikke specifikt hvilke der er tale om. De voksede i området med skvatsvampen, som jeg også beskrev i for et par uger siden, men billederne her er meget anderledes end de forrige billeder. Jeg kan godt lide det perspektiv jeg kan få med Lydith objektivet med mellemring, så jeg har nærmest fast dette setup liggende i min fototaske.
