Årets tur til Mols

Det er ved at blive en fast tradition med en tur til Molslaboratoriet i løbet af sommermånederne. Molslaboratoriets arealer er et fantastisk sted at gå på opdagelse med et makroobjektiv, da insekter og andre motiver nærmest står i kø foran linsen.

Seksplettet køllesværmer

Årets tur var i midten af juni, og igen i år var jeg af sted med en række andre naturfotografer, som alle gjorde at weekenden blev super hyggelig og udbytterig. Meget af tiden i år brugte jeg på at fotografere myrer (som måske kan ses fra det sidste blogindlæg), men det blev da også til lidt sommerfugle mm.

Isblåfugl

Det var weekenden hvor seksplettet køllesværmer for alvor brød ud af deres kokoner, og hvor blåfuglene dansede på engen og viste deres smukke blå oversider. I modsætning til de meget livlige blåfugle som ikke er meget for at posere i længere tid, var der også en del bredpander, som var anderledes venligt stillet overfor fotografer.

Bredpande

Advertisements

Græsspinder

Igen i år var jeg en tur på Mols for at fotografere insekter. Dog var vejret ikke det mest samarbejdsvillige. I det øjeblik jeg ankom begyndte regnen at sile ned, men der var dog nogle gode timer ind imellem. Der var et kort ophold i regnvejret fredag aften lige omkring solnedgang, og hvert øjeblik skulle udnyttes til fulde, så det var bare om at komme ud med kameraet.

Græsspinder, Mols

Jeg fandt denne græsspinder larve (Euthrix potatoria) siddende i det våde græs, med ”pelsen” fuld af regndråber. Det var efterhånden blevet sent og der var ikke meget lys tilbage, så jeg måtte gå på kompromis med dybdeskarpheden, men til gengæld fik jeg en interessant komposition med græs i diagonalen og en omvendt s-kurve i form af græsspinderen.

Græsspinder portræt, Mols

Græsspinderen er en almindelig dansk art. Larven er forholdsvis stor (10 cm) og er let genkendelig med hårudvækster som nærmest ligner horn både i forenden og bagenden. Larven lever på og af  græs, og på engelsk kaldes den ”drinker” fordi den drikker dugdråber fra græsset. Ligeledes fandt jeg en græsspinderlarve lørdag eftermiddag mens støvregnen faldt og bygevejret langsomt  gjorde endnu et indtog på mols. Den var på vej op af et græsstrå og sad perfekt for dette portræt.