Vinterferie

Jeg er næsten lige kommet hjem fra en uges skiferie i Orsa i Sverige, som ligger ca. 700 km nord for Helsingborg. Jeg har været i Orsa mange gange før. Mens jeg var deroppe, gik det op for mig, at det var 10 år siden jeg havde været på skiferie sidst. Dagene blev brugt ude i skisporene på langrendsski, mens jeg fik lidt foto tid omkring solnedgang. Jeg havde en rigtig fin uge i Orsa med alt muligt forskelligt slags vejr, men mere om det senere.

Ved solnedgangs tid tog jeg atter ski eller snesko på, og bevægede mig ud i den dybe sne væk fra skisporene for at fotografere. Jeg foretrækker at have sneskoene på mens jeg fotografere, da de lange ski ofte kom i karambolage med benene på stativet. Men de gange jeg gerne ville et stykke væk fra hytten, valgte jeg nu alligevel skiene, da det er mere bekvemt og hurtigere til transport.

Billederne her viser tre meget forskellige solnedgange. Der er en del tæt nåletræsbevoksning deroppe, men jeg prøvede at finde nogle lokationer hvor der er lidt mere åbent mens jeg fotograferede. De to første billeder er taget forskellige steder ved Rädsjön, som her er fuldstændig dækket af is og sne. Det sidste billede er taget i et myr område tæt ved søen. Jeg har brugt forskellige graduerede filtre mens jeg tog billederne, da himlen generelt var lysere end forgrunden.

Advertisement

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

 

En uge med klister

Tøsne og isede langrandsspor. Løsningen er i dette tilfælde klister-smørelse på skiene. Men klister er lidt af et blandet fornøjelse. Godt nok hjælper det med at stå fast, men nogle gange også for fast, i hvert fald hvis ens primære mål er at stå på ski. Heldigvis for mig tager jeg hovedsageligt ud på ski for at fotografere, og derfor kan jeg godt leve med lidt klumper under skiene.

I uge 9 tilbragte jeg en uge i Sverige på skiferie. Men som resten af denne vinter på Danmarks brede grader, var det også varmt deroppe. Der var masser af sne, op mod en meter, men det var tøvejr og sneen var iset og lidt beskidt at se på. Det blæste kraftigt den første dag, så små grene og andet skidt var at finde i sneen. Trods den lidt kedelige sne gik de første par dage på ski faktisk rigtig godt. Jeg havde perfekte afsæt (uden bagglid) og gled rigtig godt nedad med klisteret på skiene. Eneste problem var da jeg fik sat fingrene i klisteret på vej til og fra skisporene, da jeg var tvunget til at bære skiene fordi vejen var en gruset omgang sjap.

På fjerde dagen skete der noget. Jeg vågnede, og mens jeg stod og tog tøj på, kiggede jeg ud af vinduet fra mit værelse på første sal. Jeg kunne se den nye sne dale ned fra den overskyede himmel, og ligge sig som en hvid dyne på træerne. Landskabet kom igen til at minde om et vintereventyrland dækket i frisk hvid puddersne. Den nyfaldne sne gav dog store problemer på ski. Det var stadig tøvejr, men jeg besluttede at fjerne klisteret fra skiene og prøve med noget almindelig smørelse. Dette resulterede i at jeg absolut ikke kunne stå fast, og omkring en kilometer ude på turen, tog jeg klister tuben frem og smurte igen klister på skiene. Derefter stod jeg rigtig godt fast, faktisk så fast at det var nærmest umuligt at glide, da der samlede sig store sne klumper under skiene. Men vinterlandskabet tog sig godt ud på billeder og jeg nød hvert eneste øjeblik på turen, selv med klister under skiene.

Vinter i Orsa

I uge 5 var jeg en tur i Orsa i Dalarne i Sverige. Det er et sted min familie er kommet igennem de sidste næsten 20 år. Første gang jeg var der, ville jeg så gerne have slalomski. Langrandsstøvler var slet ikke ligeså seje og jeg gad ikke gå op ad bakke, når man kunne nøjes med at køre ned i fuld fart. Men de første par år blev på langrandski med mine forældre og et par år senere fik jeg så endelig lov til at stå på slalomski og senere snowboard.

Men i løbet af de sidste år har jeg dog følt mig mere og mere draget af langrandsturene igen. I år, da jeg primært tog af sted for at fotografere det smukke vinterlandskab var langrandskiene ideelle. Jeg tog fototasken på ryggen på nærmest alle skiture.

De første par dage var det skyet fra morgen til aften. Disse dage brugte jeg på lidt eksperimenter med alternative motiver. Et af resultaterne kan ses her, hvor jeg med et fisheye objektiv har peget kameraet op mod trætoppene og fanget et noget anderledes mønster af grene. Senere på ugen kom der lidt hul i skyerne og de flotte farver begyndte at være mere fremtrædende.

Det har før været koldt i Dalarne om vinteren, men i år har for mit vedkommende overgået alle tidligere år. Det var omkring -10°C da jeg ankom, men så faldt temperaturen ellers støt i løbet af ugen. Den sidste morgen stod termometeret på -27°C da jeg tog ud ved solopgang. Det var bidende koldt i kinderne da jeg bevægede mig ud over den frosne sø i morgenlyset. Jeg mødte ingen andre mennesker (måske klogt nok at holde sig inde når det er så koldt), men til gengæld var jeg også ene om at nyde denne meget smukke morgen.

Da jeg kom tilbage til hytten havde jeg tomatrøde kinder, som jeg også altid fik som barn, så måske er der slet ikke så meget der har ændret sig siden de første år på langrandski (lige bortset fra kamera udstyret).