Tvillingesøerne ved Sete Cidades

I den vestlige ende af Sao Miguel finder man tvillingesøerne ved Sete Cidades. Den store er azur blå og hedder Lagoa Azul, mens den grønne er noget mindre og hedder Lagoa Verde (det betyder grøn på portugisisk). Ifølge legenden blev de to søer skabt, da en prinsesse og hendes elsker, en ung hyrde, ikke kunne få hinanden. Under afskeden strømmede tårerne, den blå sø blev dannet af den blåøjede prinsessens tåre, mens den grønne sø blev skabt fra den grønøjede hyrdens tåre. Prinsessen græd mest, og derfor er den blå sø størst.

En lidt mere videnskabelig forklaring på søernes farveforskel er, at den blå sø er stor nok til at kunne reflekterer himlen, mens den grønne sø reflekterer det omkringliggende grønne landskab.

Advertisement

Salto do Prego vandfaldet

Fra Faial da Terra snor der sig en smal og til tider lidt stejl sti ind til Salto do Prego vandfaldet. Salto do Prego ligger i en smuk lagune, hvor vandet buldrer ned i en lille smaragdgrøn sø. Ældgamle træer med krogede grene omslutter lagunen, mens mos og bregner gror på sten og klipper langs vandfaldet. Grene og stængler fra den omkringliggende vegetation strækker sig ned mod vandet, mens de kæmper om lyset der finder vej ned i lagunen. Fra den lille grønne sø fortsætter vandet i et par meget små vandfald videre ned af floden.

Ponta da Ferraria

Ponta da Ferraria er Sao Miguels vestligste punkt. Her skvulper bølgerne ind over de rå lava klipper og danner små vandfald, mens de turkise, blå og grønne nuancer mætter farvereceptorerne i ens øjne. Stedet er også udspring for en varm kilde der opvarmer badevandet til omkring 28 °C.

Endelig

I november sidste år fik jeg en datter, og derfor er det ikke blevet til mange naturfotos det sidste stykke tid. Men det blev der lavet om på, da vores lille familie drog til Azorerne på sommerferie.

Vi startede turen i Mosteiros, en lille by på vestkysten af São Miguel. Byen ligger helt ned til vandet og har en smuk lavastens kyststrækning, hvorfra der er udsigt til Munken og Nonnen, et par store klippeblokke der ligger 200-300 meter fra kysten.

Efter sengetid (for den lille pige) fik jeg ”fri” et par aftener hvor jeg gik ned og fotograferede i solnedgangen. Det var skønt at være ude og opleve lyset og stemningen mens solens sidste lys oplyste og farvede horisonten, og bølgerne slog mod de sorte ru lavasten.