Over nytår var jeg en tur i Nordsverige, nærmere bestemt Abisko, ca. 200 km nord for polar cirklen. Det har længe været et sted jeg ønskede at besøge, så da lejligheden bød sig, var jeg ikke sen til at bestille flybilletter og et værelse på fjeldstationen i Abisko. I slutningen af december og begyndelsen af januar er det noget nær den mørkeste tid på året og solen stod ikke op i løbet af de otte dage jeg tilbragte i der. Der var, hvad der minder om dagslys i godt fire til fem timer om dagen, men det snedækkede landskab fik det hele til at virke lysere.
Abisko byder på fantastisk natur og det arktiske lys er nærmest eventyragtigt selvom solen ikke står op. Jeg brugte alle de ”lyse” timer på at fotografere og faktisk også mange af de mørke. Med min fotorygsæk på ryggen og snesko på fødderne gik jeg på opdagelse i terrænet. Ud over næsten dagslys byder vintertiden i Abisko også på nordlys. Det var noget jeg virkelig havde glædet mig til at gense.