En stille vinteraften ved Tisvildeleje strand

Jeg besluttede det var på tide at komme ud med kameraet igen, så jeg pakkede tasken og kørte til Tisvildeleje strand ved solnedgangstid. Da jeg ankom på parkeringspladsen var der stadig en del biler, men sikkert ingenting i forhold til en travl sommerdag. Nogle børnefamilier legede på stranden, og et par hundeluftere gik langs vandkanten. Det var koldt, og jeg havde godt med tøj på, både dunjakken og de gamle skibukser var kommet frem fra skabet.

Jeg kunne med det samme se at det var meget lavvandet. Et par sandbanker som plejer at være under vandet, var nu blevet til små øer et par meter fra strandkanten. Øerne udgjorde fine forgrundsmotiver til billederne, så jeg brugte det meste af aftenen ved dissse. Bølger var der ikke meget af, men små bølgeskvulp kom ind og ramte ydersiden af øerne og den stenede strand langs kysten. Jeg nød at lytte vandet. Det er næsten hypnotiserende, og jeg fik få følelsen af at komme helt væk fra en travl hverdag, som jeg gik på stranden og tog billeder.

Det blev ikke en solnedgang med mange farver. I den ene retning var der nærmest skyfrit, mens der i den anden retning lå et ret tykt lang skyer. Men et kort stykke tid kom solstrålerne til syne, og ramte vandet ude ved horisonten. Horisonten blev orange og et lyserødt skær oplyste havet. Efter solen var gået ned blev horisonten ved at være svagt orange i lang tid, men til sidst forsvandt dette også. Jeg gik tilbage til bilen og kørte hjem.

Naturens kunstværker på stranden

Tidevandet havde dannet små vandløb på stranden, som nu igen løb ud mod havet. Strømmen i vandet legede kunstner og dannede smukke mønstre i sandet, mens krusningerne på vandoverfladen fangede solens lys.

Lidt længere nede af stranden var endnu en lille tidevandsbæk på vej ud i havet. De sidste stråler fra solen oplyste vandet og sandet i orange nuancer, mens skyggerne nærmest blev violette.

Jeg nyder virkelig at gå på stranden og se på alle de kunstværker, som naturens kræfter skaber. Jeg må snart afsted igen.

Flammafallet

På skiltet stod der Flammafallet til højre, men Google Maps mente jeg skulle fortsætte lidt længere før jeg skulle til højre. Jeg valgte at følge skiltet, så jeg drejede til højre ned af den smalle grusvej. Cirka 500 meter længere fremme endte vejen og jeg parkerede bilen. Jeg var den eneste på parkeringspladsen denne stille aften midt mellem alle de høje træer. Jeg tog min fototaske og stativet ud af bilen og gik de sidste 500 meter ned til Flammafallet. Solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og det gjorde den sådan set stadigvæk, men efterhånden nærmede den orange sol sig trætoppene oppe over vandfaldet. Jeg gik undersøgende rundt med kameraet mens forskellige insekter svirrede rundt om mig.

20180727-_MG_5704

Flammafaldet i det sydlige Sverige (nærmere bestemt Halland) består af en række små fald, der i alt har et fald på omkring fem meter. Vandet flyder ud over stenene mange forskellige steder, og der dannes større og mindre hvirvler diverse steder.

20180727-_MG_5762

Lyden af det brusende vand tordnede på mine trommehinder, men det var stadig som at gå rundt i total stilhed. Alle hverdagens lyde var pist væk, og jeg følte mig fuldstændigt tilstede i nuet kun omgivet af de store grønne træer og det brusende vand. Det er sådanne steder og oplevelser der kan få hverdagens tankemylder til at forsvinde og få mig til at slappe helt af.

Death Valley

Death Valley har verdensrekorden for højeste målte lufttemperatur ved jordens overflade. Selvom jeg besøgte stedet om foråret og temperaturen ikke var i nærheden af 56.7°C som rekorden lyder på, var de omkring 36°C stadig meget varmt. Solen bagte det meste af dagen ned fra en skyfri himmel, og det føltes som om jeg blev stegt ligeså snart jeg bevægede mig ud fra de mere behagelige skyggefulde områder.

Zabriskie Point sunset

Men trodser man de høje temperaturer (eller besøger stedet om vinteren) byder Death Valley på nogle utroligt smukke og fotogene landskaber. Udsigten over de farvede klippeformationer ved Zabriskie Point var et af højdepunkterne og det eneste sted jeg fik besøgt i solnedgangslys.

Zabriskie Point

Zabriskie Point blue hour

Joshua Tree National Park

I april og maj boede jeg 3 uger i en autocamper og kørte rundt forskellige steder på den amerikanske vestkyst. Jeg startede i Joshua Tree National Park i det sydlige Californien. Det blæste kraftigt de dage jeg var der, så selvom det var i ørkenen og måske burde være varmt på denne tid af året, måtte jeg gå rundt med hue og skaljakke for at holde varmen.

Cholla Cactus Garden sunset

Joshua Tree National Park er som navnet angiver kendt for sine mange joshua træer. Men der er meget mere at komme efter. Eventyragtige klippeformationer kan udforskes, og der gror et væld af andre planter i dette ørkenområde. Et helt fantastisk sted var Cholla Cactus Garden, hvor en meget tæt population a cholla kaktus gror. Jeg var så heldig at være der en smuk aften hvor billederne her er fra.

Cholla Cactus Garden sunset

Jeg havde to dage i Joshua Tree National Park, men dette var slet ikke nok. Jeg vil minimum anbefale en dag mere. Hvis jeg en dag kommer tilbage til dette eventyrlige sted kunne jeg godt bruge meget mere tid.

Endelig

I november sidste år fik jeg en datter, og derfor er det ikke blevet til mange naturfotos det sidste stykke tid. Men det blev der lavet om på, da vores lille familie drog til Azorerne på sommerferie.

Mosteiros sea stacks

Vi startede turen i Mosteiros, en lille by på vestkysten af São Miguel. Byen ligger helt ned til vandet og har en smuk lavastens kyststrækning, hvorfra der er udsigt til Munken og Nonnen, et par store klippeblokke der ligger 200-300 meter fra kysten.

Mosteiros sea stacks

Efter sengetid (for den lille pige) fik jeg ”fri” et par aftener hvor jeg gik ned og fotograferede i solnedgangen. Det var skønt at være ude og opleve lyset og stemningen mens solens sidste lys oplyste og farvede horisonten, og bølgerne slog mod de sorte ru lavasten.

Gøgeurt

Igen i år har der været mange Gøgeurter ved Gentofte sø. De fleste var at finde ved den østlige bred godt nede i græsset bagved sivrækken. Men denne ensomme plante stod på en lille top med udsigt over søen. Genskind fra den nedadgående sol indhyllede den i orange og gult, mens myggene dansede i skumringen.

Gøgeurt

En solnedgang udvikler sig ved Hovs Hallar

Næste stop på turen rundt i Skåne var Hovs Hallar på Bjärehalvön. Dette er et natur reservat bestående af forvitret klippekyst som gennem tusindvis af år er blevet påvirket af havets rå kræfter. Jeg brugte det mest af en dag nede på den stenede strand blandt klipperne, og fandt hvad jeg synes ville være det bedste komposition til solnedgangen. Den nedenstående billedserie viser hvordan solnedgangen udviklede på en aften. Det sidste sort/hvid billede er taget efter solen var gået ned.

Hovs Hallar solnedgang 20140418-_MG_4780 20140418-_MG_4868

Bodils eftermæle på Kullen

Vinden havde blæst kraftigt i to dage mens Bodil hærgede Danmark. Det havde sneet en smule mellem fredag og lørdag nat, men vejrudsigten så lovende ud for resten af lørdagen. Jeg besluttede at køre et smut over broen og bruge dagen ved Kullens klippekyst.

Klippekyst, Kullen

Det blæste stadig kraftigt da jeg ankom til Kullen. Jeg gik ned på den stenede strand, hvor to meter store bølger konstant rullede ind til kysten og gjorde luften fugtig af saltvandsprøjt. Vindpust blæste hvidt bølgeskum rundt, og det var nærmest som om det stadig sneede.

20131207-_MG_9953

Det blev en smuk farverig solnedgang, om end lidt krævende som fotograf da jeg hele tiden skulle passe på ikke at blive overmandet af bølger, og jeg måtte konstant tørre frontlinsen og filtre pga. saltstænkene.

Weekend på Kullen #2

Jeg var så begejstret for årets første  tur til Kullen, at jeg valgte at bruge en weekend mere på at fotografere dette fantastiske naturområde. Teltpladsens føltes som et andet hjem da jeg ankom for anden uge i træk og slog mit telt op på samme sted. Maden bestod igen af chili con carne til aftensmad og havregrød til morgenmad, og jeg besøgte igen den samme strand, men her slutter ligheden.

Klippekyst, Kullaberg

Vejret var meget anderledes og næsten for godt, dvs. der var en nærmest skyfri himmel og den dramatiske kraftige blæst var forsvundet. Men Kattegat havde ikke helt glemt blæsevejret for en uges tid siden. En kontinuerligstrøm af mindre bølger ramte stenkysten og gjorde det muligt at opnå den bløde vand blandt strandens sten på det andet foto. Manglen på skyer gjorde også at der ikke var det store farvelysshow, men midt i den blå time efter solnedgang viste der sig en svagt lyserød farve over horisonten. Denne farve gav den perfekte kontrast til de ellers blå omgivelser.

Klippekyst, Kullaberg

Jeg håber dette kan illustrerer at man sagtens kan vende tilbage til de samme steder igen og igen og opnå meget forskellige resultater. Jeg glæder mig allerede meget til at vende tilbage til Kullens skønne klippekyst (om end denne gang går der nok noget længere end en uge, da de næste mange weekender er booket med andre ting).