Impressionistisk efterårsskov

For et stykke tid siden fik jeg et 85mm f/1.2 objektivt. Dette er ikke umiddelbart et objektivt, der bliver brugt meget til naturfoto, men på en lille tur til Sverige i efteråret tog jeg det med for at udforske verden gennem netop dette objektiv. (Det skal lige nævnes at 85mm f/1.2 aboslut ikke er noget makroobjektiv, det tætteste det vil fokusere er omkring en meter fra motivet. ) Til de første par skud irriterede det mig lidt at jeg ikke kunne fokusere så tæt på som jeg gerne ville, men så begyndte jeg at flytte fokus meget længere bagud for ikke at have forgrundselementerne i fokus. Så opstod der nogle mere interessante og måske lidt impressionistiske kompositioner. Jeg legede også lidt med forskellig dybdeskarpheder, men jeg synes bedst om resultatet ved f/1.2, hvor skarphedsplanet er ultra tyndt.

20161018-_mg_2295

Advertisements

Snorkling ved Kullen

Sidste stop på påsketuren blev Kullen, som jeg efterhånden har besøgt mange gange. For at prøve noget nyt dette forår, besluttede jeg mig for at hoppe i vandet og studerer Kullens klippekyst under vandet. Temperaturen på land sneg sig op på 15°C, men vandet var stadig koldt, 5-7°C vil jeg tro, så jeg iførte mig lag på lag af varmt tøj og yderst min tørdragt samt, finner, maske og snorkel, og så gik jeg i vandet.

Splitshot af Kullens klippekyst

Det er en fantastisk følelse at stikke hovedet ned i vandet og opleve det liv som normalt går uset hen. Hvad der oppe på land ligner nøgne og golde klipper har bevoksninger af utallige tangplanter, som langsomt vugger i takt med vandets bevægelser. Et utal af små fisk, snegle og krebsdyr svømmer rundt i tangen, og alle farverne og livet er i stor kontrast til hvad man ser på land.

Kullens klippekyst

En solnedgang udvikler sig ved Hovs Hallar

Næste stop på turen rundt i Skåne var Hovs Hallar på Bjärehalvön. Dette er et natur reservat bestående af forvitret klippekyst som gennem tusindvis af år er blevet påvirket af havets rå kræfter. Jeg brugte det mest af en dag nede på den stenede strand blandt klipperne, og fandt hvad jeg synes ville være det bedste komposition til solnedgangen. Den nedenstående billedserie viser hvordan solnedgangen udviklede på en aften. Det sidste sort/hvid billede er taget efter solen var gået ned.

Hovs Hallar solnedgang 20140418-_MG_4780 20140418-_MG_4868

Söderåsen

Påskedagene brugte jeg på en tur rundt i Skåne, et sandt mekka for naturfotografer. Starten blev i Söderåsen National Park, et klippeområde med udbredt bøgeskov ca. 30 kilometer øst for Helsingborg. Noget af det mest spektakulære ved Söderåsen er en flere kilometer lang kløft. På begge sidder af kløften tårner bøgeskov og klippevægge sig op. Flere steder langs kløften findes stenskred, som i nogle tilfælde har trukket et par træer med sig ned. I bunden af kløften løber Skärån. De mosbelagte træstammer nær åen, samt lyden af det rislende vand for det hele til at virke eventyragtigt.

Skärån, Söderåsen

I midten af april fremstod træerne stadig nøgne da bøgeskoven endnu ikke var sprunget ud. Havde det ikke været for anemoner og andre planter i skovbunden, havde det hele stadig lignet efterår en smule, da skovbunden mange steder var dækket ad sidste år nedfalde røde, brune og orange blade.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Abstrakt i hvidt

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

Træer i tåge

 

En uge med klister

Tøsne og isede langrandsspor. Løsningen er i dette tilfælde klister-smørelse på skiene. Men klister er lidt af et blandet fornøjelse. Godt nok hjælper det med at stå fast, men nogle gange også for fast, i hvert fald hvis ens primære mål er at stå på ski. Heldigvis for mig tager jeg hovedsageligt ud på ski for at fotografere, og derfor kan jeg godt leve med lidt klumper under skiene.

Snelandskab, Sverige

I uge 9 tilbragte jeg en uge i Sverige på skiferie. Men som resten af denne vinter på Danmarks brede grader, var det også varmt deroppe. Der var masser af sne, op mod en meter, men det var tøvejr og sneen var iset og lidt beskidt at se på. Det blæste kraftigt den første dag, så små grene og andet skidt var at finde i sneen. Trods den lidt kedelige sne gik de første par dage på ski faktisk rigtig godt. Jeg havde perfekte afsæt (uden bagglid) og gled rigtig godt nedad med klisteret på skiene. Eneste problem var da jeg fik sat fingrene i klisteret på vej til og fra skisporene, da jeg var tvunget til at bære skiene fordi vejen var en gruset omgang sjap.

Snelandskab, Sverige

På fjerde dagen skete der noget. Jeg vågnede, og mens jeg stod og tog tøj på, kiggede jeg ud af vinduet fra mit værelse på første sal. Jeg kunne se den nye sne dale ned fra den overskyede himmel, og ligge sig som en hvid dyne på træerne. Landskabet kom igen til at minde om et vintereventyrland dækket i frisk hvid puddersne. Den nyfaldne sne gav dog store problemer på ski. Det var stadig tøvejr, men jeg besluttede at fjerne klisteret fra skiene og prøve med noget almindelig smørelse. Dette resulterede i at jeg absolut ikke kunne stå fast, og omkring en kilometer ude på turen, tog jeg klister tuben frem og smurte igen klister på skiene. Derefter stod jeg rigtig godt fast, faktisk så fast at det var nærmest umuligt at glide, da der samlede sig store sne klumper under skiene. Men vinterlandskabet tog sig godt ud på billeder og jeg nød hvert eneste øjeblik på turen, selv med klister under skiene.