Ikke helt efterår

For snart to uger siden var jeg i det sydlige Sverige en weekend. Jeg fik et par timer ved den lokale å med kameraet. Vejret var perfekt. Overskyet og en smule dryp i luften. Vandstanden i åen var høj, og vandet strømmede hurtigt rundt i s-kurverne og forbi større og mindre sten. Bladene på træerne var mest stadig grønne, men enkelte træer og buske var begyndt at blive gule, orange og røde. Dette billede fra turen er det jeg selv bedst kunne lide, men efterårsfarverne er udeblevet her. Men der er heldigvis stadig mulighed for at fotografere de smukke farver endnu i år.

Ved åen

Flammafallet, den anden side

Flammafallet er et fint vandfald i det sydlige Sverige. Hvis man følger skiltet ned til den officielle parkeringsplads og derefter stien ned til vandfaldet, kommer man ned til en fint udsigt over vandfaldet. Der er bare et problem. I et træ lige over på den anden side hænger der et skilt med fiskeri forbudt, placeret rigtig dårligt for fotografer. Dette skilt er nemlig kommet med på rigtig mange af mine billeder, hvilket jeg ikke er glad for. Så jeg satte mig for at finde den anden side af Flammafallet, hvor netop skiltet sidder i et træ, så jeg kunne undgå det på billederne.

Når jeg tidligere har kørt til Flammafallet, har jeg lagt mærke til, at google maps med mål Flammafallet, viser Flammafallet et lidt andet sted end den officielle parkeringsplads. Så jeg besluttede mig for at prøve at følge google maps i håb om det ville føre til den anden side. Jeg kom kørende fra nord, kørte så forbi skiltet der pegede til højre for at komme til Flammafallet, og fortsatte et par hundrede meter længere af vejen. Så drejede jeg ind til højre af en lille sidevej som google foreslog. Det lignede umiddelbart et beboelsens område ellers en indkørsel, men vejen endte ikke umiddelbart blindt, så jeg fortsatte et par hundrede meter længere frem. Her kom jeg så op til en gammel træbro, hvor jeg ikke kunne køre videre. Broen var nemlig spærret på modsatte side. Jeg parkerede bilen lige inden broen og fortsatte til fods. En sti eller lille vej førte videre, til hvad der lignede et sommerhusområde. Derefter kom jeg til en lille samling af større huse, hvor der stod Älgjagt på det ene. En sti førte op til højre for dette hus og videre ind i skoven. Jeg forsatte op af stien, og efter, 100-200 meter vil jeg tro, drejede en mindre sti ind til højre. Jeg drejede ind af denne smalle sti, og lagde mærke til alle blåbærbuskene på hver side af stien. Jeg tog en lille smagsprøve og fortsatte. Efter et kort stykke på stien begyndte jeg at kunne høre brusende vand, så jeg tænkte, at jeg var på rette spor. Inden længe kom jeg helt ned til Flammafallet, hvor jeg nu befandt mig på det ønskede sted, på samme side som skiltet. Her kunne jeg fotografere den anden vej og helt undgå fiskeri forbudt i billederne.

Sommerweekend ved Gullmarsfjorden

I slutningen af juli tilbragte jeg en meget varm weekend ved Gullmarsfjorden, hvor hovedparten af tiden blev brugt under vandet. Det var hedt oven vande, og nærmest helt forfærdeligt at stå og iføre sig flere lag uldundertøj og dernæst en tørdragt. Det var det sidste jeg gjorde inden jeg gik i vandet, men alligevel havde jeg sved løbende ned i mine øjne lige inden jeg dykkede ned under vandet. Temperaturen i vandet var meget mere behagelig, og faldt ned til en 13-15 °C under springlaget.

20190728-_MG_7153

Sigten var fin, en 6-8 meter vil jeg tro, og der var masser af forskellige ting at se på lige så snart man dykker ned. Store taskekrabber og hummere sad mellem stenene, fladfisk lå på sandbunden, hvor også massevis af eremitkrebs løb rundt, og enkelte torsk så jeg da også.

20190727-_MG_7017

Jeg elsker at ligge i ålegrasset på 3-6 meters dybde og kigge på alle de forskellige ting der bor der. Der er et utal af forskellige fisk, bittesmå søstjerner, søanemoner, nøgensnegle og en masse andet. Jeg kunne bruge et helt dyk eller mere og bare ligge og kigge på dette, men når der ikke er andre undervandsfotografer med på turen er en sådan dyk lidt svært at sælge, så det blev kun til omkring 10-15 minutter vil jeg tro.

20190726-_MG_6911

Gullmarn er desuden kendt for nogle fantastiske vægdyk, hvor væggene blandt andet er tæt bevokset af søpunge, dødningehånd, små såanemoner, og nogle lidt større søanemoner. Det er helt fantastisk, og jeg bliver lige overvældet af synet, hver gang jeg ser det.

20190728-_MG_7097

Som jeg nok har nævnt tidligere er jeg stor fan af cnidarier, nok bedre kendt som gobler og polybdyr, så billederne i dette indlæg er forskellige polybdyr alle fra dykkene i Gullmarsfjorden.

Lysekil dykkerweekend

Det var overordentlig varmt at stå på land, tage dykkerudstyr på og gøre sig klar til at hoppe i vandet. Temperaturen var over 25°C, klokken var omkring 14, solen bagte fra en skyfri himmel, og der rørte sig ikke en vind. At iføre sig det ene lag uldundertøj efter det andet og til sidst en tørdragt var ved at bringe mig til kogepunktet. Da jeg endelig lod mig sænke ned i det grønne vand ved Lysekil var det befriende at mærke det kølige vand, og det var først nede på omkring 10 meters dybde og i ca. 12°C vand at jeg endelig følte mig veltilpas efter den kogende varme start oppe på land.

20180714-_MG_3089

Det var fantastisk at se dyrelivet omkring Lysekil igen efter godt fire år pause. Dødningehånd er at finde nærmest alle vegne. Den er utrolig flot, specielt når man kommer tæt på med macroobjektivet. Der er ligeledes et væld af andre søanemoner, nogle hvide og andre røde, orange og gule.

20180714-_MG_3282

20180714-_MG_3048

På det lave vand (i 2-6 meters dybde) gror det grønne ålegræs. Her gemmer sig små og store fisk, et overvældende antal små søstjerner, nøgensnegle og meget mere. Jeg brugte flere gange slutningen af dyk på at nærstuderer livet ålegræsset. Jeg gik først op til overfladen, da der næsten ikke var mere luft tilbage i tanken.

20180714-_MG_3246

Ligeledes er der et imponerende fiskeliv i Lysekil. Ikke alle er lige lette at tage billeder af, da de hurtigt svømmer væk. Men ulken er ofte let at komme på skudhold af, da den for det meste bare bliver liggende, ofte i meget lang tid.

20180714-_MG_3153

Impressionistisk efterårsskov

For et stykke tid siden fik jeg et 85mm f/1.2 objektivt. Dette er ikke umiddelbart et objektivt, der bliver brugt meget til naturfoto, men på en lille tur til Sverige i efteråret tog jeg det med for at udforske verden gennem netop dette objektiv. (Det skal lige nævnes at 85mm f/1.2 aboslut ikke er noget makroobjektiv, det tætteste det vil fokusere er omkring en meter fra motivet. ) Til de første par skud irriterede det mig lidt at jeg ikke kunne fokusere så tæt på som jeg gerne ville, men så begyndte jeg at flytte fokus meget længere bagud for ikke at have forgrundselementerne i fokus. Så opstod der nogle mere interessante og måske lidt impressionistiske kompositioner. Jeg legede også lidt med forskellig dybdeskarpheder, men jeg synes bedst om resultatet ved f/1.2, hvor skarphedsplanet er ultra tyndt.

20161018-_mg_2295

Snorkling ved Kullen

Sidste stop på påsketuren blev Kullen, som jeg efterhånden har besøgt mange gange. For at prøve noget nyt dette forår, besluttede jeg mig for at hoppe i vandet og studerer Kullens klippekyst under vandet. Temperaturen på land sneg sig op på 15°C, men vandet var stadig koldt, 5-7°C vil jeg tro, så jeg iførte mig lag på lag af varmt tøj og yderst min tørdragt samt, finner, maske og snorkel, og så gik jeg i vandet.

Splitshot af Kullens klippekyst

Det er en fantastisk følelse at stikke hovedet ned i vandet og opleve det liv som normalt går uset hen. Hvad der oppe på land ligner nøgne og golde klipper har bevoksninger af utallige tangplanter, som langsomt vugger i takt med vandets bevægelser. Et utal af små fisk, snegle og krebsdyr svømmer rundt i tangen, og alle farverne og livet er i stor kontrast til hvad man ser på land.

Kullens klippekyst

En solnedgang udvikler sig ved Hovs Hallar

Næste stop på turen rundt i Skåne var Hovs Hallar på Bjärehalvön. Dette er et natur reservat bestående af forvitret klippekyst som gennem tusindvis af år er blevet påvirket af havets rå kræfter. Jeg brugte det mest af en dag nede på den stenede strand blandt klipperne, og fandt hvad jeg synes ville være det bedste komposition til solnedgangen. Den nedenstående billedserie viser hvordan solnedgangen udviklede på en aften. Det sidste sort/hvid billede er taget efter solen var gået ned.

Hovs Hallar solnedgang 20140418-_MG_4780 20140418-_MG_4868

Söderåsen

Påskedagene brugte jeg på en tur rundt i Skåne, et sandt mekka for naturfotografer. Starten blev i Söderåsen National Park, et klippeområde med udbredt bøgeskov ca. 30 kilometer øst for Helsingborg. Noget af det mest spektakulære ved Söderåsen er en flere kilometer lang kløft. På begge sidder af kløften tårner bøgeskov og klippevægge sig op. Flere steder langs kløften findes stenskred, som i nogle tilfælde har trukket et par træer med sig ned. I bunden af kløften løber Skärån. De mosbelagte træstammer nær åen, samt lyden af det rislende vand for det hele til at virke eventyragtigt.

Skärån, Söderåsen

I midten af april fremstod træerne stadig nøgne da bøgeskoven endnu ikke var sprunget ud. Havde det ikke været for anemoner og andre planter i skovbunden, havde det hele stadig lignet efterår en smule, da skovbunden mange steder var dækket ad sidste år nedfalde røde, brune og orange blade.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Abstrakt i hvidt

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

Træer i tåge