En uge med klister

Tøsne og isede langrandsspor. Løsningen er i dette tilfælde klister-smørelse på skiene. Men klister er lidt af et blandet fornøjelse. Godt nok hjælper det med at stå fast, men nogle gange også for fast, i hvert fald hvis ens primære mål er at stå på ski. Heldigvis for mig tager jeg hovedsageligt ud på ski for at fotografere, og derfor kan jeg godt leve med lidt klumper under skiene.

Snelandskab, Sverige

I uge 9 tilbragte jeg en uge i Sverige på skiferie. Men som resten af denne vinter på Danmarks brede grader, var det også varmt deroppe. Der var masser af sne, op mod en meter, men det var tøvejr og sneen var iset og lidt beskidt at se på. Det blæste kraftigt den første dag, så små grene og andet skidt var at finde i sneen. Trods den lidt kedelige sne gik de første par dage på ski faktisk rigtig godt. Jeg havde perfekte afsæt (uden bagglid) og gled rigtig godt nedad med klisteret på skiene. Eneste problem var da jeg fik sat fingrene i klisteret på vej til og fra skisporene, da jeg var tvunget til at bære skiene fordi vejen var en gruset omgang sjap.

Snelandskab, Sverige

På fjerde dagen skete der noget. Jeg vågnede, og mens jeg stod og tog tøj på, kiggede jeg ud af vinduet fra mit værelse på første sal. Jeg kunne se den nye sne dale ned fra den overskyede himmel, og ligge sig som en hvid dyne på træerne. Landskabet kom igen til at minde om et vintereventyrland dækket i frisk hvid puddersne. Den nyfaldne sne gav dog store problemer på ski. Det var stadig tøvejr, men jeg besluttede at fjerne klisteret fra skiene og prøve med noget almindelig smørelse. Dette resulterede i at jeg absolut ikke kunne stå fast, og omkring en kilometer ude på turen, tog jeg klister tuben frem og smurte igen klister på skiene. Derefter stod jeg rigtig godt fast, faktisk så fast at det var nærmest umuligt at glide, da der samlede sig store sne klumper under skiene. Men vinterlandskabet tog sig godt ud på billeder og jeg nød hvert eneste øjeblik på turen, selv med klister under skiene.

Advertisements

Isformationer

Det er næsten umuligt at beskrive hvad naturen kan skabe af fantaske former når vand og is mødes. Formationer i alle tænkelige former møder øjet og fantasien har frit spil til at fortolke og danne billeder. Her er et par eksempler på hvad jeg så i Abisko.

Is-hvirvelstrøm

En hvirvelstrøm af isklumper der langsomt flød rundt og rundt i et lille åbent område forneden af et vandfald.

Ishule

En ca. 10 meter dyb ishule med is-stalaktitter hængende ned fra hulens loft.

Isbølge

En bølge af is hvor små buttede isklumper gjorde det ud for skumsprøjt.

Elge på Kungsleden

Det er ikke kun mennesker der færdes på Kungsleden. Det var min sidste dag i Abisko, og jeg havde godt hørt andre fortælle om elge, men indtil denne dag havde jeg ikke selv set dem. Jeg havde set spor i sneen og efterladenskaber i form af store spejderhagl. Som jeg kom gående på Kungsleden så jeg først én elg, som hurtigt løb væk. Jeg stoppede og fik kameraet frem og bandene lidt over at jeg havde ladt telen blive hjemme i Danmark. Jeg gik et par skridt videre, og pludselig var der en elg mere, den fulgte nu efter den første og forsvandt også. Jeg fulgte stien op af en lille bakke, og lidt længere fremme kunne jeg nu se tre elge blandt de lave birketræer. Den mindste, en kalv tror jeg, var lidt bange af sig og løb igen hurtigt væk. Men de to andre elge blev stående på stien og spiste videre af birketræsskuddene. Når de spiser, strækker de nakken opefter og bruger mulen til at vinkle om de tynde grene og trækker dem så ned og gumler lidt videre inden de igen rækker op efter en ny mundfuld.

Elg i sort hvid

Efter jeg havde brugt lidt tid på at fotografere elgene ville jeg egentlig gerne videre på stien. Jeg stod godt 20-30 meter fra den største elg, og begyndte langsomt at gå hen mod den. Elgen kiggede på mig og gik så nogle skridt tættere på mig, og begyndte igen at spise de nøgne kviste. Mit hjerte hamrede, for jeg turde ikke fortsætte tættere på elgen, det er nogle meget store dyr. Jeg stod lidt og overvejede mulighederne, og endte med at spænde sneskoene på støvlerne og gå en stor bue uden om elgen, før jeg igen var tilbage på Kungsleden.

Elg på Kungsleden

Jeg kan faktisk godt forstå at elgene vælger at gå på den sne-trampede sti. Elge er nogle ordentlige krabater på op mod 500 kg. Deres hove er ikke vild store, så elgene synker i den dybe sne, hovhuller på 50-80 cm er ikke unormalt (hvis der er så meget sne). Går de derimod på stien synker de måske kun 10 cm i, så det må da spare dem for noget energi når ikke benene skal løftes så højt.

Nordlys over Abisko

Det meste af  min tid i Abisko var det desværre overskyet. Hver eftermiddag når det var blevet mørkt og til sent ud på aftenen, gik jeg ud ca. hver time for at se om skyerne var drevet væk og om stjernerne tittede frem på den mørke himmel. Et par af dagene var det næsten klart, og jeg fyldte straks termokanden med varm te, tog alt mit varme tøj på og bevægede mig ud i snelandskabet, og håbede på at nordlyset også ville vise sig.

Nordlys over Abisko

En aften sad jeg på en sten langs elven i Abisko Canyon, mens det grønne lys flakkede hen over den mørke polarhimmel. Enkelte steder var der rindende vand, men det meste af floden var frosset til og sneen lå i et tykt tæppe over isen. Det grønne lys spejlede sig svagt i det mørke vand, mens snelandskabet blev oplyst i grønne nuancer alt i mens lyset dansede hen over himlen.

Nordlys over Abisko

Det blev til én fantastisk aften/nat med nordlys over Abisko, et spektakulært lysshow, naturens helt eget nytårsfyrværkeri.

Kungsleden og Abisko Canyon

Kungsleden er en vandresti der starter i Abisko og bevæger sig sydpå gennem Laplands smukke natur. At sige jeg udforskede Kungsleden er så meget sagt, for stien er godt 450 km lang, og jeg nåede kun lige at berøre de nordligste måske 4-5 kilometer (hvilket kun svarer til omkring 1%). Men i vinterlandskabet var selv denne lille procentdel meget betagende.

Kungsleden og Abisko Canyon, Sweden

Fra Abisko turiststation bevæger Kungsleden sig sydpå gennem Abisko Canyon. Elven snor sig mellem klipper, men flere steder kunne jeg komme helt ned til vandet. Kulde, sne og is havde gjort elven smallere, mange steder var der fast grund hele vejen hen over elven, men også her kæmpede vand-is ligevægten og det kraftigt strømmende vand havde i denne uge overtaget.

Kungsleden og Abisko Canyon, Sweden

Snesko var ideelle til at udforske Kungsleden og Abisko Canyon som fotograf. De første 3-4 km af Kungsleden var trampet sti og her kunne jeg fint gå med støvler (uden snesko), men for at komme ned til elven eller lidt væk fra stien var sneskoene helt nødvendige.

Kungsleden og Abisko Canyon, Sweden

Torneträsk

Abisko ligger ved den sydvestlige bred af  Torneträsk, en godt 330 km2 stor sø, den syvende største sø i Sverige. Dele af den store sø var frosset, da jeg var der, men langt fra alt hvilket gav nogle gode motiver hvor flydende vand og is mødtes. For årstiden var det ikke særlig koldt, omkring -7 °C det meste af ugen, men det var faktisk så varmt at Torneträsks is trak sig tilbage. Jeg gik samme sted langs søbredden både første og sidste dag på min rejse, og nogle af isformationerne var mærkbart blevet mindre. Søen er stor, og der er en del bevægelse i vandmasserne og der tilføres vand fra floder og elve, så isen kom hele tiden i kontakt med flydende vand og dette medførte at den langsomt trak sig tilbage. Jeg gad godt vide hvor koldt det skal være før isdannelsen er i ligevægt eller i stedet forskydes mod formation af is.

Torneträsk, Sverige

Torneträsk er et fantastisk fotomotiv. Polarnattens få lyse timer byder på fantastisk lys og pastelfarver omkring søen. Langs søens breder tårner bjerge sig op i perfekte bagstykker, og hvor vandets faser mødes, skabes forgrunde som kun fantasien ellers kan kreere.

Torneträsk, Sverige

Abisko

Over nytår var jeg en tur i Nordsverige, nærmere bestemt Abisko, ca. 200 km nord for polar cirklen.  Det har længe været et sted jeg ønskede at besøge, så da lejligheden bød sig, var jeg ikke sen til at bestille flybilletter og et værelse på fjeldstationen i Abisko. I slutningen af december og begyndelsen af januar er det noget nær den mørkeste tid på året og solen stod ikke op i løbet af de otte dage jeg tilbragte i der. Der var, hvad der minder om dagslys i godt fire til fem timer om dagen, men det snedækkede landskab fik det hele til at virke lysere.

Abisko, Sweden

Abisko byder på fantastisk natur og det arktiske lys er nærmest eventyragtigt selvom solen ikke står op. Jeg brugte alle de ”lyse” timer på at fotografere og faktisk også mange af de mørke. Med min fotorygsæk på ryggen og snesko på fødderne gik jeg på opdagelse i terrænet. Ud over næsten dagslys byder vintertiden i Abisko også på nordlys. Det var noget jeg virkelig havde glædet mig til at gense.