Forår og fill flash

I starten af maj kom foråret rigtig til Danmark. Nogle gange ville jeg ønske at mit kamera kunne tage en luftprøve som ville kunne duftes når man kigger på billederne fra denne tid. Det er svært at bekrive, men der er bare noget særligt ved duften af forår når træer og buske springer ud.

Sneglehus i blomsterbuks

Netop sådan en dag var jeg en tur i Tordalsmosen. Godt gemt af vejen inde i en busk fuld af hvide blomster, fandt jeg denne snegl. Jeg kunne godt lide den diagonale komposition med sneglen i det ene hjørne, men der var rigtig meget lys denne eftermiddag, så de første par skud havde et meget mørkt sneglehus, mens resten af billedet var meget lyst. Løsningen på dette problem var at oplyse sneglehuset med fill flash, og eksponere for omgivelserne. Dette gøres ved at sætte blitz eksponeringskompensationen, i mit tilfælde til -2, men det er godt at prøve sig lidt frem. Jeg var desværre kommet hjemmefra uden ekstern blitz, så jeg måtte bruge kameraets indbyggede blitz. Det er ikke noget jeg normalt ynder at bruge, men i dette tilfælde var det eneste mulighed for at få det billede jeg gerne ville have. Jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor godt den lille indbyggede blitz fungerede i dette tilfælde, og så kan jeg ellers lære at tage blitz med i fremtiden, selvom jeg ikke tror jeg vil få brug for den.

Advertisements

Kvadratedderkop

Det har ikke været det mest interessante fotovejr de sidste par uger, men endelig fredag morgen meldte vejrudsigten nogenlunde vejr og uden alt for meget vind. Jeg gik ned i Tordalsmosen inden arbejde for lige at udnytte det. Jeg fandt denne kvadratedderkop (Araneus quadratus) siddende I sit spind. Den var helt fugtig af dugdråber.

Kvadrat edderkoppen er en rimelig stor edderkop (af danske stanarder I hvert fald). Hunnen kan blive op mod 20 mm lang når den er med æg, mens hannen er noget mindre men har længere ben. Kvadratedderkoppen krop kan ændre farve, så den passer ind i omgivelser og bliver sværere at se.  Sådan et farveskifte tager et par dage. Jeg fandt dette eksemplar siddende i noget højt græs og kroppen var derfor ret grøn-gul at se på. Kvardratedderkoppens ben er stribede, desuden har den fire hvide pletter på kroppen som er placeret som hjørnerne i et kvadrat (de kan dog ikke ses på dette billede).

Almindelig hedelibel

Jeg havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 5. Der blev ikke tid til megen morgenmad inden jeg smuttede ud af døren og cyklede ned til Tordalsmosen. Jeg var på udgik efter sovende insekter med dugdråber. Efter at have gået rundt et godt stykke tid og ikke fundet ret meget fik jeg pludselig øje på en guldsmed siddende på et græsstrå. Den sad i et område hvor der var ret tæt med græs, så jeg nærmede mig langsomt og passede på at stativbenene fra kamerastativet ikke rørte ved det græsstrå den sad på.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Som tiden gik og klokken nærmede sig 7 var duggen på gulsmeden nærmest fordampet. Et par minutter efter dette billede blev taget lettede den og fløj ud på dagens jagt. Jeg skal måske lige nævne at guldsmeden er en almindelig hedelibel (Sympetrum vulgatum), og som navnet antyder er den almindelig i Danmark, med forekomst i juli, august, september og oktober.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler

Det sidste billede her er også en almindelig hedelibel, men billedet er taget en varm eftermiddag. Normalt synes jeg det er svært at komme tæt på guldsmede når de er aktive midt på dagen, men med lidt held og tålmodighed kan det godt lade sig gøre. Hvis man iagttager et individ over et stykke tid, vil man ofte opdage at den kommer tilbage til de samme steder og sætter sig.  Enten kan man stille op forholdsvis tæt på dette sted med kameraet oppe, ellers kan man vente et stykke væk og så nærme sig lidt i ryk med 5-10 sekunders pause imellem rykkene. Pauserne skal til for at se om guldsmeden acceptere én som del af omgivelserne.

almindelig hedelibel, dug, fotofabler