Yosemite National Park

Min køretur rundt i det vestlige USA blev afsluttet med nogle dage i Yosemite National Park. Vejret osede af forår, og temperaturen sneg sig op på 20°C, men der lå stadig sne mange steder. Glacier Point Road var lige åbnet, så den ene dag blev brugt på en køretur derop. Fra Glacier point er der en fantastisk udsigt over Yosemite Valley og Half Dome.

Glacier Point, view of Half dome

En smuk vandretur starter fra Glacier Point Road (parkeringsplads et stykke inden selve Glacier Point). Her gik jeg op til Sentinel Dome, hvor der også er en flot udsigt. Selve vandreturen var noget anstrengende da sneen endnu ikke var smeltet, og det var meget let at komme væk fra stien, da man kun kunne følge spor i sneen. Og da alle de tidligere vandrere heller ikke havde været helt sikre på vejen, delte de sig ofte og ledte til mange blindgyder.

Sentinel Dome view

Det sidste billede her er fra Bridalveil Fall. Der er let adgang med asfalteret sti, men det er stadig utrolig flot fra udsigtsplatformen.

Bridalveil Fall

Det kan være svært at få plads på campingpladserne i Yosemite National Park, da pladserne bliver revet væk lige så snart de er tilgængelige. I stedet kan jeg anbefale at forsøge at finde pladser 2-4 dage inden man har tænkt sig at køre til Yosemite. Jeg fandt masser af ledige pladser som var blevet afbestilt i sidste øjeblik af andre. Man skal dog være villig til at flytte bil/telt/autocamper fra dag til dag da man ofte ikke kan få samme plads mange dage i træk. Men overnatning på national parkens campingpladser er meget bedre end at skulle finde overnatning uden for Yosemite (og også meget billigere).