Jeg har de sidste par måneder brugt et par morgener ved stranden, og taget split billeder af tang og revlerne i sandet. Det er involveret en del eksperimentering for at få grejet til at fungere optimalt, men der er da kommet en lille billedserie ud af det, som kan ses her.

Jeg har besøgt stranden på nogle meget forskellige morgener. Ofte er jeg gået efter forholdvis stille vejr uden så meget vind, og hvis der har været vind var det fralandsvind, for at undgå alt for meget røre i vandet.

Nogle morgener har det været klart, og nattefrosten havde været på spil. Det gjorde, at det lave vand var som en slush ice opløsning med tynde iskrystaller.

Andre morgener har der været fantastisk farverige skyer, der blev oplyst i solens første stråler, hvilket har givet en helt anden stemning i billederne.

Det eneste sted jeg sådan for alvor har frosset, var fødderne. Efter at have gået rundt i det kolde vand i en time til halvanden, ofte siddende på hug, så kunne fødderne ikke klare mere kulde. Ellers havde jeg tørdragt på og en masse varmt tøj på indenunder, så det var en fin tør og lun oplevelse.

Billederne er taget på mellem 20-70 cm vand, hvor tangen findes rundt omkring i fine totter. Jeg vil tro der er tale om savtang i de fleste tilfælde. De sidste eksemplarer her, var ikke i så god stand længere.
