Abstrakte birkestammer

Det er egentligt ikke så originalt at tage billeder af træstammer mens man bevæger kameraet. Men jeg har aldrig rigtig leget med det før denne tur til Vestamager. Normalt synes jeg let træstammerne kan blive for mørke, men Vestamager har en for Danmark ret speciel type skov, nemlig en ren birkeskov. Normalt ser man birketræer spredt rundt omkring man ikke så ofte en hel skov, hvor der ikke er andre træarter. Birkestammerne egner sig rigtig godt til disse lidt abstrakte bevægelses billeder, da stammerne er helt lyse og man dermed undgår de meget mørke og dominerende stammer.

Efter at have eksperimenteret lidt med lukketiderne, fandt jeg frem til 1/10 sekund egnede sig rigtig godt for mig med et 100 mm objektiv. Resten af kamera indstillingerne var sat så jeg kunne opnå denne lukketid, i mit tilfælde f/32 og iso100, da det var en lys dag. Hvis man bruger en anden brændevidde skal man nok prøve sig lidt frem med lukketiden.

Efter at have arbejde med birkestammerne som motiv, blev jeg faktisk ret betaget af mulighederne. To billeder vil aldrig nogensinde blive ens og det synes jeg er ret fascinerende. Normalt kan jeg sagtens komme hjem med flere identiske billeder, men ikke i dette tilfælde, da den præcise kamera bevægelse i hvert billede gør en stor forskel.

Vinter i Orsa

I uge 5 var jeg en tur i Orsa i Dalarne i Sverige. Det er et sted min familie er kommet igennem de sidste næsten 20 år. Første gang jeg var der, ville jeg så gerne have slalomski. Langrandsstøvler var slet ikke ligeså seje og jeg gad ikke gå op ad bakke, når man kunne nøjes med at køre ned i fuld fart. Men de første par år blev på langrandski med mine forældre og et par år senere fik jeg så endelig lov til at stå på slalomski og senere snowboard.

Men i løbet af de sidste år har jeg dog følt mig mere og mere draget af langrandsturene igen. I år, da jeg primært tog af sted for at fotografere det smukke vinterlandskab var langrandskiene ideelle. Jeg tog fototasken på ryggen på nærmest alle skiture.

De første par dage var det skyet fra morgen til aften. Disse dage brugte jeg på lidt eksperimenter med alternative motiver. Et af resultaterne kan ses her, hvor jeg med et fisheye objektiv har peget kameraet op mod trætoppene og fanget et noget anderledes mønster af grene. Senere på ugen kom der lidt hul i skyerne og de flotte farver begyndte at være mere fremtrædende.

Det har før været koldt i Dalarne om vinteren, men i år har for mit vedkommende overgået alle tidligere år. Det var omkring -10°C da jeg ankom, men så faldt temperaturen ellers støt i løbet af ugen. Den sidste morgen stod termometeret på -27°C da jeg tog ud ved solopgang. Det var bidende koldt i kinderne da jeg bevægede mig ud over den frosne sø i morgenlyset. Jeg mødte ingen andre mennesker (måske klogt nok at holde sig inde når det er så koldt), men til gengæld var jeg også ene om at nyde denne meget smukke morgen.

Da jeg kom tilbage til hytten havde jeg tomatrøde kinder, som jeg også altid fik som barn, så måske er der slet ikke så meget der har ændret sig siden de første år på langrandski (lige bortset fra kamera udstyret).

Kæmpe Landskildpadder

Ordet Galapagos betyder saddelformet, navngivet efter den ene hovedtype af landskildpadder, nemlig de saddelformede. Den anden type er de kuppelformede. Disse to forskellige slags skildpadder udfylder forskellige føde-nicher. De saddelformede har mulighed for at række hovedet op efter høj vegetation, mens de kuppelformede landskildpadder spiser vegetationen i jordhøjde. Jeg så desværre ikke de saddelformede i det fri, men der er mulighed for at se dem på Charles Darwin Research Station.

Der er desværre ikke mange vildtlevende landskildpadder tilbage. Ud af de 13 oprindelige arter er 3 helt udryddet, og Lonesome George er den sidste tilbage af sin slags fra øen Pinta. Det er anslået, at der var over 200.000 landskildpadder i 1700-tallet, men pirater og andre sørejsende tog dem som proviant. Desuden betød introduktionen af geder, hunde, katte, rotter mm., at skildpaddeæg og nyklæggede skildpadder blev spist eller trampet i stykker, så deres vækst i realiteten var negativ. I dag er der oprettet flere centre, bl.a. Charles Darwin Research Station, der står for avlsprogrammer og beskyttelse af landskildpadderne.

Det er en helt fantastisk oplevelse at komme tæt på disse kæmpe dyr. De kan veje op mod 250 kg og blive 1,5m lang, hannen dog væsentligt større end hunnen. Man skal nærme sig dem forsigtigt, da de godt kan blive bange for mennesker. Hvis de bliver bange for én, trækker de sig ind i skjoldet og der kommer en hissende lyd. Det er pga. en mængde luft der skal slippes ud så hovedet kan trækkes ind. Men man bliver nu lidt forskrækket første gang man hører det, da lyder minder om svaner der hvæser vredt. Jeg brugte hvidvinkelsobjektiv og lagde mig ned på maven for at tage billeder af disse kæmper. Det var først bagefter guiden fortalte om diverse ikke så venligt stillede myrer, så man skal lige se sig for inden man ligger sig.

Dette var så det sidste blogindlæg om min rejse til Galapagos. Jeg har desuden skrevet en artikel om fotografering på Galapagos som kan læses i det nyeste nummer af Zoom- Danmarks professionelle fotomagasin, nr 1 2012. I denne artikel kan man desuden læse noget om valg af rejse og udfordringer ved fotografering på Galapagos.

Galapagos våger

Jeg tog til Galapagosøerne med håb om at se kæmpeskildpadder, suler, havleguaner, albatrosser, søløver osv. Men mest af alt blev jeg betaget af Galapagos våger (Buteo galapagoensis). Pludselig at befinde 3 m fra sådan en stor rovfugl var noget af en oplevelse.

Det første møde med denne store rovfugl er noget jeg vil huske resten af mit liv. Jeg kom gående hen langs stranden på øen Fernandina, og pludselig fløj to Galapagos våger hen over hoevedet på mig. De landede et lille stykke derfra og sad et kort øjeblik og hakkede i noget ubestemmeligt. Derefter lettede de igen, men da jeg kom lidt længere ned af stranden og rundt om et par store sten sad de der igen. Nærmere bestemt sad hunnen og spiste af en død søløveunge, mens hannen sad underdanigt ved siden af og kiggede sultent på.

Galapagos våger har et polyandrisk kønsforhold. Det vil sige at en hun kan parre sig med flere hanner. Alle hannerne hjælper dernæst med at beskytte reden, udruge æggene og opfostre ungen. Hunnen og hannerne jager sammen i grupper af to eller tre og når et bytte endeligt er nedlagt, æder den dominerende først, mens de andre venter tålmodigt på deres tur. Dette adfærdsmønster oplevede jeg hér, da hunnen sad og åd af søløveungen, mens hannen ventede på sin tur. Pludselig fik han et signal fra hunnen og fløj derhen. Dernæst stod de sammen og hakkede i søløveungen. Efter måltidet satte de store fugle sig i en træ som nærmest for at poserede for mig, inden de til sidst fløj væk. Jeg havde en lidt blandet følelse da jeg gik videre. På den ene side var det helt fantastisk at opleve det på så nært hold, men det var også makabert at sidde og se på, mens de bare hakkede løs og flere og flere af søløveunges indvolde kom til syne. Jeg føler mig heldig for at have været vidne til denne episode og for at kunne forevige øjeblikket på mine billeder. Mit kamera var rødglødende under hele denne seance. Jeg befandt mig ca. 3 m fra dem, og de ignorerede mig fuldkommen.

Dagen efter havde jeg igen en meget speciel oplevelse med Galapagos våger. Jeg var lige gået i land ved Bahia Urbina på øen Isabela. Der gik ikke lang tid før jeg først så en,  så to og pludselig ni Galapagos våger der fløj omkring. Dette var flotte og spraglede ungfugle mens dem på Fernandina dagen forinden havde været voksne individer. Ungfuglene ser noget anderledes ud, de er broget brunlige og gyldne mens de voksne er mærkebrune eller nærmest sorte. Ungfuglene poserede villigt for fotograferne, både stillesiddende og i luften. Jeg blev næsten mindet om uhyggen i Hitchcock’s ”Fuglene” mens de kredsede tæt omkring mig. Men pludselig gik det op for mig hvor underligt stille der var. Jeg havde fået at vide at dette var et at de bedste steder at se mange forskellige arter af finker. Men jeg så ikke en eneste den formiddag på Isabela. Det store antal rovfugle var formentlig årsag til at finkerne holdt sig skjult, da Galapagos våger ofte jager finker.

Senere på turen så jeg endnu flere Galapagos våger, men jeg kom dog ikke så tæt på som på Fernandina og Isabela igen.  Guiderne fortalte de aldrig havde set så mange Galapagos våger på én tur, og jeg betegner det som en af mine største oplevelse på Galapagos.