Et nyt gammelt objektiv

Jeg har været et smut forbi Ebay igen, og har købt mig et nyt gammelt objektiv, denne gang et Auto Chinon 55mm f1.7. For at teste objektivet tog jeg det med over til marken med sommerblomster. Umiddelbart synes jeg godt om bokeh’en fra Chinon objektivet, jeg kan specielt godt lide hvordan kamille blomsterne ser ud når de ikke er i fokus. Objektivet er relativt let at tage skarpe billeder med (sammenlignet med Trioplan objektivet), og virker ret skarpt selv på blænde 1.7. Skarpheden bliver sikkert bedre hvis man blænder ned, men jeg er nu mest interesseret i at bruge det på fuld blænde åbning. Jeg brugte også en 7 eller 12mm mellemring på nogle af billederne, og det fungere ganske fint. Dog kan jeg bedre lide effekten man opnår med Lydith 30 mm objektivet med mellemringe, det giver en mere spændende close focus wide angle effekt. Chinon 55 mm med mellemring minder lidt mere om et makroobjektiv. Alt i alt glæder jeg mig til at eksperimentere mere med Chinon objektivet.

20190711-_MG_364020190711-_MG_339920190711-_MG_3395

Sommerblomster med Lydith

Jeg har den sidste månedstid haft en græsmark med masser af sommerblomster tæt på, hvor jeg bor. De røde valmuer lyser op bland alt det grønne, og kamillen spreder sin karakteristiske duft ud i sommeraftenen. Insekterne summer, og bare man kigger lidt efter, er der fuldt af liv blandt blomsterne.

20190617-_MG_3340

Jeg har brugt en del sommeraftener blandt disse smukke blomster, mens jeg eksperimenterede lidt med det gamle Meyer Optik Görlitz Lydith objektiv. Det er egentlig et vidvinkelobjektiv med brændevidde på 30mm. Men til disse billeder har jeg brugt en 7mm eller 12mm mellemring foran objektivet, hvilket gør objektivet i stand til at fokusere ekstremt tæt op motivet. Man mister fuldstændigt alt, der minder om fokusering til uendeligt, så hvis det er svært at finde fokus, er det ofte fordi, man ikke er tæt nok på.

20190617-_MG_3184

Effekten af Lydith objektivet med mellemring minder om andre makrobilleder, men er alligevel anderledes. Jeg kan godt lide den bokeh som Lydith objektivet laver her, og i og med jeg har været så tæt på motivet (omkring 2-3 cm), synes jeg man får et helt andet udtryk, end hvis billederne var taget med et standard 100mm makroobjektiv.

20190617-_MG_3220