Splitshots af isbjerge

Lige siden jeg først begyndte at overveje en tur til Grønland og Diskobugten, har det været et af mine mål at tage splitshots, det vil sige halvt overvandet og halvt undervandet billeder af isbjerge. Det krævede en del forberedelse hjemmefra, først og fremmest for at finde ud af om det overhovedet var muligt at hoppe i vandet i Diskobugten.  Man er nød til at tage hensyn til de lokale forhold med hensyn til strøm, temperatur osv., og hvad der overraskede mig mest, nemlig grønlændere på jagt efter sæler. En dykker i overfladen iført sort tørdragt kan på afstand godt ligne en sæl. Så jeg købte en orange overfladebøje for at være mere synlig.

Temperaturen på land var ca. 15°C, mens vandet var 4-6°C, så mens jeg stod på land, og iførte mig lag på lag af varmt tøj og til sidst tørdragten, blev det ret varmt. Det var en dejlig kølende fornemmelse endelig at hoppe i vandet. Af fare for kælvinger, og på grund af den begrænsede sigt koncentrerede jeg mig om de mindre isbjerge og isstykker, men synet der mødte mig da jeg svømmede tæt på dem var helt utroligt. Formerne er unikke og meget smukke. Man kan se hvordan de smelter, da der nærmest danner sig et springlag rundt isen. Vandet er helt sløret i temperatur og saltgradienten, så det gælder om at komme tæt på for at tage billeder. Jeg brugte et fisheye objektiv, de har nemlig nogle gode egenskaber som kan udnyttes her. Først og fremmest kan de stille skarpt tæt på et motiv, og selv på forholdsvis moderate blænder, er dybdeskarpheden meget stor. Dette er vigtigt når både isen overvandet og undervandet skal være i fokus.

For at dette kunne lade sig gøre skylder jeg en stor tak til Mikael Larsen som sejlede mig ud til isen, og passede på mens jeg lå i vandet. Også en stor tak til min kæreste som hjalp mig med at bære alt udstyret.

Indlandsisen

Fra Ice Camp Eqi kan man følge den franske polarforsker, Paul-Émile Victors hjulspor op til indlandsisen. I perioden 1948-1953 udforskede han indlandsisen med det formål at kortlægge om og hvordan isen bevægede sig. Til denne ekspedition havde han fra den amerikanske hær købt syv bæltedrevne køretøjer, som han brugte til at fragte udstyr op til isen. Sporene fra larvefødderne på disse køretøjer ses stadig 55 år senere, et fænomen som illustrerer hvor sårbar den arktiske natur er. Grundet korte somre, lave temperaturen og permafrosten vokser vegetationen ekstremt langsomt i disse polarområder.

Med afgang fra Ice Camp Eqi kort efter morgenmad, kan man vandre de omkring ti kilometer op til indlandsisen. Man kan bevæge sig op på isen hvis man har erfaring med brævandring eller er i selskab med en guide. Jeg blev meget overrasket over hvor ru overfladen var, og jeg kunne uden problemer gå rundt i mine almindelige vandrestøvler. Guiden medbragte desuden isskruer, sikringsreb og steigeisen, hvilket gav mulighed for at komme tættere ud til kanten af floder, vandfald og afløb på isen. Jeg klatrede blandt andet halvanden meter ned et sådant sted, hvor jeg kunne observere isens forskellige blå nuancer og de former som det rindende vand udhulede i isen.  Til dette billede har jeg anvendt et cirkulært fisheye objektiv med et 180° diagonalt synsfelt. På grund af den meget lyse is, kan man også medtage solen i billedet uden alt det omkringliggende brænder total ud.

Det sidste billede er en mere abstrakt afbildning at farver og former i isen. Det er fra et vandfald i indlandsisen, hvor jeg stod i selen og lænede mig godt ud over kanten.