Padderokker

Padderokker er en gammel udviklingsgren af karplanterne, som var rigt udbred for 350-400 millioner siden. Tidligere eksisterede der store padderoktræer på op omkring 30 meter. I dag er der kun 15 arter tilbage, hvoraf otte findes i Danmark. Ellers er de udbredt på næsten hele jordkloden.

Et typisk karakteristika for padderokker er de leddelte stængler med kransstillede blade. Bladene er mørke og hindeagtige og danner en sammenvokset skede omkring stængelleddene, hvorfra grengrænse udgår. Stængler og grene er intenst grønne og står for fotosyntesen hos padderokkerne.

I løbet af foråret spirer padderokker frem overalt i Danmark oftest i fugtig eller sumpet jord. I løbet af de sidste par dage har jeg fundet store mængder i Vaserne ved Furesøen og i Brobæk mose ved Gentofte sø. Jeg har egentlig altid være lidt fascineret af padderokker, og i år gav jeg mig tid til at fotografere de flotte stængler af de tidlige skud med begyndende sidegrene.

Forår!

Nu er det vist på tide at sige farvel til vinter billederne for i år og sige velkommen til foråret. Ironisk nok kom foråret tidligt til Danmark i år, da vi havde en forholdsvis mild vinter, men mine rejser de sidste par måneder har givet mig større eksponering for sne og is, hvilket derfor også har fyldt mere her. Men nu er det slut!

Skovbunden i de danske skove er vagt til live, og overalt spirer foråret i farver. Et tæppe af grønt dækker de gamle nedfaldne blade fra sidste år, og spredt i det grønne viser forårsblomsterne deres farver. En rød mariehøne kravler rundt i og på anemonerne og ser ud til at nyde foråret lige så meget som mig. Mariehønen har udvalgt en enkelt blomst som bliver udforsket og undersøgt i mindste detalje. Da den omsider lader til at ville videre kniber det lidt med at finde nedgangen, så den ser ud til at ville foretage et kamikaze spring. I sidste øjeblik skifter den dog mening og kravler tilbage på blomsten, hvor den kort efter finder anemonestilken og kravler ned og videre ud i det danske forår.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.