Darwins finker

Der er 13 arter af finker på Galapagosøerne. Det er svært at kende forskel på de forskellige arter, da de alle er omtrent samme størrelse og har nærmest samme fjerdragt og farver. Darwins finker er et eksempel på adaptiv radiation dvs. at en art har udviklet sig til flere forskellige for at udfylde specielle nicher. Hos finkerne er det specielt næbstørrelsen og formen der varierer så de kan indtage forskellig former for føde.

Peter og Rosemary Grant har brugt mange år på at studere Darwins finker. De har bl.a. vist hvordan forandringer i fødeudbud har ændret næbstørrelsen hos medium ground finken i løbet af bare en sæson.  Alt dette er med til at vise betydningen af naturlig selektion som Darwin beskrev i ”Artenes oprindelse” fra 1859. Peter og Rosemary Grants arbejde kan man læse mere om i bogen The Beak of the Finch: A Story of Evolution in Our Time af Jonathan Weiner.

Albatrosser

Der findes en art af albatrosser (Phoebastria irrorata) på Galapagos, den bliver kaldt den waved albatros pga. det bølge-mønster den har i fjerene omkring brystregionen. De findes udelukkende på øen Española, den sydligste af øerne. Undgå januar, februar og marts hvis man vil se albatrosser, da de ikke yngler i disse måneder og derfor ikke er at finde på land.

Albatrosser har nogle helt fantastiske flyveegenskaber eller snarere svæve egenskaber, de kan holde sig flyvende i timer uden af bevæge vingerne. Desværre er de ikke så gode til at lande eller lette. Når de skal lette vralter de hen til klippekanten og kaster sig med udspredte vinger. Vingespandet er omkring 2 meter.

Albatrosser kan bliver ret gamle, op mod 30-40 år. De bliver kønsmodne omkring 5-6 års alderen, og danner par for hele livet. Hvert år når ynglesæsonen begynder skal parret fornyr deres par-bånd. Det består af en dans med noget der ligner næb-fægtekampe, pegen mod himlen og klappen med næbene. Dette er virkelig en helt fantastisk syn.

Gulkronet nathejre

Mødet med den gulkronede nathejre (Nyctanassa violacea) er et af mine bedste minder fra Galapagosøerne. Billedet her er endt med at blive et af mine yndlings billeder fra hele turen. Det forestiller en ung gulkronet nathejre der står og hviler sig. Den havde skiftevis åbent og lukket øjet og tog ingen notits af menneskene der gik omkring.

Som navnet angiver, er det en nataktiv hejre, men den kan ofte ses om dagen i mangrove områder. Jeg mødte en hel flok gulkronede nathejre på fugleøen Tower (Genovesa) i et lille mangrove område. Der sad omkring 10-15 stykker både ungfugle og voksne. Det næste billede er en voksen fugl hvor den meget anderledes fjerdragt ses. Her kan ses den brun-gullige krone, hvorfra fuglen har sit navn.

Flamingo

Der er ikke mange af disse lyserøde fugle på Galapagos. Flamingoer er at finde i braklaguner spredt rundt på øerne. De spiser ved at filtrere alger eller små krebsdyr fra vandet mens de langsomt bevæger sig gennem lagunen med hoved nedad. Deres flotte farve får de fra karotenoid pigmenter i algerne.

Jeg så ikke mange flamingoer, men dog nogle stykker, ofte enkeltvis eller i grupper af 2-3 individer. Anderledes var det dog en tidlig morgen hvor kaptajnen sejlede båden tæt forbi denne lille ring-ø med en lagune i midten. Der stod omkring 10 flamingoer i lagunen, men de var langt væk. Billedet her er et panorama hvor 5 enkelt  billeder er sat sammen i photoshop. Flamingoer kan måske anes som en lille lyserød klat ca. 1/3 fra højre. Denne lille ø er del af Rocas Bainbridge nær øen Santiago.

Skarven der ikke kunne flyve

Evolutionært er denne endemiske Galapagos skarv (Phalacrocorax harrisi) noget af et vidunder. Eftersom der ikke har været nogle landrovdyr der truer den har den mistet evnen til at flyve. Desuden har den en række andre tilpasninger der gjort den til en perfekt svømmer. Det er den største skarv, den kan blive op mod en meter høj. Dens fjer minder om hår lidt ligesom pingviners, og den er meget gumpe tung, faktisk minder den lidt om ænder på dette punkt. Dens vinger er kun en tredjedel af den størrelse der er nødvendig for at den ville kunne flyve, og de bliver mest brugt som balanceredskab samt i parringsdansen.

Som alle andre skarver har den store fødder med kraftigt svømmehud, og den mangler den olie som gør dens fjer vandtætte. Det gør skarven i stand til at dykke meget bedre, da den undgår den opdrift fra luft som ville blive fanget i vandtætte fjer. Men til gengæld er det nødvendigt for den at sidde på land med vingerne udfoldede for at tørre dem. Nyere forskning tyder dog på at denne adfærd også bruges til termoregulering.

Der er et estimeret antal på 900-1500 individer og den er betegnet som truet. Desuden betyder indførslen af f.eks. katte og hunde på nogle af øerne at der nu pludselig er landrovdyr, så denne skarv bliver et let bytte.

Dette var et af de dyr jeg havde glædet mig allermest til at se inden jeg tog hjemmefra, men desværre så jeg dem kun ved meget få lejligheder og kun enkelte fugle. Jeg fik nok ikke helt de billeder jeg gerne ville, men jeg synes alligevel den af en vigtig del af en Galapagos fortælling. Disse skarver findes kun på de vestligste af øerne, nemlig Fernandina og Isabela. Men eftersom det er en af de sjældneste fugle i verden er jeg glad for at have set den i det hele taget.