Diskoøen

Diskoøen ligger lidt over 4 timers sejlads  fra Ilulissat. Det er en ø på størrelse med Sjælland, men der er kun én by: Godhavn (Qeqertarsuaq) med ca. 800 indbyggere. Diskoøen er geologisk set ret forskellig fra resten Grønland. Øen er mellem 25 og 65 millioner år gammel, og består mest af basalt bjerge der blev dannet ved vulkansk aktivitet.

Ibjerge is tåge

Øen byder på mange smukke naturoplevelser, men vejret er også en anelse mere omskifteligt. Kort efter min ankomst til øen, dannede der sig en tæt tåge, som smukt omhyllede isbjergene inden den for alvor lagde sig tungt over øen. Men lige så pludseligt som tågen var kommet,  forsvandt den igen, hvilket gjorde at der pludselig var noget at se ved Udkikken på sydspidsen af øen. De flotte stenformationer tilsat lidt vand med alger, og lidt isbjerge i baggrunden gør alting smukt. Desuden viste et par hvaler deres tilstedeværelse med blåst efterfulgt af dykkende haler.

Udkiggen, Diskoøen

Dag nummer to bød på en tur op langs Rødeelv op i blæsedalen. Navnet Rødeelv er absolut passende, her ses et billede af elv-daltaet et stykke oppe i dalen. Hvad der ved første øjekast ligner grønne græsarealer er ved nærmere eftersyn en masse små padderokker der nærmest skinner. Padderokker gror i fugtige områder og man opdager hurtigt at alle områder ikke er lige fremkommelige og stier er ikke-eksisterende. Vandrestøvler med Gore-tex membran reddede dagen som ellers ville have budt på adskillige våde sokker.

Rødeelv, Diskoøen

Der hvor Rødeelv udmunder i havet, farver den vandet rødt. Specielt i eftermiddagssolen bliver de røde farver meget fremtrædende og dette kan yderligere fremhæves ved brug af polarizer filter. Dette syn gøres kun smukkere af isbjergenes tilstedeværelse i baggrunden.

Rødeelv og isbjerge

En ting der er værd at vide inden man tager til Diskoøen: Tag et kort med fra fastlandet, på øen findes tilsyneladende ingen og vandreruterne er ikke ligefrem godt markeret.

Hvaler

En af mine første oplevelser med naturfoto var på en hvaltur. Jeg var omkring 14 år og stedet var Canada, omkring Vancouver Island. Jeg så masser af spækhuggere og kom hjem med en hel film fuld af billeder af vand og måske enkelte bittesmå hvalfinner. Dengang havde jeg et gammelt filmkamera med hvad der nok svarer til et 50 mm objektiv uden zoom, og så skal hvalerne virkelig tæt på for at se ud af noget på et billede. Lige siden har jeg glædet mig til at opleve hvaler igen.

Pukkelhval, Grønland

I Grønland fik jeg chancen, flere gange faktisk. Jeg havde booket en plads på en hvalsafari, hvor båden først fandt, og derefter gennem 3-4 timer fulgte en pukkelhval. Det var helt fantastisk. Pukkelhvaler kan blive op til 19 meter, og da den kom tæt på båden kunne man virkelig se hvor stort det faktisk er.

Pukkelhval i midnatssol, Grønland

Jeg oplevede også pukkelhvaler på en midnatssejlads omkring isbjergene. Solen stod lavt på himlen og farverne var meget smukke. Pludselig dukkede blåst op forude og blev efterfuldt af en smuk hvid hale inden hvalen forsvandt i dybet, for et par minutter senere igen at komme til overfladen. Det er meget spændende at komme tæt på disse kæmper, jeg glæder mig allerede til næste gang, forhåbentlig ikke alt for langt ude i fremtiden.

hale af pukkelhval, Grønland

Det Grønlandske naturinstitut  indsamler information om pukkelhvaler i Diskobugten. De skal bruge fotos af undersiden af halen, som er helt unik for hver enkelt pukkelhval. Jeg indsendte billeder af de to hvaler jeg så på tæt hold, og som tak for hjælpen modtog jeg info om de to hvaler, og om de var set i området før. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Man kan læse mere om projektet her.

Isbjerge og midnatssol

Ilulissat ligger omkring 350 km nord for polarcirklen, det betyder at der er midnatssol fra slut maj til slut juli. En af de ting jeg på forhånd havde glædet mig rigtig meget til, var sejlture mellem isbjergene i midnatssolens skær.

Iceberg in midnight sun

Det var enormt smukt at sejle rundt på dette tidspunkt, men også rigtig koldt. Efter min mening bliver sejlturene dog arrangeret på det gale tidspunkt. De starter kl. 22 og slutter ca. 0:30. I stedet burde turene starte kl. 22:45 og slutte kl. 1:15. Det er klart omkring midnat lyset og farverne er smukkest og bedst at fotografere i. Det ærgrede mig virkelig at båden sejlede ind netop som lyset var allerbedst.

Iceberg in midnight sun

Men flot var det nu alligevel, og hvis man er rigtig heldig kan man også se hvaler på disse ture.