Flammafallet

På skiltet stod der Flammafallet til højre, men Google Maps mente jeg skulle fortsætte lidt længere før jeg skulle til højre. Jeg valgte at følge skiltet, så jeg drejede til højre ned af den smalle grusvej. Cirka 500 meter længere fremme endte vejen og jeg parkerede bilen. Jeg var den eneste på parkeringspladsen denne stille aften midt mellem alle de høje træer. Jeg tog min fototaske og stativet ud af bilen og gik de sidste 500 meter ned til Flammafallet. Solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og det gjorde den sådan set stadigvæk, men efterhånden nærmede den orange sol sig trætoppene oppe over vandfaldet. Jeg gik undersøgende rundt med kameraet mens forskellige insekter svirrede rundt om mig.

Flammafaldet i det sydlige Sverige (nærmere bestemt Halland) består af en række små fald, der i alt har et fald på omkring fem meter. Vandet flyder ud over stenene mange forskellige steder, og der dannes større og mindre hvirvler diverse steder.

Lyden af det brusende vand tordnede på mine trommehinder, men det var stadig som at gå rundt i total stilhed. Alle hverdagens lyde var pist væk, og jeg følte mig fuldstændigt tilstede i nuet kun omgivet af de store grønne træer og det brusende vand. Det er sådanne steder og oplevelser der kan få hverdagens tankemylder til at forsvinde og få mig til at slappe helt af.

Lysekil dykkerweekend

Det var overordentlig varmt at stå på land, tage dykkerudstyr på og gøre sig klar til at hoppe i vandet. Temperaturen var over 25°C, klokken var omkring 14, solen bagte fra en skyfri himmel, og der rørte sig ikke en vind. At iføre sig det ene lag uldundertøj efter det andet og til sidst en tørdragt var ved at bringe mig til kogepunktet. Da jeg endelig lod mig sænke ned i det grønne vand ved Lysekil var det befriende at mærke det kølige vand, og det var først nede på omkring 10 meters dybde og i ca. 12°C vand at jeg endelig følte mig veltilpas efter den kogende varme start oppe på land.

Det var fantastisk at se dyrelivet omkring Lysekil igen efter godt fire år pause. Dødningehånd er at finde nærmest alle vegne. Den er utrolig flot, specielt når man kommer tæt på med macroobjektivet. Der er ligeledes et væld af andre søanemoner, nogle hvide og andre røde, orange og gule.

På det lave vand (i 2-6 meters dybde) gror det grønne ålegræs. Her gemmer sig små og store fisk, et overvældende antal små søstjerner, nøgensnegle og meget mere. Jeg brugte flere gange slutningen af dyk på at nærstuderer livet ålegræsset. Jeg gik først op til overfladen, da der næsten ikke var mere luft tilbage i tanken.

Ligeledes er der et imponerende fiskeliv i Lysekil. Ikke alle er lige lette at tage billeder af, da de hurtigt svømmer væk. Men ulken er ofte let at komme på skudhold af, da den for det meste bare bliver liggende, ofte i meget lang tid.