Vinterskred ved Møns Klint

I løbet af denne vintersæson har der været tre ret store skred ved Møns Klint. I januar skete de første to skred ved Sommerspirpynten og Forchhammers Pynt. Skredet ved Sommerspirpynten var det største i 17 år, og det har skabt en halvø af kridt og mudder, der breder sig circa 200 meter i vandet. Noget af denne halvø ses på billedet her. Stranden er helt hvid at se ned på, og der er dannet mindre turkise søer i halvøen. Der er også faldet træer med ned fra klinten. Nogle af disse er landet så de ser ud som om de står op, mens andre ligger på stranden eller i vandet. Da jeg var der, var der massevis af skarver på den lyse strand, og enkelte af dem svømmede rundt i den turkise sø. Farverne fik det hele til at minde om et tropisk ø paradis, hvor fuglene var strand- og badegæster.

I februar skete der så endnu et nyt stort skred, denne gang mellem Freuchens Pynt og Græderen. Efter at havde hørt om dette tredje skred besluttede jeg besøge klinten. Det var heldigvis en dag med smukt vejr, og det var utrolig flot at gå oppe i klinteskoven mellem de nøgne bøgetræer og se ned på skredene. Det smukkeste af det hele var dog næsten farven på vandet. På grund af skredene er en masse kalk og mudder opløst eller opslæmmet i vandet, og dette giver det en helt utrolig smuk turkis farve. Helt inde ved land er vandet mest mælket og lysest, og derefter er der en gradueret overgang til mørkere turkis og til sidst blå. Jeg brugte meget tid på at fotografere vandet, og her ses det med et af de nøgne bøgetræer i forgrunden.

Skarven der ikke kunne flyve

Evolutionært er denne endemiske Galapagos skarv (Phalacrocorax harrisi) noget af et vidunder. Eftersom der ikke har været nogle landrovdyr der truer den har den mistet evnen til at flyve. Desuden har den en række andre tilpasninger der gjort den til en perfekt svømmer. Det er den største skarv, den kan blive op mod en meter høj. Dens fjer minder om hår lidt ligesom pingviners, og den er meget gumpe tung, faktisk minder den lidt om ænder på dette punkt. Dens vinger er kun en tredjedel af den størrelse der er nødvendig for at den ville kunne flyve, og de bliver mest brugt som balanceredskab samt i parringsdansen.

Som alle andre skarver har den store fødder med kraftigt svømmehud, og den mangler den olie som gør dens fjer vandtætte. Det gør skarven i stand til at dykke meget bedre, da den undgår den opdrift fra luft som ville blive fanget i vandtætte fjer. Men til gengæld er det nødvendigt for den at sidde på land med vingerne udfoldede for at tørre dem. Nyere forskning tyder dog på at denne adfærd også bruges til termoregulering.

Der er et estimeret antal på 900-1500 individer og den er betegnet som truet. Desuden betyder indførslen af f.eks. katte og hunde på nogle af øerne at der nu pludselig er landrovdyr, så denne skarv bliver et let bytte.

Dette var et af de dyr jeg havde glædet mig allermest til at se inden jeg tog hjemmefra, men desværre så jeg dem kun ved meget få lejligheder og kun enkelte fugle. Jeg fik nok ikke helt de billeder jeg gerne ville, men jeg synes alligevel den af en vigtig del af en Galapagos fortælling. Disse skarver findes kun på de vestligste af øerne, nemlig Fernandina og Isabela. Men eftersom det er en af de sjældneste fugle i verden er jeg glad for at have set den i det hele taget.