Evolutionært er denne endemiske Galapagos skarv (Phalacrocorax harrisi) noget af et vidunder. Eftersom der ikke har været nogle landrovdyr der truer den har den mistet evnen til at flyve. Desuden har den en række andre tilpasninger der gjort den til en perfekt svømmer. Det er den største skarv, den kan blive op mod en meter høj. Dens fjer minder om hår lidt ligesom pingviners, og den er meget gumpe tung, faktisk minder den lidt om ænder på dette punkt. Dens vinger er kun en tredjedel af den størrelse der er nødvendig for at den ville kunne flyve, og de bliver mest brugt som balanceredskab samt i parringsdansen.
Som alle andre skarver har den store fødder med kraftigt svømmehud, og den mangler den olie som gør dens fjer vandtætte. Det gør skarven i stand til at dykke meget bedre, da den undgår den opdrift fra luft som ville blive fanget i vandtætte fjer. Men til gengæld er det nødvendigt for den at sidde på land med vingerne udfoldede for at tørre dem. Nyere forskning tyder dog på at denne adfærd også bruges til termoregulering.
Der er et estimeret antal på 900-1500 individer og den er betegnet som truet. Desuden betyder indførslen af f.eks. katte og hunde på nogle af øerne at der nu pludselig er landrovdyr, så denne skarv bliver et let bytte.
Dette var et af de dyr jeg havde glædet mig allermest til at se inden jeg tog hjemmefra, men desværre så jeg dem kun ved meget få lejligheder og kun enkelte fugle. Jeg fik nok ikke helt de billeder jeg gerne ville, men jeg synes alligevel den af en vigtig del af en Galapagos fortælling. Disse skarver findes kun på de vestligste af øerne, nemlig Fernandina og Isabela. Men eftersom det er en af de sjældneste fugle i verden er jeg glad for at have set den i det hele taget.
fotofabler.wordpress.com 