Året første dyk og stor tangnål

Jeg har ikke været så god til at komme ud at dykke i år, men her i weekenden lykkedes det endelig. Det var fantastisk. Nogle gange når jeg ikke har dykket længe, er det som om jeg glemmer hvor fantastisk det er at komme ned i verdenen under vandet. Dykkerstedet var Tryggerdammen i Helsingør. Der var nærmest vindstille og vandoverfladen var helt rolig da jeg ankom. Vandet føltes en smule koldt lige da jeg tog hovedet i, men det gik over efter et kort øjeblik. Efter en kort svømmetur ud over sandbunden, kom jeg ud til ålegræsbæltet, som var virkelig bredt meget bredere end det plejer at være. Det var fantastisk at se, at ålegræsset trivedes, men den dårlige nyhed er, at det desværre allerede var fedtet ind i masser af fedtemøg. At se fedtemøget så tideligt på året tyder ikke godt, og vi må nok forvente betydelige mængder fedtemøg og dertil kommende iltsvind hen på sommeren.

Mens jeg svømmede over ålegræsbæltet så jeg et par store tangnåle godt gemt i vegetationen. Tangnålen er en del af nålefisk familien, man kan nærmest kalde den en fætter eller kusine til den mere berømte søhest. Tangnålen har samme lange “snude” agtige mund, men resten af fisken er lang og tynd og uden snoet hale. Den store tangnål kan blive op mod 50 centimeter lang, og den har benplader langs kroppen, som får den til at se lidt kantet ud. Det lidt specielle ved tangnåle og mange andre nålefisk er, at det er hannen, der står for yngelplejen. Hunnen lægger sine æg i hannens rugepose, og så tager han over. Rugeposen består af to hudfolder, der findes på undersiden af fisken på den forreste halvdel af halen. Slimhinden på indersiden af rugeposen vokser ud omkring æggene, så hvert æg kommer til ligge i en lille fordybning. Rugeposen fungere som en slags livmoder, da der under fosterudviklingen tilføres ilt og næring fra den. Æggene klækkes efter cirka 5 uger, men ungerne bliver i rugeposen lidt tid endnu. Da de endelig kommer ud ligner de små kopier af voksne tangnåle, men er bare et par centimer lange.

Den store tangnål er ofte at finde i ålegræsser, og de kan være svære at få øje på, da de står lodret op mellem bladene, og med deres lange tynde kroppe er de godt camoufleret. De er dog noget tykkere end ålegræs bladene. Ryggen er brunlig eller grønlig i et fint mønster, mens bugen er mere gullig. Jeg har også vil nogle lejligheder sent dem ude på sandbunden, hvor de mest ligger på sandet med hovedet en anelse løftet. Jeg har taget et par portrætter af de store tangnåle, som kan ses her. Den ene stod gemt i ålegræsset, mens den anden lå nede i noget fedtemøg på bunden.

Træer under vand

For nogle måneder siden skrev jeg et blogindlæg om den usædvanligt våde vintersæson, vi har haft her i Danmark med store mængder af regn, der har ført til oversvømmelser af søer, stier, vandløb og tunneller. Flere skovområder tæt på hvor jeg bor står stadig under vand, og jeg tog atter ud for at fotografere den forvandlede verden af hvad der plejede at være skovbunden.
Denne gang valgte jeg dog et nyt perspektiv under vandet, ved at bruge et undervandshus til mit kamera.

Jeg begyndte med at gå i vandet iført gummistøvler, men det blev hurtigt klart, at dette ikke var tilstrækkeligt, da vandstanden kom faretruende tæt på kanten. Jeg skiftede til et par vaders, hvilket gjorde det markant lettere, da jeg nu ikke behøvede at bekymre mig om at træde ud i for dybt vand. Desværre opdagede jeg dog at mine vaders, efter flere års opbevaring i et skab, var blevet utætte, formodentlig i nogle af sømmene, da der ingen synlige huller var at se.

Jeg gik målrettet efter at fange splitshots af træerne i vandet, for at skabe en kontrast mellem den naturlige og den unaturlige verden for træerne. Alle billederne er taget med et fisheye-objektiv, hvilket tilføjede et anderledes og lidt forvrænget perspektiv, specielt ovenvande. Mens jeg bevægede mig rundt i vandet, måtte jeg være opmærksom på, og så vidt muligt prøve at undgå at hvirvle det fine sediment op, da dette ellers ville resultere i uklare billeder med snask og grums.

Det var fascinerende at observere skovbunden, som nu var skjult under vand. De fleste steder var græsseområderne dækket af trådalger og fint sediment. Her og der kunne jeg se lidt grønne blade fra græs eller andre planter, men størstedelen var nu en brun masse, der syntes at være ved at gå i forrådnelse. Spredt under et enkelt træ, afslørede rester af krebs skæbnen for nogle af søens oprindelige beboere. Et dyr må have fanget og spist krebsene, og efterladt de hårde uspiselige dele. På sort/hvid billedet her fangede jeg et tomt hoved med øjne og antenner, og spredt ud kort derfra lå flere klosakse og hoveder.

Tangskoven ved Catalina Island

Det har længe været et stort ønske at opleve den majestætiske tangskov, kendt som ‘giant kelp forest,’ langs Californiens kyst. Muligheden bød sig i sommer da jeg besøgte min familie i Californien. Et af de mest tilgængelige steder at udforske tangskoven er ved Catalina Island, som ligger en kort sejltur fra kysten i det sydlige Californien.

Jeg tog den tidligste morgen færge fra Dana Point havn, og ankom til hovedbyen Avalon halvanden time senere. Avalon er en super hyggelig, men også ret turistet by. Jeg er sikker på den har meget at byde på, men jeg skyndte mig direkte over til dykkerstedet, da jeg kun havde seks timer på øen til at nå to dyk. Da jeg kom i land, satte jeg kurset mod Casino bygningen, den store runde bygning yderst på molen. Den tilsyneladende korte gåtur på omkring en kilometer føltes pludselig meget lang, fordi jeg slæbte på mit dykkerudstyr og kameraet i undervandshus.

Dykkene foregik ved Casino Point Dive Park, som er meget let tilgængelig dykkersted fra land. En bred trappe gør det nemt at gå ned i vandet og komme op igen. Fra land skråner bunden hurtigt ned til 20-40 meters dybde, og tangskoven begynder bare et par meter ude i vandet. Min dykkerguide gav mig en detaljeret beskrivelse af området, men der var så meget at se undervejs, at jeg kun nåede at udforske en lille del af det. Det var helt fantastisk da jeg først kom i vandet. Først blev jeg helt betaget af de kæmpe tangplanter, det er virkelig en undervandsskov. Giant kelp er brunalger og bliver let 30 meter lange, og hvis de når vandoverfladen fortsætter de bare med at vokse og ligger sig i overfladen. Ved perfekte vækstbetingelser kan de vokse op mod 50-60 cm om dagen, men det er vist mere normalt de “kun” vokser omkring omkring 30 cm per døgn. Tangen bliver holdt flydende af luftblærer som sidder lige før bladene udfolder sig fra stemmen, Flere tangsplanter vokser tæt og slynger sig sammen til noget der minder om træstammer, så det føles virkelig som en skov. Sollyset blev filtreret tangen i overfladen, og gyldne lysstråler kunne ses trænge ned i vandet. Sollyset, tangen og vandet skaber nogle fantastiske farvespil, som jeg normalt ikke ser på land eller i vandet i Danmark.

Et af de mest utrolige øjeblikke var, da jeg stødte på de gigantiske havaborrer, på engelsk ‘giant sea basses.’ Min dykkerguide pegede på et tidspunkt ind mellem tangen, og jeg svømmede ned for at se hvad han prøvede at vise mig. Først så jeg ingenting, men pludselig var der en kæmpe fisk lige foran mit ansigt. Jeg havde hørt om havaborrerne før dykket, men jeg vidste ikke hvor store de egentlig var. Lidt senere så jeg ikke bare en, men to kæmpe havaborrer svømme tæt forbi mig. Fiskene var omkring halvanden meter lange og vejede ifølge guiden omkring 150-200 kg, så det er nogle ordentlige krabater. Jeg har taget billedet her med mit fisheye objektiv, og de kunne nærmest ikke være i synsfeltet.

Hvad der gemmer sig på sandbunden

Meget af Danmarks kyst tæt på land består af sandbund. Når jeg dykker ved Tisvildeleje eller Helsingør svømmer jeg ofte hurtigt over sandbunden, for at nå lidt længere ud og ned. Ved første øjekast er sandbunden øde. Men når jeg begynder at kigge efter, gemmer der sig flere forskellige fisk som har tilpasset sig dette habitat. Ofte har de fantastiske camouflage egenskaber, og netop derfor skal man virkelig kigge efter for at se dem. Den anden grund til de kan være svære at få øje på, er at de ofte graver sig ned, og ligger mere eller mindre skjult i sandet, hvor kun øjnene stikker op. Fælles for mange af disse fisk er de ligger på lur på bunden og venter på noget bytte kommer forbi.

Skrubben er en fladfisk i rødspættefamilien. Den er almindelig ved alle danske kyster, og det er den fladfisk jeg oftest ser på dyk. Tit ligger den oven på sandet eller på mudder bunden, men nogle gange er de nedgravet helt eller delvist. Skrubben er ofte brunlig med røde/orange pletter, og ligner derfor rødspætter, men deres farve og mønster kan ændre sig noget så den bedre passer til bunden den ligger på. Her er et billede, hvor skrubben ligger delvist begravet i sandet.

Pigvar er ligesom skrubben en fladfisk. Den har en næsten cirkelrund krop med pigge og benknuder. Dens camouflage evne er helt fantastisk. Mønstrene på kroppen ligner sandet, og jeg får kun øje på dem en gang imellem fordi fiskens omrids kan anes. Pigvarren er en god spisefisk, hvilket da også var tydeligt da jeg googlede den, og de første fem hits var alle madopskrifter.

Fjæsingen er Danmarks giftigste fisk. Den har giftpigge mellem hovedet og rygfinnen samt på gældelåget. Fjæsingen ligger ofte begravet i sandet, med kun øjne og mund stikkende op og resten af kroppen skjult. Fjæsingen er faktisk en rigtig flot fisk med grøn/blå metalliske striber ned lags kroppen. På et dyk her i weekenden i Tisvildeleje så jeg masser af fjæsinger i sandet på omkring en meters dybde. Det var faktisk dem jeg så flest af på dette dyk, så husk badesandaler!

Tobisen er en lille fisk i sildefamilien. Tobiser er en vigtig del af havets fødekæder og er en vigtig fødekilde for større rovfisk og havfugle. Normalt plejer jeg kun at se tobiser når de pludselig fiser afsted, som skudt ud af en kanon, når jeg nærmer mig. Men i weekenden lykkedes det mig at få et par billeder af en begravet i sandet med det lille hoved stikkende op.

Jeg vil slutte her med et billede af en ung fladfisk, der måske bare var et par centimer lang. Camouflage evnen er også her helt fantastisk, de er næsten umulige at se. Igen er jeg sikker på jeg kun får øje på en lille brøkdel af dem jeg svømmer forbi, da de simpelthen falder så godt i med sandbunden.

Øregopler og brandmænd

Forleden weekend da jeg var i vandet for at kigge på ålegræsset, kunne jeg ikke lade være at fotografere bare et par af de gopler jeg også så. De fleste var i dårlig stand, flere manglede halvdelen af den klokke-formede krop eller så meget medtagede ud. Men der var et par fine imellem, blandt andet denne øregopel, her fotograferet nede fra.

Den almindelige vandmand eller Øregoplen, Aurelia aurita, tilhører klassen af store gopler. Den er meget alminde langs hele kysten rundt om Danmark og for den sags skyld i resten af verden. Den er let at kende på de fire ringe som er lidt øre-formede. Det er kønsorganerne, som på hunnen bliver nærmest lilla, mens de er hvide hos hannerne. For en månedstid siden gik jeg en tur ved Mölle havn på Kullen, og pludselig så jeg en Øregople med seks ringe. Det viser sig at øregopler ved sjældne lejligheder kan have mere en fire gonader, men det er sjældent at se. Desværre havde jeg ikke lmit almindelige kamera med eller mulighed for at hoppe i vandet, men jeg fik dog et foto oppe fra kajen med min telefon.

Oppe ved Helsingør var der også et bar brandmænd tæt inde ved kysten, og jeg fik også et par billeder af dem. Tentaklerne var ikke super lange, så den var nok også lidt medtaget, men det gjorde det lettere at komme tæt på den for at tage billeder, når jeg ikke skulle være bange for at få fjæset ind i et par meter klæbrige tentakler med nældeceller.

Fedtemøg

For et par uger siden dykkede ved Tryggerdammen i Helsingør, og der var mange områder med fint ålegræs på den lyse sandbund. I weekenden tog jeg tilbage og få nogle billeder af ålegræsset og alt det liv der findes der. Men desværre var ålegræsset næsten totalt dækket af fedtemøg.

Fedtemøg er en fælles betegnelse for nogle et-årige brunalger, som gror som et slimet lag oven på blandt andet sten, muslinger, andre alger og ålegræs. Fedtemøg er hurtigt voksende, og hvis der en rigeligt med næring og sollys og varme vil de bare vokse og vokse. Det uheldige er at de vokser over på andre planter som ålegræs, og dermed kvæler ålegræsset. Under omrøring i vandet bliver fedtemøget ofte revet løs fra hvor det gror, og så flyder det løst rundt i vandet. Det samler sig ofte i store tæpper som lægger sig på bunden. Når de tykke lag af fedtemøg nedbrydes bruges alt ilten på havbunden, hvilket medfører iltsvind, og så forsvinder fiskene. Fedtemøg i store mængder er tegn på et dårligt vandmiljø, og synderen er primært den store udledning kvælstof fra landbruget.

Tormaj strand fra vandkanten og i luften

I påsken brugte jeg igen et par morgener ved Tormaj strand i Haderslev. Denne gang havde jeg medbragt dronen og mit undervandshus til kameraet. Den ene morgen gik jeg først i vandet og udforskede kysten, mens jeg den anden morgen blev på land, og fløj med dronen.

På drone billedet kan man se hvordan kysten slanger sig i s-kurver. Det var stadig tidligt forår, så træerne på toppen af skrænten er stadig brune og nøgne, mens de slanke grene strækker sig op i vejret. Men om en månedstid vil det hele se meget mere frodigt og grønnere ud. Jord- mudder skranten ned til vandet er ikke så tydelig på dronebilledet, da træerne hælder ud over skranten. Men det kan til gengæld ses meget tydeligt ude fra vandet. Der sker ofte jord og mudder skred ved Tormaj, hvilket gør der ligger mange træer nede på stranden. På mange af dem kan man se hele rodnettet, som tidligere var med til at holde på jorden. Men den evige påvirkning fra regn og vind gør, at jord langsomt giver slip på rødderne og glider ned at skranten, og med tiden tager jorden træer med sig ned. Jeg har ved flere lejligheder fotograferet nogle af de nedfalden træer nede på stranden.

Stranden neden for skrænten består mest af sten i forskellige størrelser, men der er områder med sand. Ude på det lave vand er det tydeligt at se et bælte af tang bugter sig langs kysten. Lidt længere ude er sandbunden mere bar at se på. Fra vandet kunne jeg se at tangbæltet primært bestod blæretang, men der er sikkert også andre tangarter i blandt. Blæretangen hæfter på bunden på sten eller muslingeskaller, mens indbyggede luftblærer får tangbladene til at søge mod overfladen.

Splits shots af tang og bølger

For et par år siden, brugte jeg en del vintermorgener på stranden for at tage split billeder af tang på lavt vand. (Billederne fra dengang kan ses her). Forleden morgen besluttede jeg at tage afsted igen. Det er altid interessant at se om forholdene har ændret sig siden sidst.

Jeg havde kigget på vejrudsigten aftenen før, og det så ud til der ville være en svag østenvind, hvilken betyder pålandsvind ved Nivå strand. Det er ikke optimalt, fralandsvind ville have været bedre for så ligger stranden i læ. Men jeg tænkte det ville være okay, når der kun skulle være omkring 2-3 m/s. Men vejrudsigten viste sig ikke helt at holde stik, så da jeg steg ud af bilen, ramte en ret kraftigt vind mig i ansigtet. Det var vind fra øst, så pålandsvind, og der var mange bølger ude på vandet. Vinden og bølgerne pressede også vandet ind mod kysten, så der var også ret højvandet. Forholdene var altså ikke optimale. Det sted jeg primært havde fotograferet for et par år siden kunne slet ikke kunne bruges nu. Så jeg kæmpede mig lidt længere ned at stranden med kameraet i det tunge undervandshus.

Jeg fandt et nyt lavvandet område, hvor der også voksede lidt spredt tang. Her brugte jeg godt halvanden time i vandet og fik nogle anderledes billeder end sidst. Jeg fokuserede på at fange øjeblikket hvor bølgerne kommer ind over tangplanten. Hvad der også er ret tydeligt på disse billeder er, hvor meget sand bølgerne hvirvler op. Alt i alt var dette en rigtig god morgen, som resulterede nogle lidt anderledes billeder.

Snorkeltur i Furesøen

I starten af december var jeg nede for at spise brunch på Furesø Marina. I den anledning gik jeg en kort tur ned til søen, og til min store overraskelse så vandet enormt klart ud. Så jeg besluttede at komme tilbage dagen efter med tørdragt og kameraet i undervandhus og tage en snorkeltur.

Sigten var rigtig god, jeg vil gætte på der var omkring 5 meters, hvilket var helt fantastisk og ikke noget jeg har set før. Sidst jeg tog en snorkeltur i Furesøen var det som at få et gardin trukket foran øjnene lige så snart jeg dykkede hovedet ned i vandet. Der var ikke meget liv at se selvom vandet var klart. Jeg så et end et par små snegle på sivene, men ellers ikke rigtig noget. Så jeg koncentrede mig om at tage lidt billeder af vegetationen i stedet.

Ribbegopler i solnedgang

For et par måneder siden var jeg ude at dykke en aften, og jeg stødte på en sværm af vandmænd lige i det smukke solnedgangslys. Desværre havde jeg makro objektivet på kameraet på det dyk, så dengang blev det mest til nærbilleder af goplerne. Under de sidste par dyk har jeg haft fisheye objektivet på i håb om jeg ville måde alle vandmændende igen. Men vandmændende har jeg ikke mødt siden. Det var som om der var rigtig mange i juni måned alle de steder, jeg var ved stranden, men siden har jeg faktisk ikke set nogen, kun enkelte brandmænd.

Forleden aften var jeg ude at dykke, og jeg fandt en del ribbegopler i vandet, men desværre ingen vandmænd. Det var en times tid før solnedgang, og den lave sols stråler trængte ned i det grønne vand. Jeg lå i lang tid ude ved ålegræsset i Tryggerdammen kun en til tre meter under havoverfladen og fotograferede ribbegoplerne som solens sidste stråler trængte ned i vandet.