Ikke helt efterår

For snart to uger siden var jeg i det sydlige Sverige en weekend. Jeg fik et par timer ved den lokale å med kameraet. Vejret var perfekt. Overskyet og en smule dryp i luften. Vandstanden i åen var høj, og vandet strømmede hurtigt rundt i s-kurverne og forbi større og mindre sten. Bladene på træerne var mest stadig grønne, men enkelte træer og buske var begyndt at blive gule, orange og røde. Dette billede fra turen er det jeg selv bedst kunne lide, men efterårsfarverne er udeblevet her. Men der er heldigvis stadig mulighed for at fotografere de smukke farver endnu i år.

Ved åen

Flammafallet, den anden side

Flammafallet er et fint vandfald i det sydlige Sverige. Hvis man følger skiltet ned til den officielle parkeringsplads og derefter stien ned til vandfaldet, kommer man ned til en fint udsigt over vandfaldet. Der er bare et problem. I et træ lige over på den anden side hænger der et skilt med fiskeri forbudt, placeret rigtig dårligt for fotografer. Dette skilt er nemlig kommet med på rigtig mange af mine billeder, hvilket jeg ikke er glad for. Så jeg satte mig for at finde den anden side af Flammafallet, hvor netop skiltet sidder i et træ, så jeg kunne undgå det på billederne.

Når jeg tidligere har kørt til Flammafallet, har jeg lagt mærke til, at google maps med mål Flammafallet, viser Flammafallet et lidt andet sted end den officielle parkeringsplads. Så jeg besluttede mig for at prøve at følge google maps i håb om det ville føre til den anden side. Jeg kom kørende fra nord, kørte så forbi skiltet der pegede til højre for at komme til Flammafallet, og fortsatte et par hundrede meter længere af vejen. Så drejede jeg ind til højre af en lille sidevej som google foreslog. Det lignede umiddelbart et beboelsens område ellers en indkørsel, men vejen endte ikke umiddelbart blindt, så jeg fortsatte et par hundrede meter længere frem. Her kom jeg så op til en gammel træbro, hvor jeg ikke kunne køre videre. Broen var nemlig spærret på modsatte side. Jeg parkerede bilen lige inden broen og fortsatte til fods. En sti eller lille vej førte videre, til hvad der lignede et sommerhusområde. Derefter kom jeg til en lille samling af større huse, hvor der stod Älgjagt på det ene. En sti førte op til højre for dette hus og videre ind i skoven. Jeg forsatte op af stien, og efter, 100-200 meter vil jeg tro, drejede en mindre sti ind til højre. Jeg drejede ind af denne smalle sti, og lagde mærke til alle blåbærbuskene på hver side af stien. Jeg tog en lille smagsprøve og fortsatte. Efter et kort stykke på stien begyndte jeg at kunne høre brusende vand, så jeg tænkte, at jeg var på rette spor. Inden længe kom jeg helt ned til Flammafallet, hvor jeg nu befandt mig på det ønskede sted, på samme side som skiltet. Her kunne jeg fotografere den anden vej og helt undgå fiskeri forbudt i billederne.

Solopgang ved Ypnasted

I pandelygtens skær finder jeg stien ned til kysten. Der er kun et smalt hul i et brombærkrat, så det er bedst at finde hullet for ikke at komme til at sidde helt fast i piggene. Det er stadig ret mørkt, og der er næsten en time til solopgang. Jeg går tættere på kysten og klipperne. Landskabet består nu mest af sten, græstotter og hullerne imellem. Hele området jeg går på nu, kan blive overskyllet af brakvand, hvis der er højvande eller når store bølger skyller ind. Men det kan også blive dækket af ferskvand hvis det regner kraftigt. Imellem græsset og stenene ligger der også en del fugtigt tang.

Da jeg når helt ned til kysten begynder jeg og lede efter motiver. Jeg har været ved Ypnasted mange gange før, men det er første gang jeg går over på klipperne til venstre. De er bevokset med lav i både grønne, gule og hvide farver. Klipperne er fugtige, og mange steder også ret glatte. Da solen stiger op over horisonten, bliver nogle af skyerne og de små tomme klatter himmel der er, farvet lidt gule og orange. Men det er ikke det store lysshow som solopgange nogle gange kan være.

Jeg klatrer igen ned til vandkanten og finder nogle smukke klipperformationer, som bliver ramt af dagens første solstråler. Jeg står længe og tager billeder i det smukke morgenlys, men da dagen er omkring en time gammel, pakker jeg sammen og smutter tilbage til familien og morgenmad.

Death Valley

Death Valley har verdensrekorden for højeste målte lufttemperatur ved jordens overflade. Selvom jeg besøgte stedet om foråret og temperaturen ikke var i nærheden af 56.7°C som rekorden lyder på, var de omkring 36°C stadig meget varmt. Solen bagte det meste af dagen ned fra en skyfri himmel, og det føltes som om jeg blev stegt ligeså snart jeg bevægede mig ud fra de mere behagelige skyggefulde områder.

Zabriskie Point sunset

Men trodser man de høje temperaturer (eller besøger stedet om vinteren) byder Death Valley på nogle utroligt smukke og fotogene landskaber. Udsigten over de farvede klippeformationer ved Zabriskie Point var et af højdepunkterne og det eneste sted jeg fik besøgt i solnedgangslys.

Zabriskie Point

Zabriskie Point blue hour

Valley of Fire State Park

Jeg kom egentlig til Valley of Fire State Park i Nevada ved lidt af et tilfælde. Jeg ledte efter overnatningssteder ikke så langt fra Las Vegas, da køreturen fra Joshua Tree National Park til Zion National Park er lidt for lang til en dag, når man har en lille pige med i camperen.

Valley of Fire State Park

Men hvilken fantastisk overraskelse. De røde sandstensformationer er utroligt smukke, og farve kontrasten mellem de røde/orange sten og den blå himmel er ideal til foto.

20160426-_MG_0285 20160426-_MG_0257 20160426-_MG_0288

Campingpladsen Arch Rock Campground i Valley of Fire State Park var oven i købet den hyggeligste jeg boede på under hele denne ferie. Campingpladserne lå spredt inde mellem de røde klipper, og man kunne stille og roligt sidde og nyde udsigten og solnedgangen uden at blive forstyrret af andre.

20160430-_MG_0661

Et af de smukkeste steder jeg besøgte var området omkring White Domes, hvor sandstensklipperne har mange forskellige farve nuancer. Der er en kort 2 km vandretur rundt i området, som går gennem åbent ørken landskab, kløfter og har udsigt til store røde klippe formationer.

20160501-_MG_0825

Faktisk blev hele min familie så glade for Valley of Fire State Park at vi vendte tilbage til parken igen på vej tilbage fra Zion, og vi blev et par dage ekstra blandt de røde sandsten.

Joshua Tree National Park

I april og maj boede jeg 3 uger i en autocamper og kørte rundt forskellige steder på den amerikanske vestkyst. Jeg startede i Joshua Tree National Park i det sydlige Californien. Det blæste kraftigt de dage jeg var der, så selvom det var i ørkenen og måske burde være varmt på denne tid af året, måtte jeg gå rundt med hue og skaljakke for at holde varmen.

Cholla Cactus Garden sunset

Joshua Tree National Park er som navnet angiver kendt for sine mange joshua træer. Men der er meget mere at komme efter. Eventyragtige klippeformationer kan udforskes, og der gror et væld af andre planter i dette ørkenområde. Et helt fantastisk sted var Cholla Cactus Garden, hvor en meget tæt population a cholla kaktus gror. Jeg var så heldig at være der en smuk aften hvor billederne her er fra.

Cholla Cactus Garden sunset

Jeg havde to dage i Joshua Tree National Park, men dette var slet ikke nok. Jeg vil minimum anbefale en dag mere. Hvis jeg en dag kommer tilbage til dette eventyrlige sted kunne jeg godt bruge meget mere tid.

Tvillingesøerne ved Sete Cidades

I den vestlige ende af Sao Miguel finder man tvillingesøerne ved Sete Cidades. Den store er azur blå og hedder Lagoa Azul, mens den grønne er noget mindre og hedder Lagoa Verde (det betyder grøn på portugisisk). Ifølge legenden blev de to søer skabt, da en prinsesse og hendes elsker, en ung hyrde, ikke kunne få hinanden. Under afskeden strømmede tårerne, den blå sø blev dannet af den blåøjede prinsessens tåre, mens den grønne sø blev skabt fra den grønøjede hyrdens tåre. Prinsessen græd mest, og derfor er den blå sø størst.

Sete Cidades, Lagoa Azul, Lagoa Verde

En lidt mere videnskabelig forklaring på søernes farveforskel er, at den blå sø er stor nok til at kunne reflekterer himlen, mens den grønne sø reflekterer det omkringliggende grønne landskab.

Geotermisk aktivitet

I det nordøstlige Island i området tæt ved søen Myvatn findes nogle af de mest spektakulære geotermiske områder som Island har at byde på. Allerede på lang afstand kan man gætte hvad der venter forude, idet den altoverskyggende svovllugt baner sig vej til ens næsebor.

Bublende mudder

Jeg startede med at sondere området ved Hverir og Námafjall, hvor boblende mudderpøle og dampende steam vents næsten fik mig til at glemme den nu endnu mere intense svovllugt. Det er nærmest hypnotiserende at stå og kigge på det boblende mudder, og for at gøre det hele endnu mere fascinerende er jordskorpen mange steder farvet i de mest fantastiske mønstre i røde, orange, gule og grønne nuancer på grund at diverse svovlforbindelser i jorden.

Krafla

Ikke langt fra Hverir ligger Krafla vulkanen, hvor lava marker og en lille uigennemsigtig svagt grønlig krater sø er at finde. Rundt om søen står dampen op, så man er ikke ligefrem fristet til en badetur.

Jökulsarlon strand

Efter isstykkerne fra Jökulsarlon islagunen er kommet gennem floden og ud i havet, lever de ikke længe. Den kraftige bølge aktivitet skyller mange isstykker op på den sorte strand. Efter nogle få timer i bølgernes magt, er langt de fleste isstykker smeltet, og kun fodspor i det sorte sand fra fotografer og andre turister, vidner om der engang lå noget. Tidevandet sletter dog også hurtigt disse spor.

Jökulsarlon strand 20140716-_MG_1374 20140717-_MG_9310