Bulbjerg

Jeg har længe ønsket mig at besøge Bulbjerg, og i påsken i år fik jeg endelig chancen. Jeg havde lejet et sommerhus i Jammerbugten, og benyttede muligheden for at kigge forbi Bulbjerg ved flere lejligheder. Der er en fine adgangsforhold ved Bulbjerg. Oppe ved toppen gik jeg rundt og kiggede ned, og på de opsatte plancher i bunkeren læste jeg om Bulbjergs historiske betydning omkring 2. verdenskrig, og geologien og naturen i området. Flere forskellige sæt trapper fører ned til stranden, på forskellige sider af Bulbjerg.

Da jeg stod nede på stranden og kiggede op på den mægtige kalkklint, følte jeg mig ret lille. Bulbjerg tårner sig 47 meter op i luften, med diverse større og mindre udspring og indhug på vej op mod toppen. Der havde været et større skred for nylig da jeg var der. Store blokke af sten var faldet ned og blokerede faktisk stranden fuldstændig. Det var et smukt syn at stå og betragte Bulbjerg ved solopgang og solnedgnag, mens lyden af bølgerne mod stranden og de skrigende rider lavede et fantastisk soundtrack.

Jeg var iført mine trofaste gummistøvler, mens jeg gik på stranden og tog billeder. Det er nærmest blevet en fast beklædningsdel for mig når jeg tager billeder, da jeg tit stiller mig lidt ud i vandet. Jeg plejer ikke at få vand i gummistøvlerne, men på grund af den kraftige vind, var nogle af bølgerne så kraftige, at vandet skyllede ind over kanten. Jeg måtte ved flere lejligheder have en støvle af og hælde vandet ud af den. De tørre heldigvis hurtigt igen.

Blæsende dage i Thorupstrand

Påsken brugte jeg i Nordjylland, et af mine yndlingsteder i Danmark. Jeg har været i området omkring Skagen mange gange, så i år ville jeg gerne opleve noget andet. Så jeg valgte Thorupstrand ved Jammerbugten. Det blæste kraftigt da jeg ankom. Vindstødende slog mig næsten omkuld da jeg steg ud af bilen ved sommerhuset, og udlejeren nærmest undskyldte for den kraftige blæst. Men jeg var nu slet ikke ked af det blæste så meget.

Vinden skabte store bølger, som kontinuerligt rullede ind på sandstranden. Faktisk var bølgerne så store, at fiskekutterne ikke kunne komme i vandet de første par dage. Thorupstrand er kendt for sine fiskekuttere, som bliver hevet op på stranden hver eftermiddag.

Men jeg brugte et par aftener på at fotografere bølgerne, som de slog mod kysten, mens skummet fløj om ørene på mig.

Lige bagved stranden ligger sandklitterne. Det er store dyner af sand som holdes nogenlunde på plads af sandhjælmene. Sandhjælme er en græstype som gror i klitterne. De har jordstængler, der vokser på kryds og tværs i sandet, og derved holder græsset på sandet og dæmper sandflugten. I den kraftige blæst var der nu masser af fugende sand, så det var svært at kigge i vindretningen uden at få en masse sand i øjnene. Men vinden lavede også de fineste mønstre i sandet, og selvom jeg gik i sandet, var fodspor nærmest blæst væk et par minutter efter.

En stille vinteraften ved Tisvildeleje strand

Jeg besluttede det var på tide at komme ud med kameraet igen, så jeg pakkede tasken og kørte til Tisvildeleje strand ved solnedgangstid. Da jeg ankom på parkeringspladsen var der stadig en del biler, men sikkert ingenting i forhold til en travl sommerdag. Nogle børnefamilier legede på stranden, og et par hundeluftere gik langs vandkanten. Det var koldt, og jeg havde godt med tøj på, både dunjakken og de gamle skibukser var kommet frem fra skabet.

Jeg kunne med det samme se at det var meget lavvandet. Et par sandbanker som plejer at være under vandet, var nu blevet til små øer et par meter fra strandkanten. Øerne udgjorde fine forgrundsmotiver til billederne, så jeg brugte det meste af aftenen ved dissse. Bølger var der ikke meget af, men små bølgeskvulp kom ind og ramte ydersiden af øerne og den stenede strand langs kysten. Jeg nød at lytte vandet. Det er næsten hypnotiserende, og jeg fik få følelsen af at komme helt væk fra en travl hverdag, som jeg gik på stranden og tog billeder.

Det blev ikke en solnedgang med mange farver. I den ene retning var der nærmest skyfrit, mens der i den anden retning lå et ret tykt lang skyer. Men et kort stykke tid kom solstrålerne til syne, og ramte vandet ude ved horisonten. Horisonten blev orange og et lyserødt skær oplyste havet. Efter solen var gået ned blev horisonten ved at være svagt orange i lang tid, men til sidst forsvandt dette også. Jeg gik tilbage til bilen og kørte hjem.

Råbjerg Mile

De her billeder er faktisk fra påske sidste år, så jeg har været lidt lang tid om at få skrevet om dem. Men det ændre dog ikke på at Råbjerg Mile er et af mine yndlingsteder i Danmark at fotografere. Jeg elsker linjerne i sandet, og det ofte smukke aftenlys i klitterne. Det svære er at finde områder hvor der ikke har gået mennesker, hvilke godt kan være lidt svært efter en hel dag med besøgende.

På mange af mine første ture deroppe prøvede jeg at komponere billederne, så man kunne se en stor del af milens landskab, men det var altid meget svært på grund af de mange fodspor, som jeg prøvede at undgå. Men denne gang har jeg prøvet at fokusere på meget mindre dele af milen i forgrunden, og det er der kommet nogle anderledes billeder ud af end dem jeg tidligere har taget deroppe. Linjerne i sandet var mit fokus, sammen med lyset fra solnedgangen.

Jeg har brugt graduerede filtre på begge billederne, for at få eksponeringen for himlen til at passe med forgrunden i milen. For nylig opgradere jeg min gamle Lee holder til en holder fra Nisi, og den har jeg været meget glad for. Lee holderen havde jeg brugt i mange år, og den var simpelthen blevet slidt op.

En musling på Grenen

Jeg er kommet lidt bagud med at skrive til bloggen her, så det næste stykker tid kommer der lidt billeder fra påskens tur til Nordjylland. Billedet her er fra Grenen, hvor jeg elsker et færdes om morgenen ved solopgang. Jeg parkerer som regel på parkeringspladsen mens det stadig er mørkt, og trasker så hele vejen ud til spidsen. På min vej fotografere jeg alt hvad jeg finder interessant, og denne morgen var det muslinger. Tusindvis af små muslinger skyllet op på stranden, og lå spredt rundt omkring i vandkanten. Jeg synes de udgjorde en flot forgrundsmotiv, som jeg fotograferede som solen der stod op.

Jeg var ikke den eneste der bemærkede muslingerne. Mågerne rendte rundt på stranden og nød festmåltidet, mens de engang imellem måtte flyve op for at undgå bølgerne der skyllede ind.

Ikke helt efterår

For snart to uger siden var jeg i det sydlige Sverige en weekend. Jeg fik et par timer ved den lokale å med kameraet. Vejret var perfekt. Overskyet og en smule dryp i luften. Vandstanden i åen var høj, og vandet strømmede hurtigt rundt i s-kurverne og forbi større og mindre sten. Bladene på træerne var mest stadig grønne, men enkelte træer og buske var begyndt at blive gule, orange og røde. Dette billede fra turen er det jeg selv bedst kunne lide, men efterårsfarverne er udeblevet her. Men der er heldigvis stadig mulighed for at fotografere de smukke farver endnu i år.

Ved åen

Flammafallet, den anden side

Flammafallet er et fint vandfald i det sydlige Sverige. Hvis man følger skiltet ned til den officielle parkeringsplads og derefter stien ned til vandfaldet, kommer man ned til en fint udsigt over vandfaldet. Der er bare et problem. I et træ lige over på den anden side hænger der et skilt med fiskeri forbudt, placeret rigtig dårligt for fotografer. Dette skilt er nemlig kommet med på rigtig mange af mine billeder, hvilket jeg ikke er glad for. Så jeg satte mig for at finde den anden side af Flammafallet, hvor netop skiltet sidder i et træ, så jeg kunne undgå det på billederne.

Når jeg tidligere har kørt til Flammafallet, har jeg lagt mærke til, at google maps med mål Flammafallet, viser Flammafallet et lidt andet sted end den officielle parkeringsplads. Så jeg besluttede mig for at prøve at følge google maps i håb om det ville føre til den anden side. Jeg kom kørende fra nord, kørte så forbi skiltet der pegede til højre for at komme til Flammafallet, og fortsatte et par hundrede meter længere af vejen. Så drejede jeg ind til højre af en lille sidevej som google foreslog. Det lignede umiddelbart et beboelsens område ellers en indkørsel, men vejen endte ikke umiddelbart blindt, så jeg fortsatte et par hundrede meter længere frem. Her kom jeg så op til en gammel træbro, hvor jeg ikke kunne køre videre. Broen var nemlig spærret på modsatte side. Jeg parkerede bilen lige inden broen og fortsatte til fods. En sti eller lille vej førte videre, til hvad der lignede et sommerhusområde. Derefter kom jeg til en lille samling af større huse, hvor der stod Älgjagt på det ene. En sti førte op til højre for dette hus og videre ind i skoven. Jeg forsatte op af stien, og efter, 100-200 meter vil jeg tro, drejede en mindre sti ind til højre. Jeg drejede ind af denne smalle sti, og lagde mærke til alle blåbærbuskene på hver side af stien. Jeg tog en lille smagsprøve og fortsatte. Efter et kort stykke på stien begyndte jeg at kunne høre brusende vand, så jeg tænkte, at jeg var på rette spor. Inden længe kom jeg helt ned til Flammafallet, hvor jeg nu befandt mig på det ønskede sted, på samme side som skiltet. Her kunne jeg fotografere den anden vej og helt undgå fiskeri forbudt i billederne.

Solopgang ved Ypnasted

I pandelygtens skær finder jeg stien ned til kysten. Der er kun et smalt hul i et brombærkrat, så det er bedst at finde hullet for ikke at komme til at sidde helt fast i piggene. Det er stadig ret mørkt, og der er næsten en time til solopgang. Jeg går tættere på kysten og klipperne. Landskabet består nu mest af sten, græstotter og hullerne imellem. Hele området jeg går på nu, kan blive overskyllet af brakvand, hvis der er højvande eller når store bølger skyller ind. Men det kan også blive dækket af ferskvand hvis det regner kraftigt. Imellem græsset og stenene ligger der også en del fugtigt tang.

Da jeg når helt ned til kysten begynder jeg og lede efter motiver. Jeg har været ved Ypnasted mange gange før, men det er første gang jeg går over på klipperne til venstre. De er bevokset med lav i både grønne, gule og hvide farver. Klipperne er fugtige, og mange steder også ret glatte. Da solen stiger op over horisonten, bliver nogle af skyerne og de små tomme klatter himmel der er, farvet lidt gule og orange. Men det er ikke det store lysshow som solopgange nogle gange kan være.

Jeg klatrer igen ned til vandkanten og finder nogle smukke klipperformationer, som bliver ramt af dagens første solstråler. Jeg står længe og tager billeder i det smukke morgenlys, men da dagen er omkring en time gammel, pakker jeg sammen og smutter tilbage til familien og morgenmad.

Death Valley

Death Valley har verdensrekorden for højeste målte lufttemperatur ved jordens overflade. Selvom jeg besøgte stedet om foråret og temperaturen ikke var i nærheden af 56.7°C som rekorden lyder på, var de omkring 36°C stadig meget varmt. Solen bagte det meste af dagen ned fra en skyfri himmel, og det føltes som om jeg blev stegt ligeså snart jeg bevægede mig ud fra de mere behagelige skyggefulde områder.

Zabriskie Point sunset

Men trodser man de høje temperaturer (eller besøger stedet om vinteren) byder Death Valley på nogle utroligt smukke og fotogene landskaber. Udsigten over de farvede klippeformationer ved Zabriskie Point var et af højdepunkterne og det eneste sted jeg fik besøgt i solnedgangslys.

Zabriskie Point

Zabriskie Point blue hour

Valley of Fire State Park

Jeg kom egentlig til Valley of Fire State Park i Nevada ved lidt af et tilfælde. Jeg ledte efter overnatningssteder ikke så langt fra Las Vegas, da køreturen fra Joshua Tree National Park til Zion National Park er lidt for lang til en dag, når man har en lille pige med i camperen.

Valley of Fire State Park

Men hvilken fantastisk overraskelse. De røde sandstensformationer er utroligt smukke, og farve kontrasten mellem de røde/orange sten og den blå himmel er ideal til foto.

20160426-_MG_0285 20160426-_MG_0257 20160426-_MG_0288

Campingpladsen Arch Rock Campground i Valley of Fire State Park var oven i købet den hyggeligste jeg boede på under hele denne ferie. Campingpladserne lå spredt inde mellem de røde klipper, og man kunne stille og roligt sidde og nyde udsigten og solnedgangen uden at blive forstyrret af andre.

20160430-_MG_0661

Et af de smukkeste steder jeg besøgte var området omkring White Domes, hvor sandstensklipperne har mange forskellige farve nuancer. Der er en kort 2 km vandretur rundt i området, som går gennem åbent ørken landskab, kløfter og har udsigt til store røde klippe formationer.

20160501-_MG_0825

Faktisk blev hele min familie så glade for Valley of Fire State Park at vi vendte tilbage til parken igen på vej tilbage fra Zion, og vi blev et par dage ekstra blandt de røde sandsten.