Tilbage til Tormaj

I juleferien besøgte jeg igen Tormaj strand ved Haderslev. Forholdene var meget anderledes end sidst jeg var der. I efteråret var der kraftigt østenvind, hvilket resulterede i højvande og bølger, der kontinuerligt rullede ind mod stranden. Jeg var dernede to morgenen i denne omgang, og morgenerne var hver især helt forskellige fra hinanden. Noget af det jeg virkelig elsker ved at fotografere ved kysten er, at selvom jeg kommer de samme steder igen og igen, ændrer forholdene sig konstant, så billederne bliver altid helt forskellige. De motiver jeg vælger en dag er helt anderledes dagen efter eller eksisterer måske slet ikke længere.

Første morgen var helt vindstille, og det støvregnede en smule. Tåge og dis lå langs kysten og indhyllede trætoppene oppe langs skrænten. Sigten var meget begrænset, som jeg gik på den stenede strand. Selvom der ingen vind var, var der en del bølger der ramte kysten, og vandet bevægede sig rundt bland stenene. Der var ingen farver fra solopgangen, alt blev i de grå nuancer, men omkring en halv time efter solopgang begyndte det at regne kraftigt, så jeg besluttede at pakke sammen og smutte hjem.

Jeg kom tilbage to dage senere. Vejrudsigten havde lovet sol denne morgen, det eneste i hele juleugen, men der var også chance for regn. Da jeg kom ned til stranden, var det klart med enkelte skyer ude i horisonten. Det var vindstille, og vandet var nærmest fladt, kun enkelte krusninger gjorde vandoverfladen ret mørk. Men det mest bemærkelsesværdige var den lave vandstand. De sten jeg fotograferede i efteråret var omkring fem meter oppe på stranden, sammenlignet med i vandkanten sidst. Den lave vandstand blotlagde sten, der normalt er dækket af vand. Disse sten var bevokset af grønne alger og rurer. Kort efter jeg ankom kom et par mindre byer forbi, de gjorde solopgangs lyset helt fantastisk.

Advertisement

Sequoia National Park

Sequoia National Park er hjemsted for gigantiske kæmpe træer så store, at det næsten ikke er til at tro sine egne øjne. Med en stammediameter på op til 7.7 meter er sequoia træer nogle af de største i verden.

Under mit besøg var store del af Sequoia National Park indhyllet i en tæt tung tåge, som gjorde at jeg på nogle tidspunkter ikke kunne se toppe af de store træer. Tågen gjorde stemningen blandt giganterne helt eventyrlig (og meget fotogen), specielt da jeg fandt et mere stille sted omkring Crescent Meadow langt fra menneskemængderne og asfalterede stier.

Jeg vandrede også op langs Kaweah floden til Tokopah vandfaldet hvor resterne af vinterens sne stadig lå i klatter på den rå granitklippe. Turen kan varmt anbefales, men der ses ingen af de store sequoia træer på ruten.

Det første billede i denne blogpost har lige vundet første pladsen i kategorien “Vækster” i NFDs årkonkurrence, som netop er blevet afholdt.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

 

Oeschinensee

Det meste af min sommerferie brugte jeg i alperne Schweiz. Bl.a. besøgte jeg den meget smukke bjergsø Oeschinensee (højde: 1578 meter over havet).

Vejret ved søen er meget varierende. En morgen da jeg vågnede og kiggede ud af hotelværelsesvinduet, var det fuldstændigt tåget, og man kunne næsten ikke se søen (hotellet ligger ca. 20 m fra bredden). Der gik ikke mere end 5 minutter, før søen igen var synlig og oplyst af solens stråler, og den klare blå farve igen mødte mine øjne. Kort efter væltede tågen ind igen, og sådan blev det ved hele dagen. De lavtliggende skyer rullede ind nede fra dalen og indhyllede søen og forsvandt derefter op i højderne. Det første billede er taget mens noget sol stadig rammer overfladen og andre dele af søen ligger i skygge under skyerne. Dette fænomen gav en fantastisk mønster på søens overflade.

Solnedgangen ved Oeschinensee kan også varmt anbefales. Lyset forsvinder hurtigt ved selve søen, da solen går ned bag alperne, men til gengæld bliver de omkringliggende alpetoppe oplyst i de mest fantastiske farver. Jeg havde to aftener til at nyde dette lysspil og fotografere ved søen. Første aften var de sneklædte toppe pakket ind i små candyfloss skyer  som sammen med toppene blev oplyst i lyserøde og sarte orange farver. Anden aften var alpetoppene nøgne men oplyst i et meget kraftigt orange lysskær, så det nærmest lignede at ildebrande hærgede alperne.

For at tage disse to solnedgangsbillede har jeg brugt graduerede ND-filtre for at udligne lysmængden på alpetoppene og søen i skyggen.