Sne, tåge og rimfrost

I uge 9 pakkede jeg bilen og kørte sammen med familien de lidt over 700 km nordpå til Orsa Grönklitt i Sverige. Dette er et sted, jeg er kommet siden jeg var barn og, som altid bringer gode minder frem. Det blev en uge med sne, tåge, rimfrost og tøvejr. Igen i år valgte jeg langrendskiene til at komme rundt og se landskabet med kamera udstyr i rygsækken. Når jeg tager billeder i et snedækket landskab, overeksponerer jeg omkring et helt blændetrin. Kameraets autoeksponering vil sigte efter 15% gråt i hele billedet, og hvis man ikke kompensere for dette i et meget lyst snedækket landskab, vil sneen se grålig og kedelig ud, og billederne vil virke for mørke.

Jeg var så heldig at det var tåget flere formiddage i løbet af ugen, så det var perfekt fotovejr. Tåge i et snedækket landskab er helt specielt. Under disse betingelser er det muligt at tage billeder, hvor horisonten helt eller delvist forsvinder. Alt ud over det primære motiv bliver hvidt, og former og kontraster træder frem i et nærmest grafisk udtryk. Her har jeg taget et billedet af et par enkle træer, jeg syntes var flotte. Det største træ er dækket med lav både på stammen og ude på spidserne af de små grene, hvilket næsten får det til at ligne blade, der blæser i vinden. Træet nærmest står og beskytter og omkranser det lille grantræ til højre.

Når tågen indhyller landskabet er det perfekt at eksperimentere med lange lukkertider og bevægelse af kameraet. Et af resultaterne kan ses på det nedenstående billede. Jeg fandt en samling af træer, jeg jeg godt kunne lide, og indstillede lukkertiden til 1/15 sekund. Derefter tog jeg en række billeder mens jeg tiltede kameraet op og ned. En del af billederne er lige til at kassere, da der enten manglede toppen eller bunden af træerne. Men dette her kunne jeg godt lide. Når jeg ser billedet, kommer jeg til at tænke på spøgelses træer. Nok delvist på grund af det uskarpe og lidt drømmende udtryk i billedet. Men måske også fordi nogle af træerne kunne være døde. Der ikke er mange nåle at se, og flere af stammer virker meget nøgne, som om de sprøde sidegrene er knækket af i et blæsevejr på et tidspunkt.

En enkelt morgen var landskabet anderledes og som fortryllet. Der var rimfrost på alle træer og buske. Hvert eneste træ var dækket af de fineste små iskrystaller, som gav dem alle et helt eventyrligt og hvidligt udseende. Nåletræerne på billedet her ser nærmest uvirkelige ud, så lyse som de fremstår. Landskabet så næsten sort/hvidt ud, men på billedet lyser de rød-brunlige træstammer op, og viser med alt tydelighed, at der er tale om et farvebillede.

Det var fantastisk at bevæge sig rundt i dette snedækkede og tågeindhyllede myrlandskab i en uges tid. Jeg nød turene på ski, og var selv glad for de billeder jeg fik med hjem.

En (u)sandsynlig våd vinter

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har regnet og regnet og regnet denne vinter. Der har været perioder med frost og lidt sne, men mest af alt har det bare været vådt. Jorden er totalt mættet af vand, og alle småsøer er gået over deres breder. Skovstier står ligeledes under vand, og en masse nye vandhuller er dukket op. I januar og februar i år er der faldet 20-30 millimeter extra vand i forhold til de sidste 30 års gennemsnit. Det er meget, når normalen for februar ligger på 50 mm, og måneden er ikke slut endnu. En cykeltunnel her i Farum har ligeledes været oversvømmet fem gange i løbet af vinter sæsonen, og her i sidste omgang har den nu været under vand i over to uger.

Jeg har været ude og fotografere flere gange i både sne og vand, men i sidste uge var der en eftermiddag med perfekte forhold, en tæt tåge havde nemlig lagt sig over området. Jeg nåede ud en kort tur omkring solnedgang, og gik rundt mellem træerne i den lille skov, som ligger tæt på hvor jeg bor. Men skoven var ikke som den plejer. Jeg havde heldigvis taget gummistøvler på, for alt stod under vand. Det var nærmest, som at bevæge sig rundt i cypres skovene i det sydlige USA. Træernes nøgne stammer blev reflekteret i vandoverfladen samtidig med at dråber dryppede omkring mig fra de våde trætoppe. Det var en utrolig smukt syn at gå rundt denne eftermiddag.

Men jeg spekulerer på hvad der mon kommer til at ske med alt dette vand. Måske er dette bare den nye normal. 2023 var det vådeste år der er målt siden 1874, og 2024 er startet i sammen stil.

En magisk morgen

Jeg forlod bilen ved parkeringspladsen, og gik op mellem de røde træhuse i Örnafälla. Det var stadig dunkelt og de udendørs lamper tændte, som jeg gik forbi. Jeg var ikke helt sikker på vejen ud til holmene, da jeg kun havde været på lokaliteten en gang tidligere i dagslys, og netop nu var alt indhyllet i en tyk tåge. Jeg kunne ikke se søen forude, men håbede jeg gik på den rette sti. Da jeg kom et stykke forbi det sidste hus, begyndte jeg endelig at kunne skimte vandet længere fremme, og jeg fortsatte ud på holmene.

Der ligger flere små øer ude i søen, men jeg kunne knap nok skimte dem gennem tågen. Det lave skydække ændrede sig hele tiden, så jeg et kort øjeblik kunne se øerne, men derefter forsvandt en eller flere af dem igen. Det var fuldstændig vindstille, og vandoverfladen var helt rolig, så spejlingen ef øerne med træer var perfekt.

Solen hævede sig op over horisonten i øst, og farvede tågen gylden. Træerne, der stod på række langs vandkanten, blev indhyllet i det gyldne lys, og deres silhuetter stod smukt frem i tågen, mens solens stråler kæmpede for at bryde igennem. Fotomotiverne var endeløse på dette tidspunk, og jeg løb nærmest lidt febrilsk frem og tilbage for at få det hele med.

Som tiden gik, var det som om solens stråler begyndte at vinde kampen over tågen. Træerne med efterårsblade blev nu enkelte steder oplyst i det gyldne lys fra den stadig diffuse sol. Da jeg efter endnu lidt tid måtte køre hjemad var tågen lettet fra området, men det var virkelig en perfekt foto morgen.

Tilbage til Tormaj

I juleferien besøgte jeg igen Tormaj strand ved Haderslev. Forholdene var meget anderledes end sidst jeg var der. I efteråret var der kraftigt østenvind, hvilket resulterede i højvande og bølger, der kontinuerligt rullede ind mod stranden. Jeg var dernede to morgenen i denne omgang, og morgenerne var hver især helt forskellige fra hinanden. Noget af det jeg virkelig elsker ved at fotografere ved kysten er, at selvom jeg kommer de samme steder igen og igen, ændrer forholdene sig konstant, så billederne bliver altid helt forskellige. De motiver jeg vælger en dag er helt anderledes dagen efter eller eksisterer måske slet ikke længere.

Første morgen var helt vindstille, og det støvregnede en smule. Tåge og dis lå langs kysten og indhyllede trætoppene oppe langs skrænten. Sigten var meget begrænset, som jeg gik på den stenede strand. Selvom der ingen vind var, var der en del bølger der ramte kysten, og vandet bevægede sig rundt bland stenene. Der var ingen farver fra solopgangen, alt blev i de grå nuancer, men omkring en halv time efter solopgang begyndte det at regne kraftigt, så jeg besluttede at pakke sammen og smutte hjem.

Jeg kom tilbage to dage senere. Vejrudsigten havde lovet sol denne morgen, det eneste i hele juleugen, men der var også chance for regn. Da jeg kom ned til stranden, var det klart med enkelte skyer ude i horisonten. Det var vindstille, og vandet var nærmest fladt, kun enkelte krusninger gjorde vandoverfladen ret mørk. Men det mest bemærkelsesværdige var den lave vandstand. De sten jeg fotograferede i efteråret var omkring fem meter oppe på stranden, sammenlignet med i vandkanten sidst. Den lave vandstand blotlagde sten, der normalt er dækket af vand. Disse sten var bevokset af grønne alger og rurer. Kort efter jeg ankom kom et par mindre byer forbi, de gjorde solopgangs lyset helt fantastisk.

Sequoia National Park

Sequoia National Park er hjemsted for gigantiske kæmpe træer så store, at det næsten ikke er til at tro sine egne øjne. Med en stammediameter på op til 7.7 meter er sequoia træer nogle af de største i verden.

Under mit besøg var store del af Sequoia National Park indhyllet i en tæt tung tåge, som gjorde at jeg på nogle tidspunkter ikke kunne se toppe af de store træer. Tågen gjorde stemningen blandt giganterne helt eventyrlig (og meget fotogen), specielt da jeg fandt et mere stille sted omkring Crescent Meadow langt fra menneskemængderne og asfalterede stier.

Jeg vandrede også op langs Kaweah floden til Tokopah vandfaldet hvor resterne af vinterens sne stadig lå i klatter på den rå granitklippe. Turen kan varmt anbefales, men der ses ingen af de store sequoia træer på ruten.

Det første billede i denne blogpost har lige vundet første pladsen i kategorien “Vækster” i NFDs årkonkurrence, som netop er blevet afholdt.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

 

Oeschinensee

Det meste af min sommerferie brugte jeg i alperne Schweiz. Bl.a. besøgte jeg den meget smukke bjergsø Oeschinensee (højde: 1578 meter over havet).

Vejret ved søen er meget varierende. En morgen da jeg vågnede og kiggede ud af hotelværelsesvinduet, var det fuldstændigt tåget, og man kunne næsten ikke se søen (hotellet ligger ca. 20 m fra bredden). Der gik ikke mere end 5 minutter, før søen igen var synlig og oplyst af solens stråler, og den klare blå farve igen mødte mine øjne. Kort efter væltede tågen ind igen, og sådan blev det ved hele dagen. De lavtliggende skyer rullede ind nede fra dalen og indhyllede søen og forsvandt derefter op i højderne. Det første billede er taget mens noget sol stadig rammer overfladen og andre dele af søen ligger i skygge under skyerne. Dette fænomen gav en fantastisk mønster på søens overflade.

Solnedgangen ved Oeschinensee kan også varmt anbefales. Lyset forsvinder hurtigt ved selve søen, da solen går ned bag alperne, men til gengæld bliver de omkringliggende alpetoppe oplyst i de mest fantastiske farver. Jeg havde to aftener til at nyde dette lysspil og fotografere ved søen. Første aften var de sneklædte toppe pakket ind i små candyfloss skyer  som sammen med toppene blev oplyst i lyserøde og sarte orange farver. Anden aften var alpetoppene nøgne men oplyst i et meget kraftigt orange lysskær, så det nærmest lignede at ildebrande hærgede alperne.

For at tage disse to solnedgangsbillede har jeg brugt graduerede ND-filtre for at udligne lysmængden på alpetoppene og søen i skyggen.