Vinterferie

Jeg er næsten lige kommet hjem fra en uges skiferie i Orsa i Sverige, som ligger ca. 700 km nord for Helsingborg. Jeg har været i Orsa mange gange før. Mens jeg var deroppe, gik det op for mig, at det var 10 år siden jeg havde været på skiferie sidst. Dagene blev brugt ude i skisporene på langrendsski, mens jeg fik lidt foto tid omkring solnedgang. Jeg havde en rigtig fin uge i Orsa med alt muligt forskelligt slags vejr, men mere om det senere.

Ved solnedgangs tid tog jeg atter ski eller snesko på, og bevægede mig ud i den dybe sne væk fra skisporene for at fotografere. Jeg foretrækker at have sneskoene på mens jeg fotografere, da de lange ski ofte kom i karambolage med benene på stativet. Men de gange jeg gerne ville et stykke væk fra hytten, valgte jeg nu alligevel skiene, da det er mere bekvemt og hurtigere til transport.

Billederne her viser tre meget forskellige solnedgange. Der er en del tæt nåletræsbevoksning deroppe, men jeg prøvede at finde nogle lokationer hvor der er lidt mere åbent mens jeg fotograferede. De to første billeder er taget forskellige steder ved Rädsjön, som her er fuldstændig dækket af is og sne. Det sidste billede er taget i et myr område tæt ved søen. Jeg har brugt forskellige graduerede filtre mens jeg tog billederne, da himlen generelt var lysere end forgrunden.

Advertisement

Billeder fra vinterlandskabet

Vinteren kom til Danmark i sidste uge med frostgrader og snefald. I Farum har der været frost det meste af ugen. Vind har der ikke været noget af, så jorden er hvid, og sneen ligger stadig på træernes grene og pynter. Det er ikke fordi der ligger store mængder sne, bare et par centimeter, men det gør en kæmpe forskel. Hele landskabet lyser op på en helt speciel måde, og alle lydene bliver anderledes. Jeg drages af sneen og kulden, og det er som om landskabet inviterer mig ud for at opleve lyset, lydende of naturen.

I weekenden fik jeg endelig lidt tid til at gå ud og tage nogle billeder i skoven tæt på hvor jeg bor. Jeg havde ivrigt ventet flere dage, hvor all dagligdagens gøremål havde forhindret mig i at komme ud.

Jeg ville gerne ville skabe lidt bevægelse i billederne, så jeg havde brug for en lidt lang lukkertid på omkring 1/4 – 1/2 sekund. Dette er faktisk svært at åbne i et snedækket landskab selv om det er overskyet, da sneen lyser så meget op. Derfor er alle billederne er taget i tusmørket. Jeg var ude både morgen og eftermiddag, for at få mest muligt tid ude i det rette lys.

Vintervejr

Termometeret viste plus, mens store vattede snefnug af tøsne dalede lydløst ned fra himlen, og lagde sig som en tung dyne hvid over landet. Sneen var fugtig, og rundt omkring i haverne trillede børn ivrigt store snemænd.

Tø blev til frost, som blev til tø og nu frost igen. Sneen ændrede konsistens, og ligger nu som et hårdt islag mange steder. Det foranderlige vejr skabte smukke isformationer på træer og buske.

Solen fortrængte nogle dage de tunge grå skyer og lyste landskabet yderligere op. Men selv på en overskyet dag er en snedækket landskab meget lysere og mere indbydende end grå vinterdag uden sne.

Landmannalaugar

Landmannalaugar er et fantastisk naturområde i højlandet i den sydlige del af Island. Området er geotermisk aktivt og mest kendt for de mangefarvede rhyolite bjerge og sorte lava marker. Bjerge i gullige, rødlige, blålige og lilla nuancer blandes med intens grøn mosbevoksning, og hvis man ikke kommer alt for sent på sæsonen, er der stadig klatter af sne spredt på bjergene. Grundet en dårlig vejrudsigt var jeg kun lidt over 24 timer i dette fantastiske område, men kommer jeg tilbage til Island, er dette det første sted jeg vil besøge igen, og denne gang i egen 4-hjulstrækker med mindst en uge til rådighed. I løbet af de 24 timer fik jeg dog vandret 20+ kilometer og kun sovet 3-4 timer.

Det er kun muligt at kører op til Landmannalaugar i 4-hjulstrækker og helst en af den høje type, da der flere steder er flodkrydsninger, som kan være ret dybe. Det er også muligt at tage en bus derop, hvilket jeg gjorde, da den lejede Skoda ikke ville kunne klare turen, plus man kan få store bøder, hvis man kører på de såkaldte F-veje i lejebiler.

Teltpladsen i Landmannalauger er ikke den bedste jeg har prøvet. Det er enten muligt at slå teltet op på et hårdt grus underlag, som er relativt tørt, eller på mindre græsområder som er ret fugtige. Jeg valgte det bløde græs og håbede på at teltbunden ville holde tæt, hvilket den heldigvis gjorde. Der er også mulighed for at sove i en hytte på sovesal, men der skal man eftersigende booke flere måneder i forvejen.

Hvidt i hvidt

Tåge og sne. Forgrund og baggrund smelter sammen og indrammer billedelementer i hvidt. Det er umuligt at se horisont linjen, og alt svæver i et udefineret hvidt landskab. Et lille træ stikker op af sneen, men hvor starter og slutter det? Grenspidserne er dækket af nyfaldet puddersne, og det får det hele til at virker endnu mere drømmeagtigt. Min stedsans forsvinder.

Jeg beslutter at eksperimentere med abstrakte former i det sne og tåge dækkede landskab. Jeg zoomer og tilter kameraet mens lukkeren er åben for at få træerne til at falde endnu mere i med det sceneriet.

 

En uge med klister

Tøsne og isede langrandsspor. Løsningen er i dette tilfælde klister-smørelse på skiene. Men klister er lidt af et blandet fornøjelse. Godt nok hjælper det med at stå fast, men nogle gange også for fast, i hvert fald hvis ens primære mål er at stå på ski. Heldigvis for mig tager jeg hovedsageligt ud på ski for at fotografere, og derfor kan jeg godt leve med lidt klumper under skiene.

I uge 9 tilbragte jeg en uge i Sverige på skiferie. Men som resten af denne vinter på Danmarks brede grader, var det også varmt deroppe. Der var masser af sne, op mod en meter, men det var tøvejr og sneen var iset og lidt beskidt at se på. Det blæste kraftigt den første dag, så små grene og andet skidt var at finde i sneen. Trods den lidt kedelige sne gik de første par dage på ski faktisk rigtig godt. Jeg havde perfekte afsæt (uden bagglid) og gled rigtig godt nedad med klisteret på skiene. Eneste problem var da jeg fik sat fingrene i klisteret på vej til og fra skisporene, da jeg var tvunget til at bære skiene fordi vejen var en gruset omgang sjap.

På fjerde dagen skete der noget. Jeg vågnede, og mens jeg stod og tog tøj på, kiggede jeg ud af vinduet fra mit værelse på første sal. Jeg kunne se den nye sne dale ned fra den overskyede himmel, og ligge sig som en hvid dyne på træerne. Landskabet kom igen til at minde om et vintereventyrland dækket i frisk hvid puddersne. Den nyfaldne sne gav dog store problemer på ski. Det var stadig tøvejr, men jeg besluttede at fjerne klisteret fra skiene og prøve med noget almindelig smørelse. Dette resulterede i at jeg absolut ikke kunne stå fast, og omkring en kilometer ude på turen, tog jeg klister tuben frem og smurte igen klister på skiene. Derefter stod jeg rigtig godt fast, faktisk så fast at det var nærmest umuligt at glide, da der samlede sig store sne klumper under skiene. Men vinterlandskabet tog sig godt ud på billeder og jeg nød hvert eneste øjeblik på turen, selv med klister under skiene.

Elge på Kungsleden

Det er ikke kun mennesker der færdes på Kungsleden. Det var min sidste dag i Abisko, og jeg havde godt hørt andre fortælle om elge, men indtil denne dag havde jeg ikke selv set dem. Jeg havde set spor i sneen og efterladenskaber i form af store spejderhagl. Som jeg kom gående på Kungsleden så jeg først én elg, som hurtigt løb væk. Jeg stoppede og fik kameraet frem og bandene lidt over at jeg havde ladt telen blive hjemme i Danmark. Jeg gik et par skridt videre, og pludselig var der en elg mere, den fulgte nu efter den første og forsvandt også. Jeg fulgte stien op af en lille bakke, og lidt længere fremme kunne jeg nu se tre elge blandt de lave birketræer. Den mindste, en kalv tror jeg, var lidt bange af sig og løb igen hurtigt væk. Men de to andre elge blev stående på stien og spiste videre af birketræsskuddene. Når de spiser, strækker de nakken opefter og bruger mulen til at vinkle om de tynde grene og trækker dem så ned og gumler lidt videre inden de igen rækker op efter en ny mundfuld.

Efter jeg havde brugt lidt tid på at fotografere elgene ville jeg egentlig gerne videre på stien. Jeg stod godt 20-30 meter fra den største elg, og begyndte langsomt at gå hen mod den. Elgen kiggede på mig og gik så nogle skridt tættere på mig, og begyndte igen at spise de nøgne kviste. Mit hjerte hamrede, for jeg turde ikke fortsætte tættere på elgen, det er nogle meget store dyr. Jeg stod lidt og overvejede mulighederne, og endte med at spænde sneskoene på støvlerne og gå en stor bue uden om elgen, før jeg igen var tilbage på Kungsleden.

Jeg kan faktisk godt forstå at elgene vælger at gå på den sne-trampede sti. Elge er nogle ordentlige krabater på op mod 500 kg. Deres hove er ikke vild store, så elgene synker i den dybe sne, hovhuller på 50-80 cm er ikke unormalt (hvis der er så meget sne). Går de derimod på stien synker de måske kun 10 cm i, så det må da spare dem for noget energi når ikke benene skal løftes så højt.

Nordlys over Abisko

Det meste af  min tid i Abisko var det desværre overskyet. Hver eftermiddag når det var blevet mørkt og til sent ud på aftenen, gik jeg ud ca. hver time for at se om skyerne var drevet væk og om stjernerne tittede frem på den mørke himmel. Et par af dagene var det næsten klart, og jeg fyldte straks termokanden med varm te, tog alt mit varme tøj på og bevægede mig ud i snelandskabet, og håbede på at nordlyset også ville vise sig.

En aften sad jeg på en sten langs elven i Abisko Canyon, mens det grønne lys flakkede hen over den mørke polarhimmel. Enkelte steder var der rindende vand, men det meste af floden var frosset til og sneen lå i et tykt tæppe over isen. Det grønne lys spejlede sig svagt i det mørke vand, mens snelandskabet blev oplyst i grønne nuancer alt i mens lyset dansede hen over himlen.

Det blev til én fantastisk aften/nat med nordlys over Abisko, et spektakulært lysshow, naturens helt eget nytårsfyrværkeri.

Kungsleden og Abisko Canyon

Kungsleden er en vandresti der starter i Abisko og bevæger sig sydpå gennem Laplands smukke natur. At sige jeg udforskede Kungsleden er så meget sagt, for stien er godt 450 km lang, og jeg nåede kun lige at berøre de nordligste måske 4-5 kilometer (hvilket kun svarer til omkring 1%). Men i vinterlandskabet var selv denne lille procentdel meget betagende.

Fra Abisko turiststation bevæger Kungsleden sig sydpå gennem Abisko Canyon. Elven snor sig mellem klipper, men flere steder kunne jeg komme helt ned til vandet. Kulde, sne og is havde gjort elven smallere, mange steder var der fast grund hele vejen hen over elven, men også her kæmpede vand-is ligevægten og det kraftigt strømmende vand havde i denne uge overtaget.

Snesko var ideelle til at udforske Kungsleden og Abisko Canyon som fotograf. De første 3-4 km af Kungsleden var trampet sti og her kunne jeg fint gå med støvler (uden snesko), men for at komme ned til elven eller lidt væk fra stien var sneskoene helt nødvendige.

Abisko

Over nytår var jeg en tur i Nordsverige, nærmere bestemt Abisko, ca. 200 km nord for polar cirklen.  Det har længe været et sted jeg ønskede at besøge, så da lejligheden bød sig, var jeg ikke sen til at bestille flybilletter og et værelse på fjeldstationen i Abisko. I slutningen af december og begyndelsen af januar er det noget nær den mørkeste tid på året og solen stod ikke op i løbet af de otte dage jeg tilbragte i der. Der var, hvad der minder om dagslys i godt fire til fem timer om dagen, men det snedækkede landskab fik det hele til at virke lysere.

Abisko byder på fantastisk natur og det arktiske lys er nærmest eventyragtigt selvom solen ikke står op. Jeg brugte alle de ”lyse” timer på at fotografere og faktisk også mange af de mørke. Med min fotorygsæk på ryggen og snesko på fødderne gik jeg på opdagelse i terrænet. Ud over næsten dagslys byder vintertiden i Abisko også på nordlys. Det var noget jeg virkelig havde glædet mig til at gense.